Ole Henriksen: Jeg er en spilopmager

Mandag, 16. maj 2011
af Redaktion
Den danske skønhedsguru, Ole Henriksen, har som en af de få danskere udlevet den amerikanske drøm
Den lille, grønne hoptimist, en lille gave til Ole, er lige sagen, selv om han ikke har problemer med humøret. Foto: Morten Mejnecke
Den lille, grønne hoptimist, en lille gave til Ole, er lige sagen, selv om han ikke har problemer med humøret. Foto: Morten Mejnecke

Af Signe Ørum Carlsen

Ole Henriksen var i hopla, da Familie Journals yngste journalist interviewede ham.
Skønhedsguruen var i Danmark for at fejre sin 60 års fødselsdag sammen med partneren Laurence.
De har været sammen i 27 år, og Ole er ikke i tvivl om, hvorfor de passer godt sammen.
- Jeg er vildt forelsket i Laurence, og vi har det bare så sjovt sammen. Vi har også de samme livsværdier, da vi begge har en "working class" baggrund.

En anden verden
For nylig solgte Ole Henriksen sit firma til verdens største skønhedsvirksomhed LVMH - "Moet Hennessy Louis Vuitton".
Det har bl.a. gjort, at han ikke længere behøver at bekymre sig om sagsanlæg, som er meget almindeligt indenfor den amerikanske forretningsverden.
- Første gang nogen lægger sag an mod en, bliver man dybt chokeret. Men jeg er en stædig jyde, og der er ingen, som får lov til at slå mig i jorden! siger han.
- Nu er det heldigvis advokaterne, der tager sig af den slags, og så kan jeg koncentrere mig om at skabe produkter.

Mor skal forkæles
Det er 41 år siden, at Ole Henriksen sidst boede i Danmark. Men mindst fire gange om året besøger han landet - til stort glæde for moren, der stadig bor i Nibe i Jylland.
Hun tager da også over til sønnen i USA. Og selv om det ikke er så tit, så holder de deres årlige tradition i hævd.
- Minimum én gang om året kommer mor og besøger mig. Så går vi ud og shopper, hvor hun får en helt ny garderobe og nye smykker.

Læs også "Sådan er mit liv" med Ole Henriksen i Familie Journal uge 21