Lovecamp for landmænd

Fredag, 1. maj 2009
af Greta Johannsen Foto: Alex Tran
Mange landmænd har svært ved at få pigerne til at bide på krogen. På Dalum Landbrugsskole lærer eleverne, hvordan man får fat på den helt rigtige kæreste.
Foto: Alex Tran
Foto: Alex Tran

Det er svært at få en kæreste, når den smarte pige på diskoteket stikker af, så snart hun hører, hvad man bestiller. Derfor er scorekurset "Lovecamp", på landbrugsskolen fuldt optaget. Og sørgeligt aktuelt er det: Der bliver flere og flere landmænd, som lever alene.

Ord på følelserne
I moderne parforhold er det blevet et krav, at både mænd og kvinder kan udtrykke deres følelser, og det er en af de ting, landmændene lærer på kurset. En skuespiller er bestilt til kurset. Han skal lære de unge at sætte ord på følelserne. To minutter efter står deltagerne i rundkreds på gulvet. De krammer, dasker hinanden på bagdelen og siger "jeg elsker dig" og "jeg hader dig". Frederik er helt i sit es over kurset.
- Jeg led så meget af mindreværd, så jeg meldte mig til det her kursus for at prøve nogle helt andre ting end alt det faglige, fortæller han.

Claus binder en buket uden tiltro til, at han er den fødte blomsterbinder, men han får faktisk ros af læreren

Langvarigt forhold
Deltagerne på kurset kan sagtens finde ud af at finde en kæreste for en aften, men kunsten er at finde præcis dét menneske, hver især kan få et langvarigt forhold til, og det ved læreren Tyge Mortensen en masse om.
- Det er vigtigt med et godt parforhold, især i landbruget. Mange landbrug drives af mand og kone i fællesskab, og det kræver sit af et parforhold, hvis man både skal arbejde sammen og bo sammen, og det kommer ikke af sig selv, mener Tyge.

Hjertets sprog
Sproget er ikke det mest romantiske på landbrugsskolen. Eleverne er gået videre til to og to at øve sig i at være på date. De skal konversere hinanden, byde på frugt og sodavand og overrække blomster. Bagefter beretter en elev om, hvordan han slæbte en pige ud på dansegulvet på en aften i byen, mens Tyge straks retter: "Det hedder, at du bød hende op". Netop det med sproget og det at få et godt forhold til andre mennesker er det allervigtigste på kurset. Det handler om at interessere sig for partneren og turde vise og fortælle, hvordan man gerne vil have et rigtig langvarigt forhold. Det kan være svært, når det nu er gården, hjertet er allermest fuldt af.

Læs også:
Mit liv skal være et eventyr

Lovecamp

[Et fast kursus på programmet hos Dalum Landbrugsskole. På grund at kursets popularitet overvejer Lærer Tyge Mortensen at lave et kursus, som alle interesserede landmænd kan melde sig til igennem landboforeningerne.

Læs mere om scorekurset på Dalum Landbrugsskole

Af Greta Johannsen