Karin stod mutteres alene i den Østerbro-lejlighed, hun i en alder af 36 år netop var flyttet ind i. Den føltes lille som en skotøjsæske trods sine 80 kvadratmeter, fordi det, hun kom fra, var et pænt hus i Hellerup med tunge møbler, flere toiletter og aupair. Efter sin skilsmisse havde hun kun sin farfars gamle sofa og lidt af farmors porcelæn, men til gengæld bekymringer nok til at fylde hver en kvadratmeter i boligen. Den føltes lige så trist som hun.
Men så stod hendes forældre fra Bogense der – med en dobbelt luftmadras de havde fundet på tilbud i Aldi. Karin skulle jo have et sted at sove.
– Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort uden min mor og far. De var der bare midt i alt mit kaos, siger Karin og ignorerer den øjenkontakt, der vil bide som et løg i tårekanalen.
Drømmen bristede
Karin er mor til Ingrid på 10 og Gertrud på 8 år. Da hun i 2012 valgte at lade sig skille fra sin mand, var de blot 5 og 3 – alt for små til at forstå, hvad det egentlig var, der foregik mellem deres forældre. Alt for små til at reagere på mors nye lejlighed, hvor halvdelen af deres legetøj nu skulle bo. Men gamle nok til at kalde på den forælder, som manglede, når de ikke kunne sove.
Læs også: Vi kender begge til ensomhed
– Helt banalt var det drømmen om den lykkelige kernefamilie, der bristede. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg kunne blive skilt. Mine egne forældre er jo stadig sammen. Men det blev jeg, og det var en kæmpe sorg.
– Jeg fældede godt nok også mange tårer, siger Anne Lise Schmidt, Karins 66-årige mor, og får straks sin datters hånd i sin. For Karin var slet ikke opmærksom på, hvor meget hendes skilsmisse påvirkede forældrene, der straks kørte hjem fra deres ferie i Kroatien, da beskeden fra datteren tikkede ind på mail.
– Vi vidste godt, det var under opsejling. Men derfor fyldes man jo alligevel med bekymringer. Bare sådan en ting som, hvordan Karin skulle få transporteret pigerne i institution og sig selv på arbejde hver dag uden bil, siger Palle.
Men man klarer det, fordi man skal, og det vidste Karins forældre såmænd også godt, at datteren ville. Alligevel fyldte tankerne om børnebørnenes nye tilværelse og bekymringerne om deres egen rolle i den nye syv-syv-ordning. Ville de nu kun være bedsteforældre halvdelen af tiden? Pludselig var de ikke i tvivl om, hvad de skulle bruge en del af deres pensionisttilværelse på.
Det var lykken
Hver anden uge, når Karin havde børnene, pakkede Palle og Anne Lise deres lille bil og kørte turen over Storebælt. Knap 20.000 kr. er blevet brugt på benzin, Brobizz og parkering i hovedstaden. En optælling, der selvfølgelig først blev lavet, da alle igen havde smil på deres læber og lykken indenfor rækkevidde. For det betyder ingenting. Det betød til gengæld meget for Karin, at hun vidste, hun havde et døgn med sine to klipper, der både kunne aflaste med børn og madlavning, så hun kunne få lov til at arbejde og føle. Så havde hun intet imod at sove i ske med en af pigerne i køjesengen.
– Det var simpelthen lykken at komme hjem fra arbejde de dage, hvor mor var i gang med boller i karry i køkkenet, min far læste højt for Gertrud og Ingrid, og deres hjemmesyede toilettasker stod på badeværelset. Det enorme ansvar, jeg følte som alenemor, blev fjernet fra mine skuldre.
Forældre til et skilsmissebarn
Forældrene har blandet sig ganske lidt i datterens gøren og laden – også selv om de ikke altid har været enige i de beslutninger, der blev truffet. Men det er nok i virkeligheden det, som har gjort, at Karin kun sidder tilbage med taknemlighed over for sin mor og far.
– Forældre eller bedsteforældre, som de jo også er, får ikke så tit den tak, de fortjener. Eller omsorg. Jeg kan jo se mine forældres tårer i øjnene, selv fem år efter. Så det er virkelig en sorg for dem også. Men de bliver glemt, fordi det hele handler om barnet i skilsmisse og børnebørnene.
– Det er uden tvivl hårdt at være forældre til et kolikbarn, men det er dæleme også hårdt at være forældre til et 36-årigt skilsmissebarn, siger Karin og tilslutter sig sin mors høje grin.
Læs også: Naja er mønsterbryder
Inden du går
I dag er Karin igen gift, lykkelig i glimt – for det er ikke noget, man kan være hele tiden, påpeger hendes far – og bylejligheden er blevet skiftet ud med et hus, som kan rumme en moderne, sammenbragt familie.
Med det hele lidt på afstand har hun skrevet en bog med titlen ”Inden du går – vil du så ikke blive lidt længere”. Det er en fiktiv roman, men titlen er citeret fra datteren Ingrid i den svære skilsmissetid, hvor mor skulle cykle hjem til sin lille lejlighed, når pigerne var puttet i Hellerup-villaen, og det er ikke det eneste i bogen, som er ægte. Både følelser, bekymringer og enkelte begivenheder er tyvstjålet fra Karins eget liv.
