Der er dage, hvor Maja ville ønske, at det var hende, der havde fået hendes stedfars straf: Ryk fire år i fængsel og få huslejen betalt, maden serveret og udgang hver anden weekend.
– Det havde været så meget nemmere. I stedet har min mor mistet alt, hus, bil og forretninger. Mine bedsteforældre har været nødt til at sælge deres hus og flytte fra Laven, hvor de elskede at bo, og min lillesøster har på en måde mistet sin far. Og det er alt sammen min skyld, siger Maja.
Hun ved godt, det ikke er sandt. Hendes skyld er det under ingen omstændigheder. Men ja, det var hende, som udløste striben af ulykker den dag, hvor hun fik et ultimatum af sin psykolog.
”Du har 24 timer til at fortælle, hvad din stedfar har gjort ved dig. Derefter vil jeg være nødt til at bryde min tavshedspligt, for din lillesøster er kun 13 år og bor under samme tag som ham,” lød det håndfast fra psykologen.
Læs også: Dansktopsangerinden Anne-Marie Lindegaard var som barn udsat for overgreb af sin morfar
Planlagde sin egen begravelse
– Indtil da havde jeg troet, at jeg kunne håndtere det hele selv. Men da jeg blev 18 år, kunne jeg mærke, at jeg skulle tale med nogen, og jeg gik til psykolog og fortalte, hvad der var sket, fra jeg var 10 år, og til jeg som 15-årig flyttede på efterskole, fortæller Maja.
Hun havde bare ikke forudset, at hun dermed også havde sat gang i en uendelig række af urimelige konsekvenser for den nærmeste familie, og at hun selv ville få så godt som ingen hjælp fra det offentlige.
Nu er Maja Plougmann Birch 22 år og stadig svært mærket af de mange års overgreb. Søvnløshed, angst og nedtrykthed følger hende.
– Jeg har været så langt ude, at jeg både har skrevet afskedsbrev og planlagt min egen begravelse. Det har været som min eneste udvej, for jeg har følt mig som en belastning for mine nærmeste, siger hun, som sagtens selv kan se det groteske og fuldkommen unaturlige i, at hun som 22-årig ikke er spor bange for at dø.
Læs også: Jeg fortjente ikke at have det godt
Så vil mor dø...
I de år, hvor stedfaren truede hende til tavshed, var hun altid glad...
– Ja, jeg var nærmest overdrevent glad. Det var jeg nødt til at være, for ingen måtte opdage, hvad der foregik. For så ville min mor dø, siger Maja.
I dag er det en kæmpe lettelse, at hun ikke mere skal bruge alle sine kræfter på at opretholde den falske facade.
– Det startede, da min mor fik en blodprop i hjernen og sad i kørestol i et år. Der kom han ind til mig om natten. Min mor og jeg har altid været meget tætte, og han forklarede, at hvis jeg sagde noget om det, der foregik, ville han jo ikke være her til at passe på mor, og så ville hun dø, og mine søstre og jeg ville komme på børnehjem. Og det tror man på, når man bare er 10 år, siger Maja tørt.
– Jeg troede jo, at jeg beskyttede dig ved ikke at sige noget, tilføjer hun og kigger over på sin mor, Henriette Plougmann Thomsen, 55 år.
Læs også: Mistede sin fem dage gamle søn: Henriette valgte at blive bedemand
Min bedste ven
Vi sidder omkring spisestuebordet hjemme hos Majas bedsteforældre, Ellen og Kaj Thomsen. En stor del af tiden holder bedstefar og Maja i hånd. For han er det menneske i verden, Maja stoler mest på.
– Han er min bedste ven og ham, jeg valgte at sige det til, da jeg blev sendt hjem af psykologen, siger Maja.
Hendes allerstørste frygt var, at hendes mor ikke ville tro hende.
Læs også: Isolede sig i sit eget private helvede: Nu smiler Cille igen
Noget var ravruskende galt
– Mine forældre ringede og spurgte, om jeg ville komme til kaffe, og jeg kom glædesstrålende med chokoladefrøer til kaffen. Men da jeg kom rundt om hjørnet til terrassen, kunne jeg se, at noget var ravruskende galt. For far græd, og det gør han ellers aldrig, siger Henriette.
Først var hun i chok og fornægtelse, men meget hurtigt gik det op for hende, at Maja aldrig ville kunne lyve og slet ikke over for sin bedstefar.
– Vi havde for længst fejret kobberbryllup, og jeg havde syntes, vi havde en fest af et liv sammen. Vi boede på en gård i Ry og havde et stort netværk. Han var 10 år yngre end mig, og selv om jeg måske i mørke stunder, for eksempel da jeg kæmpede med eftervirkningerne af blodproppen, har haft en mistanke om, at han kunne finde på at være mig utro, har jeg aldrig, aldrig, aldrig haft en flig af en tanke om, at han kunne gøre sådan noget mod Maja, siger Henriette og tilføjer tonløst:
– Jeg er bedemand og bryster mig af, at jeg kan afkode en familie på få minutter, når jeg kommer hjem til de pårørende, men her er der foregået ting lige foran min næse, og jeg har ingenting opdaget.
Læs også: en hjerneblødning fik Birgitte til at skrifte spor: Fra jordemor til bedemand
Sparkede hundehvalp
Selvbebrejdelser og selvmordstanker har snoet sig om hinanden efter den sommerdag på terrassen, men at give op er ikke en disciplin, Henriette har lært hjemmefra. Og så har hun jo immervæk tre døtre at tage vare på. De ældste to, Maria og Maja, har hun med sin første mand, den yngste med den mand, som viste sig at være alt det, som hendes mor, Ellen, fornemmede.
– Jeg har aldrig kunnet døje den mand, og slet ikke efter at jeg en dag greb ham i at stå og sparke deres lille hundehvalp i hovedet, siger Ellen.
Men jo mere Ellen lod forstå, at datterens mand var skidt selskab, desto mere forhippet blev Henriette på at vise, at ægteskabet var godt nok.
– I dag ved jeg, at mor havde ret, indrømmer Henriette blankt.
Maja kunne aldrig drømme om at bebrejde sin mor, at hun intet opdagede. For hun gjorde jo selv alt for at skjule det. Tværtimod er Maja sin mor dybt taknemlig for al den støtte, hun har givet efterfølgende.
– Uden mor havde jeg ikke været her i dag, siger Maja uden at tøve.
Gør en forskel til begravelser
Indtil for halvandet år siden flikflakkede hun mellem forskellige adresser, gymnasier og job, men nu har hun fundet ro i sin mors Søhøjlandets Begravelser & Blomstergalleri i Viborg.
Henriette fortæller: – I dag er jeg ansat i mit eget firma, og min løn svarer til kontanthjælp, så længe vi er under gældssanering. Men vi har kunnet tilbyde Maja job her, hvor hun er tryg.
Jeg tør slet ikke at tænke på, hvad der ville være sket, hvis jeg havde måttet tage job ude i byen, så Maja havde skullet klare sig med skiftende fleksjobs. Det var aldrig gået, tilføjer hun.
Maja er enig, for der er stadig dage, hvor dynen og glemslen kalder på hende. Men i store træk har hun nu fundet ro i at kunne køre parløb med sin mor i bedemandsforretningen, hvor også hendes moster og bedstefar arbejder. Og hun regner med at tage over, når Henriette engang går på pension.
– Jeg er for ung til at være den, som alene tager den første samtale med de pårørende, men jeg er med. Og hvis for eksempel mor er optaget af en anden begravelse, kan det sagtens være mig, der står for højtideligheden, siger Maja.
– Der gik ikke ret længe, før der kom kommentarer på vores Facebook-profil om, at Maja havde gjort en stor forskel ved en begravelse, indskyder Henriette stolt og tilføjer, at hun også nyder godt af, at Maja bruger sine ellers trælse, søvnløse nætter på a lave regnskaber og sende regninger ud.
– Hvor mærkeligt det end lyder, er det faktisk livsbekræftende for mig at arbejde som bedemand. Og selv om jeg nok aldrig får brug for en studentereksamen, har jeg besluttet mig for at tage den online, et fag ad gangen. Den studenterhue skal han ikke have lov til at tage fra mig. Hver eneste dag, når jeg står op, tænker jeg, at han ikke skal have lov til at ødelægge flere dage i mit liv, fastslår Maja.
Læs Evas historie: Karklude med kærlighed
