Dorte Madsbjerg Fyhn følte, hun manglede noget i sit liv. Så da den 44-årige kvinde en dag så en lille annonce i avisen om, at foreningen Børns Voksenvenner søgte nogen, der kunne have lyst til at agere familieven eller -veninde, vidste hun, hvad hun skulle.
– Jeg har altid haft et behov for at hjælpe andre mennesker og er selv vokset op i en familie, der havde flere plejebørn, fortæller Dorte.
Da hun mødte Nanna og Annabell for tre år siden, fik de to mødre hurtigt skabt en god kontakt, og allerede første gang, den unge mor besøgte Dorte og hendes familie i Bramming, faldt paraderne.
Endelig kunne jeg åbne op
– Det er egentlig lidt sjovt, for jeg har altid været meget indadvendt. Men pludselig var jeg hos en familie, der virkede lige så skør, som jeg selv er. Og så fik jeg bare lyst til at åbne op og være mig selv, fortæller 26-årige Nanna Sørensen.
– Men du var ikke så glad i den periode, husker Dorte. – Du var faktisk meget ængstelig og bange for, at kommunen skulle fjerne Annabell.
– Ja, det tænkte jeg meget på. Nanna stryger sin 5-årige datter over håret. – Men det var rart endelig at kunne snakke om det. Jeg følte hurtigt, at jeg kunne stole på Dorte.
Ingen skulle se mig
På grund af den unge mors barndom i fleres forskellige plejefamilier – en tid, hun selv for længst havde pakket væk og glemt – var kommunen over hende med det samme, hun selv blev mor som 20-årig. For kan en pige, som ikke selv har haft en barndom fyldt med kærlighed, finde ud af at vise kærlighed til sit eget barn? Der blev tvivlet, og der blev holdt øje. Så meget, at Nanna foretrak at leve for konstant nedrullede gardiner.
– Der var ingen, der skulle se, hvordan jeg var mor. Jeg lukkede selvfølgelig folk ind og tog imod deres råd og vejledninger, men de blev ved med at bruge min barndom imod mig. Nok fordi de ikke havde andet. Og det er altså ikke rart, når man selv har pakket den tid langt væk og bare gerne vil videre, siger Nanna, som var gået i gang med at læse en HG.
Det blev for meget for hende, da hun en dag fik at vide, at hun ikke havde en ordentlig kontakt med sin datter.
En støttende voksenven
– Der blev jeg sur. Jeg forstod simpelthen ikke, hvordan de kunne sige det, når Annabell altid løb mig i møde i vuggestuen. Så jeg sagde, det var på tide, de lod mig være.
– Jeg har nu heller aldrig oplevet andet end en god kontakt mellem jer. Faktisk synes jeg nogle gange, du glemmer at tage dig lidt af dig selv, fordi du tænker så meget på din datter, siger Dorte. – Men det kan du få tid til nu.
I starten sås Dorte med de to piger hver anden uge. Nu er den ordning efterhånden blevet til, at hun mere er Annabells voksenven, som den lille pige kan komme på weekend hos en gang om måneden.
– Men Dorte er også stadig en stor del af mit liv, siger Nanna. – Vi skriver ofte sammen, og jeg ved, jeg altid kan ringe, hvis jeg har brug for at snakke. Jeg ser hende faktisk bare som familie nu.
