Janni kan godt lide at være smart klædt i et par jeans, en farverig bluse og et par sneakers. Lidt lak på neglene, mascara på vipperne og læbestift er også en del af looket. Det skal være naturligt og ikke overdrevet, synes hun. Alligevel lægger de fleste mærke til hende, når hun går tur med sin afdøde hustrus hund, Anton. Folk siger sjældent noget, men Janni kan mærke, hvordan deres blikke følger hende, når hun er gået forbi dem.
Læs også: Kærlighed på plejehjemmet
Livs kærlighed
– Det tager jeg som et kompliment, småklukker hun. For Janni ved godt, at hun med sine 180 centimeter rager lidt op i landskabet, men hun ved også godt, at det næppe er på grund af højden, at hun vækker opsigt. De kigger, fordi de ser en mand i dametøj. Men havde de adgang til Jannis indre, ville de se en kvinde, der er sluppet ud efter mange års fangenskab. Janni hed Jan i 61 år og var gift med Annelise i 38 år af dem.
Sammen fik de Søren, der er 42 år i dag, og parret levede et ganske almindeligt familieliv i et hus med have i Aabenraa. Annelise var Jans livs kærlighed. En bedre kvinde kunne man ikke ønske sig ifølge ham. Hun var varm, kærlig og altid positiv. Sjældent var de uenige, og der var langt mellem skænderierne. På nær dengang, hvor Annelise kom tidligere hjem fra en gåtur, end Jan havde regnet med. Her fandt hun sin mand i en kjole og brød helt sammen over synet. Hun blev vred, og Jan var ikke i tvivl om, at Annelise mente det. ”Hvad tror du ikke, at naboerne vil sige til, at du pludselig render rundt i dametøj? Og du ved godt, hvad de vil kalde dig, ik’? De vil da kalde dig Janni, hvis de ser dig sådan”, skældte hun ud.
Skammede sig
Tavsheden sitrede i flere dage imellem dem, og Jan var klar over, at det ikke kunne gentage sig, hvis han ville beholde Annelise. Så han smed kjolen ud og gemte sin lyst langt væk.
– Jeg skammede mig bagefter og følte, at jeg havde gjort noget forkert. Jeg var også bange for at miste Annelise, så jeg var klar over, at jeg var nødt til at lægge låg på, selv om jeg ikke var i tvivl om, at den indre pige på et tidspunkt ville dukke op igen, fortæller 64-årige Janni Christiansen.
Det gjorde den glimtvis i årene, der fulgte, men det var først en mandag morgen i 2016, at den for alvor vandt. Den morgen døde Annelise, og Jan var ved sin kones side. Selv om det var en sorg, var han klar over, at det også var en ny begyndelse for ham. Da han kom hjem fra sygehuset, gik han ind til sit klædeskab og skiftede tøj. Han ringede til sin søn og fortalte stille og roligt, at fra nu af var han en kvinde. Først var der tavshed, så bad sønnen om at få tid til at tygge på den, og da han vendte tilbage, var det med fuld accept af sin fars valg. Jan bankede også på hos naboerne for at fortælle, at de på en måde havde fået en ny nabo. De tog det pænt. Det kan man ikke sige, at Annelises familie gjorde. De har vendt den tidligere svigersøn ryggen.
Læs også: Min vej ud af ensomheden
Det er mit liv
– Det skuffede mig i begyndelsen, men Annelise havde jo advaret mig om det. Alligevel var det da underligt, men det er deres valg. Jeg er færdig med at leve, som andre vil have det. Alt det negative gider jeg slet ikke, og det skal ikke få lov at styre mit liv. I begyndelsen sagde min bedste ven, at han forstod det, men det passede åbenbart ikke, for senere har han kaldt mig både for et monster og en børnelokker. Men ingen skal banke mig under jorden. Det er mit liv, og jeg lever, som jeg vil, fastslår Janni.
