De første fem år af Thomas de Oliveiras liv husker han som noget af et kaos.
− Jeg boede hos min mor, som er opvokset i Brasilien under meget barske vilkår, fortæller den 23-årige afdelingsleder og coach, som var bare 8 måneder, da hans mor og danske far gik fra hinanden.
– Min mor var som barn udsat for stort omsorgssvigt, og som 19-årig mødte hun en dansk sømand, blev gift og kom til Danmark.
Læs også: Ungarbejder på et plejecenter i Horsens: Laura har Danmarks hyggeligste job
Barndom med råb og skrig
Desværre blev sømanden voldelig over for Thomas’ mor, som efter syv år blev skilt og efterfølgende mødte Thomas’ far.
– Jeg er et ønskebarn, men min mors liv var meget kaotisk, og hun var og er stadig meget præget af sin ulykkelige barndom. Der var i min barndom altid meget råben og skrigeri, og hun lovede ofte noget for så ikke at holde det alligevel.
Thomas reagerede ved at blive ”uregerlig”.
– Jeg kom i specialbørnehave, og de kaldte mig ”tidligt frustreret”. Jeg havde for eksempel et stort behov for hele tiden at vide nøjagtigt, hvad der skulle ske, og den tendens plager mig faktisk stadig lidt.
Læs også: Naja er mønsterbryder
Drak for meget
Da Thomas blev 5 år, flyttede han hjem til sin far, som arbejdede på slagteri i Hjørring.
– Vi boede i en lejlighed på 1. sal i et hus, og min far og jeg sov i samme værelse. Det var ikke altid sjovt, for han kunne godt af og til i en brandert tisse i sengen.
Da Thomas skulle starte i skole i en specialklasse, flyttede han og hans far til en større lejlighed, der lå tæt på skolen.
Læs også: Preben har muskelsvind - men der sker altid noget der, hvor han er
7-årig inviterede til middag
– Min far var meget omsorgsfuld, men det, der tærede på ham, var min mor, som dagligt ringede og skreg i telefonen og generede ham. Så min far, som ellers var en utrolig sød mand, valgte at koble af ved at drikke en masse øl især i weekenderne, og det var ikke altid, vi lige fik noget at spise.
Thomas lærte sig af samme grund i en tidlig alder selv at lave mad.
– Jeg løb over i Fakta og købte kyllingepølser, som jeg stegte på panden, og jeg husker især en episode, hvor jeg som 7-årig havde inviteret min farmor og farfar til middag. Jeg havde købt kyllingevinger, der skulle i ovnen, og jeg havde selv dækket bord og det hele. Det var jeg meget stolt over.
Læs også: Sønnerne fører forældrenes livsværk videre: Familiens liv er formet af campingpladsen
Flaget var på halv
Thomas har altid været glad for dyr, og efter i lang tid at have plaget sin mor, som han ofte besøgte, fik han lov til at få en dværghamster hos hende.
– Jeg kom til at elske det lille dyr, men efter kort tid måtte jeg alligevel ikke have det hos min mor. Efter stor overtalelse gik min far med til, at det kunne bo hos os, selv om man egentlig ikke måtte have dyr i lejligheden.
Han var også så flink at køre mig til et loppemarked, hvor jeg som 9-årig havde lejet et bord og kunne stå nogle timer og sælge mit legetøj. Jeg efterlignede bare de voksne og husker, at jeg den dag fik solgt for 350 kr.
Efterfølgende havde Thomas sin egen lille butik.
– Jeg solgte Sneakers og sodavand, som jeg købte i Tiger-butikken og solgte i skolen for et par kroner ekstra. Da skolen stoppede det, begyndte jeg bare at sælge noget andet i stedet, for eksempel kondomer.
I mellemtiden fik Thomas’ far det dårligere.
– Han endte med at få en psykose og blev indlagt på psykiatrisk afdeling, hvilket betød, at jeg boede nogen tid hos min farmor og farfar. Jeg husker sidste gang, jeg så ham, hvor vi var på besøg på hospitalet. Vi spillede bordtennis og havde det hyggeligt, og vi fik at vide, at min far ville blive udskrevet dagen efter, og jeg glædede mig vildt til at komme hjem igen hos min far.
Men dagen efter forsvandt Thomas’ far.
– Alle var i chok, min onkel og jeg hentede min hamster i lejligheden, og jeg boede en måned hos min onkel Per og faster Gitte, inden jeg og min lille hamster kom til en plejefamilie.
Et halvt år efter fik Thomas en dag at vide, at han skulle skynde sig at cykle hjem fra skole.
– Min plejemor kørte mig ud til min farmor og farfar, og da vi nærmede os, kunne jeg se, at flaget var på halv. Det måtte være min far… Stuen var fuld af grædende mennesker undtaget min farmor. Min faster fortalte mig så, at farmor var død. Hun lå i sengen, og jeg fik lov til at gå ind og kysse hende og sige farvel.
Læs også: Kvittede topjob og fulgte hjertet: Kærlige måltider til mennesker i krise
Yngste direktør
To uger senere gentog situationen sig.
– Jeg blev hentet i skolen, kom ud til farfar, flaget var på halv, og farfar fortalte, at politiet havde været der og fortalt, at de havde fundet min far død. Han lå i et rør og var frosset ihjel, et par dage efter at han forsvandt. Jeg fik ikke lov til at se ham…
Kort tid efter døde Thomas’ lille dværghamster.
– Jeg måtte ikke få en ny, og det var ligesom dråben… Jeg pakkede en taske, hoppede ud ad vinduet, cyklede ned til en legeplads og lagde mig i et stort rør. Jeg havde lommelygte med og lavede mine matematiklektier, inden jeg lagde mig til at sove. Dagen efter cyklede jeg i skole, og de var helt oppe at køre: ”Hvor har du været?”
Thomas insisterede på ikke at ville tilbage til plejefamilien og kom i stedet på institution.
– Dér boede jeg i tre måneder, inden de fandt en ny plejefamilie til mig. Jeg var 11 år og nød at komme til at bo på landet med en masse dyr, men selv om plejeforældrene var søde, passede jeg ikke helt ind i deres tilværelse.
Thomas passede sin skole og dyrkede i høj grad sit iværksættergen.
– Som 13-årig havde jeg mit eget ”De Oliveira Talkshow”, som jeg stadig har, og den første, jeg interviewede med min iPhone, var Lars Løkke. Samtidig tvang jeg – med truslen om at stikke af – kommunen til at give mig lov til at tage toget til København i weekenderne, hvor jeg mødtes med andre iværksættere og udvekslede idéer.
Som 14-årig blev Thomas Danmarks yngste direktør.
– Jeg lavede en virksomhed ved navn Billedshop, hvor jeg cyklede ud til folk og tog billeder til deres fester og begivenheder. Jeg havde købt en fotoprinter, og så redigerede jeg, lavede en cd og en fotomappe og solgte hele pakken.
Læs også: 93-årige Tove driver eget museum: Jeg kan ikke lade være med at arbejde
To gode lærere
Det var nogle år, hvor Thomas især følte sig meget splittet.
– Jeg havde fuld gang i alt mit iværksætteri, samtidig med at jeg gik i specialklasse og boede i familiepleje. Det var tosset!
Den manglende støtte fra plejefamilien plagede ham, og han fik endelig lov til at flytte på ”Kollegiet”, en døgninstitution, hvor de unge stort set skulle passe sig selv med nogle pædagoger som støtte.
– Det var fantastisk for mig. Jeg fik min selvstændighed tilbage, men nød også bylivet med druk og fester.
Heldigvis for Thomas havde han to gode lærere.
– Carsten og Christian så helheden i os børn. Fra dag ét formåede de at få os til at reflektere over alt, hvad vi gjorde. De havde en effektiv tegning, der har hjulpet mig igen og igen – en tændstikmand med to pile nedad. Den ene vej hed ”Smiley-vejen”, den anden ”Lorte-vejen”. Og når nogen havde lavet ballade, spurgte de, om de virkelig valgte lortevejen. De fik os overbevist om, at det var vores eget valg, hvilket liv vi ville have.
Det var en holdning, Thomas i høj grad tog til sig.
– Det er de to mennesker, som har været allertættest på mig, og jeg ser dem som to fædre. Jeg har jo i sagens natur altid haft svært ved at have tillid til folk, men de to stolede jeg på.
Thomas bestod sin eksamen og kom på handelsskolen.
Læs også: Annemari mistede sin mand: Jeg føler mig stadig i frit fald
Vil hjælpe andre
– Da jeg blev 18 år, skiftede mit liv fuldstændig. Jeg arvede en million kr. fra min far, købte en kæmpe bil, lejede en stor lejlighed og levede det vilde liv med druk, fester og kokain. Der gik ikke lang tid, før næsten alle pengene var brugt, og en god veninde på Sjælland foreslog, at jeg flyttede hjem til hende og hendes forældre og startede på en frisk i København.
Det gjorde Thomas i 2015 og tog kort tid efter med sin mor til Brasilien for at møde sin familie.
– Det var fantastisk og gav mig en større forståelse for, hvorfor min mor var, som hun var. Da vi kom tilbage til Danmark, fik jeg job i Dansk Flygtningehjælp, hvor de var så søde, at jeg for første gang i mit liv turde åbne mig og fortælle om alt, jeg havde været igennem. Det var, som om der faldt en sten fra mit hjerte.
Nu arbejder Thomas som afdelingsleder i firmaet Oncore, har en dejlig kæreste, Amaylah, og blev i 2018 uddannet coach.
– Mit mål er at kunne hjælpe andre børn og unge i samme situation, som jeg har været i. Jeg skal holde foredrag for plejefamilier, institutioner, pædagoger og sagsbehandlere, og til efteråret udkommer bogen om mit liv. Og nåh ja, så købte jeg sidste år Olivia, min lille dværghamster.
Talkshow og kontakt:
Du kan se, hvad Thomas tilbyder, og hvem han har interviewet, på: deoliveiratalkshow.dk. Og ønsker du at kontakte Thomas, kan du gøre det på: tdomedia.dk
