Det begyndte med en dans på Pigernes Kro i Onsild. Nina og hendes veninde sad ved et bord, da Erik og hans kammerat kom hen og spurgte, om der måske var plads ved deres bord? Nina og veninden skottede til Erik. ”Hvis du ikke vil have ham, så vil jeg gerne,” sagde veninden, men hun fik ham aldrig.
Siden har det altid været de to
Erik og Nina fangede hinandens blikke og gled ud på dansegulvet sammen. Siden var det altid kun de to. Nina og Erik. Begge var de lidt forslåede af livet. Skilsmisse og dødsfald havde de overlevet, de var begge voksne mennesker på 49 og 43 år, og de dansede så vældig godt sammen. Det er 24 år siden, de to dansede deres første dans sammen.
Danser stadig
De to danser stadig sammen, og når Nina lukker øjnene og læner sig ind mod Erik, kan hun næsten glemme, at Erik ikke længere er den mand, hun forelskede sig i.
De bor heller ikke længere sammen. Nina bor i en lejlighed inde i Løgstør. Erik bor i en beskyttet afdeling på Plejecenter Kærbo i Ranum. Nina er alene, Erik er aldrig alene. Han er altid omgivet af sine to knejter, som han kalder dem. Nina kalder dem vagter, og plejehjemsledelsen kalder dem for ressourcepersoner.
Forstår ikke andre
Kendsgerningen er, at Erik Jakobsen har Alzheimers sygdom. For ham betyder sygdommen, at han reagerer med vrede og slår fra sig, hvis fremmede mennesker presser ham. Han bliver bange, hvis han skal hjælpes med at komme i bad, have redt håret eller hjælpes med maden. Erik forstår ikke længere andre mennesker, og andre forstår heller ikke altid ham.
To mennesker hjælper Erik
Derfor har plejecenteret ”givet” Erik to mennesker, der altid skærmer ham og hjælper ham. De sørger for, at intet forstyrrer Erik i hans verden, og når han sover, lægger han sig til ro i et enkelt værelse med kun de allermest nødvendige ting omkring sig. Hans hjerne kan ikke længere overskue verden, men nogle gange kan han stadig danse, og når han smiler, er det altid til Nina, for mindet om hende er inde i hans sjæl et sted.
Var engang en dans på roser
Nina og Eriks liv var længe en dans på roser, men dansen stoppede, da Erik blev syg, og værre endnu blev det, da Erik blev så syg, at han blev farlig for sine omgivelser.
Det kunne have været endt forfærdeligt, men takket være en plejecenterleder, der turde tænke anderledes, et par fantastiske knejter og et godt personale, ligner Erik i dag den mand, han engang var.
Nina besøger sin mand hver anden dag, og hun fortæller hans historie, fordi han ikke længere selv har ordene. Hun vil fortælle den, fordi hun håber, andre med demens også må få lov at opleve at blive skærmet mod sig selv.
Havde klaret sig selv
– Erik er sådan en mand, der altid har klaret sig selv. En knægt fra Aggersund, der kom ud af skolen efter 7. klasse. Han var kun 17 år, da han blev far til sin første søn, og fordi han tog sit ansvar på sig, fik han arbejde med kost og logi i landbruget, hvor han kunne have sin kone og søn med.
– Hans næver sad godt på ham, og der skulle tjenes nogle penge, for Erik og hans kone fik tre drenge. Han har arbejdet ved landbruget, som fisker, håndværker, slagter og vejarbejder. Han fik også malerarbejde, men da jeg mødte ham, var han fraskilt og havde fået at vide, at det var slut med at arbejde, fordi han havde taget skade af sit malerjob. ”Malerhjerne” kaldte han det selv, men han stod fast på, at et menneske skulle have noget at stå op til, og det skulle være et ordentligt arbejde.
Mødtes på Pigernes Kro
Han var en mand, der sagde tingene ligeud, som Nina siger.
– Vi mødtes første gang den aften på Pigernes Kro. Jeg havde mistet min første mand, og jeg arbejdede som sygehjælper. Vores børn var voksne, og vi var frie til at være sammen. ”Kan du lide at male og tapetsere?” spurgte han, og jo, det mente jeg nok, jeg kunne. Det var meget heldigt, for Erik, som jo skulle bruge sine kræfter til noget, var gået i gang med at købe gamle huse op og sætte dem i stand, og så kunne jeg jo passende hjælpe ham med det.
Ninas julepynt
– Erik boede i Aggersund i det hus, han selv havde bygget i 1968. I begyndelsen boede vi ikke sammen. ”Har du noget julepynt,” spurgte han mig op imod jul. Så tog jeg mine syv kasser pynt med en dag, og så kunne jeg jo lige så godt selv flytte ind sammen med pynten, siger Nina.
– Jeg ville gerne have nogle flere børn. Vores egne børn var voksne, men jeg syntes, vi havde noget at give til de børn, der ikke havde haft en god start i livet. Vi søgte om tilladelse og fortalte, som det var, at Erik havde malersyndrom, men da kommunens folk havde mødt os, blev vi godkendt. Det var nogle dejlige år, og det var godt, vi nåede at have det sådan, siger Nina.
I 1995 mødtes de. I 1999 blev de gift, og i 2014 sagde Erik pludselig en dag, at der var noget galt med hans hoved.
Begyndte at glemme
– Inden han fortalte mig det, var han begyndt at glemme ting. Alt det, han havde kunnet uden at tænke over det, gik ikke så nemt mere. Vi kom til lægen, og Erik blev undersøgt. Vi nåede til demenstesten, og første gang kunne han svare på 10 spørgsmål ud af 30. Seks måneder efter kunne han kun svare på syv spørgsmål. Nu kan han kun sige sit navn.
Diagnosen
– Vi fik diagnosen 15. september 2014: Erik havde Alzheimers. Vores plejebørn var heldigvis flyttet hjemmefra, så der var kun os to tilbage i det store hus med udsigt over Limfjorden. Vi elskede det sted. Erik havde bygget det meste selv, han havde sine to værksteder, han havde sin jolle. Han havde sit liv her, men han kunne ikke overkomme det længere, og jeg vidste, jeg ikke kunne være der alene.
Ville ikke på plejehjem
– ”Du må love mig, at jeg ikke skal på plejehjem,” sagde han til mig, men jeg måtte sige, at det kunne jeg ikke love ham. Der havde aldrig været en løgn mellem os, og vi kunne ikke vide, hvordan han ville få det, så jeg ville ikke love ham noget, siger Nina.
Erik erkendte aldrig, at han var syg. Heller ikke da Nina pakkede 21 læs fra hans værksted og kørte dem væk på traileren. Hun og Erik havde fået solgt huset og lejet en lejlighed med udsigt inde i Løgstør.
Alt var så nyt og fint, men da de nåede dertil, kunne Erik ikke længere forstå det. Lejligheden blev aldrig hans hjem, men han kunne heller ikke længere huske huset i Aggersund.
Erik kom på daghjem
Om dagen var han på daghjem for demens-ramte i Ranum, og resten af tiden var han hjemme hos Nina. De var ikke længere mand og kone, som de engang havde været. I stedet blev Nina Eriks vogter. Hende, der passede på ham, løb efter ham, kæmpede for, at han skulle skifte tøj og blive ved at være den mand, hun elskede.
Men han var der ikke længere, og en dag sagde demenskoordinatoren, at nu var det på tide, at Erik skulle bo permanent på plejehjemmet.
Som et såret dyr
Han flyttede i 2017. Den dag var livet ikke en dans på roser, og det var det heller ikke den næste lange tid, for Erik var blevet et andet menneske, der kunne være farlig, når han blev vred, og han blev ustandselig vred, fordi han ikke længere forstod verden.
– Han fik masser af beroligende medicin, og al mulig andet medicin, men der var ikke noget, der kunne tage angsten fra ham. Han ville ikke i bad eller skifte tøj, redes eller barberes. Han slog ud efter de ansatte, der jo bare ville hjælpe ham. Jeg havde en knude i maven af angst hver dag, når jeg besøgte ham, for jeg vidste aldrig, hvordan han var, og jeg kunne efterhånden ikke kende min egen mand.
Stak af fra plejehjemmet
– Han var beskidt og langskægget, han lugtede og var mere en vild end et menneske. Det gjorde så ondt at se ham der, uden værdighed og som et såret dyr. En dag stak han af fra plejehjemmet og huggede en bil, som han i tre timer kørte rundt i. Vi måtte have fat i politiet, og det var det værste at vide, at min mand kørte et sted derude. Hvis han kørte sig selv ihjel, måtte jeg leve med det, men jeg kunne ikke leve med det, hvis han kørte et menneske ihjel, siger Nina.
Politiet fandt frem til Erik. Han var heldigvis kørt hjem til en af deres bekendte og sad der, da politiet hentede ham.
Plejehjemslederen lagde en plan
Noget måtte ske, og på plejehjemmet talte man om, at Erik ikke kunne blive boende, hvis ikke tingene ændrede sig. Og så var det, at den nye plejehjemsleder, Birgitte Tollund, fandt på en plan.
Plejehjemmet indgik en aftale med firmaet TrygtMiljø, der sørger for, at Erik er sammen med to af deres ansatte fra klokken 6.30 til klokken 22.
Uddannede i at håndtere demens
De er ikke vagter, men er specialuddannede i at håndtere mennesker med demens. De beskytter Erik mod sig selv, kan man sige, og sørger for, at han ikke bliver bragt i pressede situationer. Han har fået tillid til sine knejter, så i dag lader han sig gerne vaske, barbere og få skiftet tøj. Samtidig er hans omgivelser renset for alle unødige ting, så han ikke bliver stresset og vred.
Erik og hans to vagter går en tur hver dag, de cykler med ham eller sidder måske bare på en bænk i solen og spiser is. Han har det nu så godt, at han er på vej ud af sin medicin, og nu er der også blevet plads til, at Nina igen kan elske sin mand.
– Jeg kan gå herhjemme og pludselig savne ham. Så kører jeg ud og sidder sammen med Erik. Han siger ikke så meget mere, men jeg er taknemmelig for, at jeg kan se ham og holde ham i hånden og somme tider danse med ham.
Beskytter ham
Centerleder på Plejecenter Ranum Birgitte Tollund Gert foreslog Erik Jakobsens behandling, og efterfølgende har Himmerlands Kommune ansat TrygtMiljø til at beskytte og passe på Erik i alle døgnets vågne timer. Personalet sørger også for, at Erik får færrest mulige sansestimuli, fordi hans hjerne ikke længere kan klare det. Behandlingen og plejen betyder, at Erik er rolig det meste af tiden og næsten medicinfri.
Nina har fået sin mand tilbage
– Jeg har fået min mand tilbage takket være vagterne, og det er jeg taknemmelig for, siger Nina, der nu bor alene i lejligheden.
Erik og hans knejter, der passer på ham og sørger for, at han ikke bliver vred og bange. Nina og Erik danser ikke længere på Pigernes Kro, men man kan også danse på plejecenteret, hvor Inger spiller på harmonika.
Læs mere på trygtmiljø.dk
