Anne Margrethe Foldager stod foran Blegdamshospitalet i København og så ambulancerne køre i en hylende række ind på hospitalet. Det var 21. august 1952, og den dag blev der indlagt 50 børn med lammelser. Nogle havde pludselig fået lamme arme eller ben, andre kunne ikke trække vejret. Fra juli til udgangen af året behandlede hospitalet 2.700 børn med polio eller børnelammelse, som sygdommen også blev kaldt. Et af de 2.700 børn var Anne Margrethes 3-årige søn Dan.
Børnelammelsen var en stor epidemi, der ramte Danmark flere gange og værst i 1952. Sygdommen skyldtes en virus, som man hverken vidste, hvordan var opstået, eller hvordan man kunne beskytte sig mod. Det værste var, at man i begyndelsen heller ikke vidste, hvordan man skulle hjælpe de mange hundrede syge.
Dan overlevede, men ikke uden mén, og på sin egen måde kom polioen til at forme hans liv.
Han er i dag 71, og hans mor er 96 år. Anne Margrethe er blevet alene og klarer sig selv i sin hyggelige lejlighed i Glostrup. Dan voksede op, fik familie, job, og i de senere år en karriere som den, der hjælper patienter, for er der noget, Dan ved noget om, er det, hvordan man har det som patient. Det kræver et stærkt sind og en vilje til at leve sit liv, på trods af hvad kloge autoriteter siger, og den vilje har både mor og søn. Derfor er han sikker på, at det er hans mors skyld, at han i dag kan gå og har et næsten normalt liv, for sådan så det bestemt ikke ud, da Dan blev syg.
Læs også om Marianne der fik polio
Lam om morgenen
– Min mand arbejdede langt hjemmefra, så jeg var alene med vores to drenge i hverdagene. Vi boede i en lejlighed i Husum. Dan var tre og Keld et par år ældre. Natten til 21. august 1952 vågnede jeg ved, at Dan skreg. Jeg beroligede ham, men næste morgen kunne han ikke støtte på benene, husker Anne Margrethe.
– Vores læge kom og kiggede på Dan, men sagde, at det nok var noget influenza. Han gik, men kom hurtigt tilbage, og nu ville han straks have Dan indlagt på Blegdamshospitalet. Det kunne være polio, sagde han.
Anne Margrethe vidste godt, hvad ordet børnelammelse betød. Det var det ord, alle forældre frygtede at høre.
– Den dag kørte ambulancerne i rutefart ude på vejen foran hospitalet. Da vi kom ind, lå børnene i sengene, på bordene og på bårer på gulvet. Der var børn overalt. Nogle kunne ikke bevæge kroppen, andre kunne ikke trække vejret. Børn døde, fordi de blev kvalt. Dengang fandtes der ikke respiratorer, som vi kender dem i dag. Det var et stort kaos, jeg greb fat i en portør og spurgte, hvad jeg dog skulle gøre: ”Det er knald eller fald,” svarede han.
– Jeg fik besked på, at Dan havde fået polio. Vi kunne besøge ham hver onsdag og søndag, og sådan blev det, siger Anne Margrethe.
Her lå Dan så. Tre år og lam i benene. Behandlingen bestod i, at han et par gange om dagen skulle træne benene, resten af tiden lå han fastspændt i seler.
Duften af banan
– Min mand og jeg kom på besøg. Vi måtte ikke røre ham, så vi stod på den anden side af en dør med glasrude. Vi vinkede til ham, og han kunne vinke tilbage. En sygeplejerske gav vores beskeder videre og omvendt. Det var det. Han ønskede sig noget ”skilt ad”, sagde han, og vi fandt ud af, at han mente metal-Tekno-legetøj, så det købte vi. Dan var sådan en kvik dreng, siger Anne Margrethe om sønnen, der var indlagt i 10 måneder, det meste af tiden spændt fast i sin seng.
Dan selv husker tiden i glimt.
– Jeg husker duften af modne bananer, som mine forældre havde med, lyden af metalringene på sengehestene og lugten af rengøringsmiddel og øllebrød. Jeg husker også, at mine forældre kom og havde kiks med. Jeg husker ikke, at jeg græd eller var ked af det. Jeg var en dreng, der indrettede sig efter forholdene, siger Dan.
Dengang vidste lægerne ikke så meget om, hvordan man skulle behandle poliopatienterne, og en dag fik Anne Margrethe nok.
– Da Dan havde været indlagt i 10 måneder, var han stadig kun oppe to gange om dagen for at lave strækøvelser. Det kunne jeg nok selv klare, mente jeg, så en dag sagde jeg til min mand, at nu tog jeg ind og hentede Dan.
Perfekt mobbeoffer
Og så kom Dan hjem. Han var fire år. Han kom hjem med korset, krykker og benskinner, som han skulle have på om natten.
Anne Margrethe tænkte ind-imellem, om hun havde gjort det rigtige, for hvad nu, hvis hendes dreng havde brug for mere hjælp, end hun kunne give ham? Men både mor og søn skulle vise sig at være stærkere end som så.
– Jeg kontaktede Polioforeningen, som viste mig, hvilke øvelser der kunne træne Dans ben. Vi trænede alt, hvad vi kunne, men da han begyndte i skolen som 7-årig, var han stadig ikke rask.
Dan husker det som en plage at komme i skole, for selvfølgelig blev han drillet: En dreng med krykker, benskinner og korset, og den første tid blev han kørt til skole i klapvogn, så han blev naturligvis det perfekte mobbeoffer.
– Det viste sig, at jeg var lige præcis så lang som drikkekummerne i skolegården: De store drenge løftede mig op og smed mig ned i kummen, og den passede fuldstændig til mig, siger Dan.
Læs også om Janet der ikke frygter Corona
Han skiftede skole året efter, og her blev han ikke drillet, og polioen havde gjort ham psykisk stærk. Han skulle nok vise, at han kunne klare sig.
– Jeg blev aldrig ham, der blev valgt først til gymnastik. Jeg var heller ikke med til ”pigerne efter drengene” i skolegården. Da vi blev ældre, stod jeg ved grammofonen og vendte plader, når de andre dansede. Men jeg kunne hævde mig ved at være god i skolen.
Han blev ikke opfattet som ”den stakkels lille dreng med krykkerne”, for det ville hverken han eller hans mor have fundet sig i. Dan skulle have så normalt et liv som overhovedet muligt.
Forhadte sko
Når man blev lam efter et polioangreb, kunne lammelserne forsvinde igen, mere eller mindre – og hyppigst inden for de første år. Træning og endnu mere træning hjalp på musklerne, så Dan skulle passe sin træning, og hans mor sørgede for, at han ikke slap hverken korset, benskinner eller ortopædstøvler, før han var klar til det.
– Da jeg blev teenager, blev pigerne jo interessante. Så duede det altså ikke at gå i ortopædiske sko, syntes jeg. I årenes løb var jeg sluppet af med korset og benskinner, men de forhadte sko var tilbage, og jeg ville have et par smarte sko som de andre drenge. Det var min mor bestemt ikke enig i, men hun gav sig til sidst – og så fik jeg mine første rigtige sko, da jeg var 15 år, husker Dan.
Dan fik både de rigtige sko og siden den pige, han allerhelst ville have. Selv om han aldrig blev den, der deltog i lange vandreture, trænede han sig med jernvilje op til at klare sig rigtig godt. Takket være hans gode karakterer kom han som ung videre til IBM, og senere fik han eget firma.
Nu på sine ældre dage er Dan på en måde blevet ”professionel patient”. Han fortæller andre om, hvordan det er at være patient.
– Jeg holder foredrag på sygepleje- og SOSU-skoler og på lægestudiet. Jeg tager udgangspunkt i mit eget liv som poliopatient og hjertepatient. Jeg fik nemlig et hjerteanfald for mange år siden, der blev fulgt op med en pacemaker og en kunstig hjerteklap, så nu er jeg også aktiv patientstøtte-person på Herlev Hospital. Jeg gør det, fordi jeg gerne vil hjælpe sygehusvæsenet til at forstå, hvordan det er at være syg, og hvis vi patienter ikke fortæller dem det, hvem skulle så?
– Der er ikke så mange tidligere poliopatienter tilbage. Vi, der overlevede, fik ry for at være stærke, og det var vi vel også. De fleste af os trænede og gjorde alt for at få et så almindeligt liv som muligt, og det er lykkedes ret godt, synes Dan, der i mange år har levet et godt liv efter sin sygdom. Men nu dukker følgerne fra børnelammelsen op.
– Sygdommen angreb nervebaner, så impulser til muskelceller udeblev, og deraf kom lammelsen. Så trådte nervesystemet til og udviklede ekstra nerveceller. De overtog de efterladte muskelfibre og hjalp kroppen til at fungere igen. Nu bliver vi gamle, og de ekstra nerveceller forsvinder, og derfor får vi igen problemer med de dele af kroppen, der blev lammet dengang. Det betyder, at jeg har overfladesmerter i benene, at jeg bliver hurtigere træt, og at jeg skal træne moderat og rigtigt for at holde musklerne i gang, siger Dan.
Angst i mange år
Anne Margrethe har tænkt meget over, hvorfor det netop var hendes dreng, der skulle få polio. Efter nogle år fik Dan og hans storebror to små søskende, og frygten for, at det skulle ske igen, havde hun i mange år.
– Vi vidste jo ikke, hvor den virus kom fra. Jeg tænkte, at Dan måske var blevet syg, fordi han havde spist et uvasket æble. Dengang var jeg en ung mor, der gik hjemme med mine to drenge, og jeg holdt dem pinligt rene, for det skulle ikke hedde sig, at jeg ikke kunne holde mine børn eller mit hjem. Nu ved jeg, at det ikke var det, der havde skylden, men angsten for, at vores børn skulle blive syge, havde vi alle i de år, husker Anne Margrethe.
I dag ved lægerne, at poliovirussen kom med afføring eller med vand eller madvarer, der var forurenet med afføring. Der var intet, Anne Margrethe eller de mange tusinde andre forældre kunne have gjort for at forhindre deres børn i at få polio.
