Pia Frøjkær, 52, havde besluttet at sadle om i sit liv. Gennem de seneste mange år havde hun arbejdet som bager, og skulle hun prøve noget nyt og anderledes, skulle det være nu, hvor hun var fyldt 50. Derfor søgte hun natarbejde hos Bang & Olufsen i Struer og var glad, da hun kom til samtale. Jobbet om natten i montagen passede hende fint. Så var spørgsmålet, om virksomheden kunne bruge en midaldrende bager.
Læs også: Nu er Julies liv endelig i farver
Da ansættelsessamtalen var ved at være færdig, blev Pia spurgt om sit helbred. Om var hun sund og rask.
– Ja, men jeg hikker. Og det er kronisk, svarede Pia med et stort smil og en klukkende latter.
Manden på den anden side af bordet skulle lige være sikker på, at han havde hørt rigtigt: At Pia sagde, at hun hikkede.
Det bekræftede hun, hvorefter de to gav hinanden hånden: Pia havde fået jobbet.
Læs også: Vores redning blev fællesskabet med andre forældre
Et mysterium
Pia fra Holstebro vidste, at hun igen-igen skulle til at forklare sine omgivelser, at hun hikkede konstant.
– Det er altså ikke et problem. Og kan jeg leve med det, så må mine omgivelser også kunne. Kan de ikke, er det deres problem, siger Pia, der ikke kan sætte en præcis dato på, hvornår hendes hikke begyndte.
– Det er over 10 år siden, og hikken kom ud af den blå luft. I begyndelsen troede jeg, at den ville forsvinde i løbet af nogle timer. Men det gjorde den altså ikke, fortæller Pia, der efterhånden ikke lagde mærke til, at hun hikkede konstant.
Men det gjorde hendes omgivelser. Familie og venner kom med små stikpiller, så til sidst gik Pia til lægen.
– Min egen læge kunne ikke finde årsagen til min hikke, så jeg blev sendt videre i systemet til sygehuset og speciallæger. Jeg er blevet røntgenfotograferet og har fået sprøjtet kontrast ind i blodårerne, så man kunne fotografere min hjerne, og så er jeg blevet scannet, blevet testet for allergier og alt muligt andet. Men alle specialisterne ryster bare på hovedet. Jeg er sund og rask, og årsagen til min hikke er et mysterium.
Forskrækkelser
I tidens løb har Pia fået en masse husmoderråd, som hun kalder dem, fra mange velmenende mennesker i hendes liv: Drik et glas vand, stå på hovedet og drik, bliv forskrækket, hold vejret længe og så videre.
– Mange af mine kolleger har forskrækket mig. Det har da ikke været lige morsomt hver gang. Nogle gange er jeg blevet så bange, at jeg troede, mit hjerte ville stoppe med at slå. Men hikken forsvandt aldrig, fortæller Pia, men retter sig selv:
– Jo, den var væk i en lille uge, da jeg fik akupunktur hos akupunktør John Boel i Aulum. Det får jeg en gang imellem, når min hikke bliver rigtig voldsom. Men den vender altid tilbage.
Læs også: Fik hjælp med sin depression: Nu gør jeg en forskel for andre
Pias familie har lært at leve med hendes hikke, selv om datteren, Mette på 25, mener, at det – specielt tidligere – kunne være endda meget pinligt.
– Når vi var i biografen, kunne man jo tydeligt høre mors hikke. Og det kan da være lidt pinligt, hvis det for eksempel er en kærlighedsscene, som mor akkompagnerer med sin hikke, siger Mette og fortsætter:
– Det har også nogle gange været pinligt at være på restaurant eller café. De andre gæster kigger så mærkeligt, og hver gang spørger tjeneren høfligt, om mor vil have et glas vand, så hendes hikke kan stoppe, siger Mette, der for otte måneder siden blev mor til Anton Emil.
– Min frygt er, at denne hikke kan være arvelig. Jeg bliver meget nervøs, når jeg selv og specielt Anton begynder at hikke. Men det går altid over igen. Heldigvis.
Også i søvne
Pia fortæller, at hun aldrig har haft smerter på grund af sin hikke. Og den stopper, når hun taler.
– Men jeg kan jo ikke sidde og knevre hele tiden, siger hun og slår en latter op. Hun har meget let til smil og ser i det hele taget livet og verden fra den lyse side.
– Jeg kan godt lide at komme på café med veninderne. Og her er der ikke længere tjenere, som spørger, om jeg skal have et glas vand mod min hikke. De kender mig. Men det sker da, når jeg er i en forretning eller i supermarkedet. Folk er meget søde og vil hjælpe. Min hikke er blevet en del af mig. Jeg hikker vist også, når jeg sover, fortæller hun.
Læs også: Leif Maiboms livshistorie 1: Jeg blev lærer af dovenskab
Pia har faktisk forsøgt at finde ud af, om der er andre i Danmark, der lider af kronisk hikke, men hun har kun fundet en enkelt, en pige i Varde.
– Og så nogle stykker i udlandet.
Pia, der er fraskilt og har en hjemmeboende søn, bor ikke langt fra Mette. Det betyder, at de ses meget ofte. Og når Mette, der er pædagogisk assistent, har lang arbejdsdag, er det mormor Pia, der henter Anton i vuggestuen og er sammen med ham, til Mette kommer hjem.
– Og jo, de har været så venlige i vuggestuen og spørge, om de kunne hjælpe med min hikke, siger Pia, der pointerer, at hun ikke har nogen problemer overhovedet med at hikke konstant.
– Jeg vil nok blive bange for mig selv, hvis jeg pludselig stoppede med at hikke, siger hun med et stort smil.
