En tidlig lørdag morgen i januar 2008 sov Helle stille ind i sit hjem. Et 25 år langt parforhold var slut. Få dage senere fulgte Søren Gade sin kone til graven uvidende om, at denne var den første i rækken af en lang række begravelser, han skulle deltage i inden for kort tid. Alene fra februar til april var han med ved seks begravelser af faldne danske soldater. Søren Gade forsøger mentalt at ruste sig til endnu flere begravelser. Det har mærket ham for livet.
Hvordan er det for dig at tænke på, at du sandsynligvis ikke har været til den sidste soldater- begravelse?
- Det er det hårdeste ved jobbet. Jeg deltager og holder taler i respekt for de døde og det valg, de traf, men jeg vil da lyve, hvis jeg siger, det ikke slider. Det er for intet at regne mod de pårørendes lidelser, men jeg har haft dette job i fem år, og hver gang, min telefon ringer først på natten, ved jeg, at det ikke er fordi, nogen vil fortælle mig, det bliver solskin i morgen. …
Jeg ved, at du har dårlig samvittighed over for dine piger, fordi du er så meget væk hjemmefra. Hvad kan få dig til at opgive jobbet?
- Ja, jeg har dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan være til stede i deres liv så meget, som jeg gerne vil. Nu klarer de sig heldigvis godt og har søde veninder og gode voksenvenner at støtte sig til også. - Men hvis pigerne havde ligget med hovedet under dynen herhjemme og ikke kunne fungere, så var jeg stoppet i politik. Én ting var, at jeg selv skulle kæmpe mig op ad bjerget, men mine piger skal ikke en dag kunne sige, at dengang de havde mest brug for den gamle klovn, så var han der ikke.
Har du en "ventil", du kan åbne for, når den psykiske belastning bliver for stor?
- Jeg holder meget af at gå en lang tur langs Vesterhavet eller i Klosterheden. Undertiden har jeg bare brug for at gå ind i mig selv, og det kan jeg også godt gøre en nat, hvor jeg ikke kan sove. Det er en form for terapi. - Min Helles gravsted holder jeg også meget af at besøge. Der er en bænk, jeg kan sidde og dvæle lidt på. Pigerne har indrettet gravstedet meget flot, så det er ikke et sted, hvor vi bliver kede af at komme, men tværtimod en del af den proces, det er at komme videre.
Hvor meget har din tro hjulpet dig gennem kriserne?
- Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at min tro ikke har hjulpet mig. - Jeg er vokset op i et grundtvigiansk hjem, og som menneske synes jeg, det er godt at erkende, at der er noget større til end dig selv, og at der er ting, som du ikke kan forklare. Det er klart, at jeg har spurgt mig selv mange gange hvilken mening, der var med, at Helle skulle herfra, for selv den sværeste sorg prøver man at finde en mening med. Men for mig sætter religion livet ind i en form for ramme - også en ramme at være ked af det i, sådan at du bedre kan tackle sorgen.
Af Erik Pedersen
Læs også:
Alzheimers - de pårørendes sygdom
