Nicolai er født med cerebral parese – også kaldet spastisk lammelse. Det betyder i hans tilfælde, at han har motoriske vanskeligheder, som gør, at han kun kan komme omkring i en kørestol. Siden 2005 har han optrådt med stand-up.
– Det betyder alt for mig at lave stand-up. Jeg kan godt lide at formidle, og det bedste i verden er at få folk til at grine. Det giver mig en rus, jeg ikke finder andre steder. Og så kan jeg pille fordomme ned. Jeg ser mig selv som en fordomsridder, der slår fordomsdragerne ihjel – eller prøver på det, siger han.
35-årige Nicolai Grzeskowitz, der bor i Søborg, har lavet stand-up i København, Aarhus og USA.
Vil ikke huskes som spastiker
Selv om der på ingen måde er noget i vejen med Nicolais intelligens, så oplever han gang på gang, at folk tror det modsatte. Han oplever, at han tit er nødt til at optræde for folk to-tre gange, før de stopper med at fokusere på hans udseende.
– I princippet ville jeg gerne optræde bag et sort forhæng, hvor de ikke kan se mig. Fordi så lytter de til, hvad jeg siger i stedet for at blive benovet over, at jeg kan. For tro mig, det kan jeg. Og det gør jeg.
I virkeligheden vil Nicolai helst bare opfattes som alle andre.
– Jeg vil mest bare huskes på mit fornavn, Nicolai, og ikke på min kørestol.
Alligevel kan det godt være en lille fordel, at folk på forhånd tror, han er tilbagesat.
– Komikeren Christian Fuhlendorff sagde engang til mig, at jeg kan gå op og sige ting, der er meget mere karikerede og grove, end han kan, fordi folk tænker, at jeg ikke ved, hvad jeg siger – men det gør jeg jo.
– Komikken har gjort, at jeg er trådt ud af skyggerne. Det kan godt være, at jeg er handicappet, men jeg er først og fremmest et menneske. Jeg har meninger og holdninger, og jeg står ved dem.
Læs hele historien i Familie Journal i uge 3
- Hvordan en knust drøm fik Nicolai til at lave stand-up
- Hans tid som tilrettelægger hos TV Glad, og hvorfor han følte sig malplaceret der
- Hvad der har gjort, at Nicolai ikke længere føler sig vred
- Hvorfor Nicolai nu fokuserer på foredrag i stedet for stand-up