Lykken er, at mine børn nu kender deres morfar

Mandag, 2. august 2021
Af Annika Jeppesen. Foto: Jesper Sunesen.
Heidi var kun et barn, da hendes forældre gik fra hinanden, og hendes far kort tid efter forsvandt ud af billedet. Med tiden fyldte tanken om at finde ham mere og mere, men det var først for et år siden, at det lykkedes for far og datter at blive genforenet – til både Heidi og hendes børns store glæde.

– Mor, hvor er din far henne? Har jeg en morfar? Hvor bor han?

Spørgsmålene blev ved med at komme fra Lucas. Men det var spørgsmål, som 37-årige Heidi Eriksen ikke kunne svare på. Hendes nysgerrige søn stillede dem ikke for at gøre hende ked af det. Men der manglede tydeligvis en brik i familiepuslespillet, som han ikke kunne få til at gå op.

Læs også: Jeg skal bare være mor

– Børnene har både deres farfar, farmor og mormor. Så det var bare deres morfar, der manglede, forklarer Heidi, som bor i Næstved sammen med sin 35-årige mand Anders og deres tre børn, Freja, Lucas og Villads på henholdsvis 14, ni og fire år.

Samtidig med at hendes mellemste barn forsøgte at blive klogere på den manglende brik, blev det klart for Heidi, at hun også gerne ville have puslespillet samlet.

– Jeg har egentlig gået i mange år og tænkt på, at det ville være rart at finde ham igen. Ud over Lucas, der har gået længe og spurgt til sin morfar, har jeg også haft et tomrum indeni. Som om jeg manglede en del af mig selv.

Ny tilværelse

Heidi var ikke særlig gammel, da hendes forældre gik fra hinanden, og faren, Sven, kort tid efter forsvandt ud af billedet.

– Efter de gik fra hinanden, flyttede min mor og jeg fra København til Næstved. Der var jeg nok omkring seks år. Mine forældre talte ikke rigtigt sammen, så jeg mistede kontakten til min far derefter.

Heidis mor fandt sammen med en ny mand, som hun fik to døtre med, og Heidi skulle nu forholde sig til en ny tilværelse, hvor hun ikke længere var enebarn.

– Savnet efter min egen far kom snigende og blev meget større, fordi de havde deres far rimelig tæt på. Igennem årene har jeg så gået og tænkt over, om han var død eller i live, om han overhovedet ville mig og alt sådan noget. For inderst inde var jeg jo nervøs for, at han ikke ville mig.

Læs også: Jeg håber han ser med

Så gik det hurtigt

For lidt over et år siden begyndte Heidi så for alvor sin søgen efter faren.

– Men da jeg ikke selv kunne finde frem til ham, bad jeg min søster om hjælp – og lige pludselig havde hun fundet ham på Facebook. Jeg ved ikke, hvad hun gjorde, men det gik i hvert fald stærkt!

Heidi overvejede at skrive et brev til sin far, for søsteren havde også fundet en adresse. Men hun endte med at skrive til ham på Facebook. Hun havde forberedt en masse spørgsmål for at være helt sikker på, at det nu også var ham.

– Men jeg nåede kun at spørge ham, om han havde været sammen med min mor, og så svarede han: ”Ja, jeg er din far”. Jeg tabte telefonen i sofaen, fik en klump i halsen og tårer i øjnene. Det var, som om jeg mistede pusten i et øjeblik. Så jeg skulle lige sunde mig, før jeg ringede til Anders.

Et kærligt blik udveksles mellem Heidi og Anders, før hun fortsætter:

– Allerede dagen efter jeg havde ansøgt min far på Facebook og skrevet til ham, snakkede vi sammen for første gang, fordi han ringede til mig. Og cirka en uges tid senere besøgte vi ham.

Nerverne uden på tøjet

Det viste sig dog, at Sven var flyttet fra København til Viborg. Så femkløveren blev stuvet ind i bilen, og så gik turen ellers til det jyske.

– Jeg havde nerverne uden på tøjet, og på sådan en lang tur kan man nå at fortryde rigtig mange gange. Både før og efter Storebæltsbroen tænkte jeg flere gange: ”Kan vi ikke vende om igen? Jeg har virkelig lyst til, at vi bare kører hjem”. Jo flere gange jeg så et skilt, hvor der stod ”Viborg”, jo mere nervøs blev jeg, fortæller Heidi med lettere panik i stemmen, men langsomt kommer et smil frem, og hun tilføjer:

– Men samtidig glædede jeg mig, og jeg kunne heller ikke lade være med at tænke: ”Gad vide, hvordan han ser ud, og hvordan han egentlig rigtigt er?”.

Fik tårer i øjnene

Da familien endelig nåede frem til Svens adresse, stod han klar i døren til at tage imod dem.

– Vi havde en overgangsjakke med til Villads, som jeg tabte, efter vi var steget ud af bilen. Så jeg måtte gå tilbage efter den, imens de andre gik i forvejen. Men det var jeg faktisk lidt glad for. For da jeg bukkede mig ned for at samle den op, kunne jeg mærke, at jeg fik tårer i øjnene. Så dér kunne jeg lige trække mig tilbage, tage en dyb indånding og tørre mig under øjnene.

– Da jeg kiggede op igen, så stod min far i døren og kiggede efter mig. Så han har nok også været nervøs og samtidig glædet sig. Han havde endda dækket fint op, til vi kom, og der manglede bestemt ikke noget.

Trods de ustyrlige nerver gik det første møde mellem far og datter uden problemer. Familien spiste frokost sammen, gik en tur rundt i byen, og sent om aftenen kørte familien hjem igen.

– Næste morgen var jeg dog lidt ved siden af mig selv, og jeg vågnede næsten med glædestårer i øjnene. For jeg var så glad for, at vi ikke var vendt rundt, og at han bare havde taget imod børnene lige med det samme! Og ja, så har vi snakket sammen lige siden, siger Heidi og smiler.

Læs også: Lægerne har opgivet at hjælpe Pia

Sven rimer på ven

Siden har familien besøgt Sven i stort set alle ferier og ledige weekender. De har været i dyreparker, grotter og fodret de lokale ænder i Viborg. Men størst for Heidi er dog, at hun tilbragte årets sidste dage sammen med sin far.

– Vi var derovre at holde jul og nytår. Det var ren familiehygge, og det betød virkelig meget for mig, at han gerne ville det. For det har bare været en drøm for mig, fortæller Heidi.

Men det er vist ikke kun Heidi, der sætter pris på hendes og farens genforening.

– Og du har fået din bedste ven, ikke? siger Heidi henvendt til Lucas, der genert nikker.

– Der er ingen tvivl om, at alle tre børn er glade for ham. Men der er bare et specielt bånd mellem Lucas og Sven. Han sidder næsten på skuldrene af sin morfar, når vi er derovre, eller også leger de pudekamp eller fjoller rundt sammen.

Næste gang, familien skal ses, står den på en uge i sommerhus ved Vesterhavet. Og selv om det seneste år har været lidt ud over det sædvanlige, fortryder Heidi kun, at hun ikke fandt sin far noget før.

– Nu render børnene rundt og siger morfar. Det har de aldrig gjort før. Så det er lidt mærkeligt, men også rigtig dejligt! Det er, som om den sidste brik i puslespillet er blevet lagt. Nu er mit puslespil samlet – og nu kan Lucas selv spørge sin morfar om alt, siger Heidi og kigger over på sit mellemste barn, der smiler om kap med sin mor.

Læs også: Min oldefar blev solgt på auktion