Peter blev alligevel et glædens navn

Da Hannes lillebror blev døbt, måtte hun håndfast eskorteres ud af kirken, for den 8-årige pige var ekstremt ophidset over præstens fejl. Lillebror skulle slet ikke hedde Svend Erik. Han skulle hedde Peter! Det havde Hanne jo selv bestemt!

Selv om optrinnet har 74 år på bagen, fortæller det ret nøjagtigt, hvad Hanne Ihler Holberg var – og er – for en størrelse: stædig som bare pokker. Parat til at kæmpe for dem, hun har kær. Noget af en drama queen. Og optændt af en helt enestående forkærlighed for navnet Peter.

Faktisk har der været fire Peter’e i hendes liv, og Peter’ne har på hver deres måde udgjort en milepæl i hendes tilværelse.

Læs også: Mathias har et ekstra kærlighedskromosom

Peter nummer tre

Peter nummer tre var hendes 11-årige søn, der blev dræbt ved en eksplosion, da Peter nummer to, hendes lillebror, var ved at skære en olietønde over. I sig selv en begivenhed, der kunne sværte en mors liv helt til – og det gjorde den – men i dag, præcis 50 år efter, siddende i sit store køkken i en lejlighed i Frederiksværk siger Hanne alligevel, at summen af hendes liv er, at hun har været lykkelig.

Lykkelig? Hvordan kan det lade sig gøre at komme på benene igen, når det allervigtigste i ens liv er revet væk, slynget fem meter væk og borte for altid?

For at forstå det regnestykke må vi hellere begynde i kronologisk rækkefølge med Hannes første Peter…

Du kan læse meget mere om Hanne på hendes egen hjemmeside

Peter nummer et

– Det var min morfars farbror, og jeg har aldrig selv mødt ham. Jeg har haft en varm og oplevelsesrig barndom, centreret om mormor og morfar, som samlede hele familien. Jeg elskede min morfar og hørte ham fortælle meget levende om hans farbror Peter, der som 37-årig gik ned med sit skib i Cardigan Bay, få timer før han skulle genforenes med sin forlovede. Den historie gjorde stort indtryk på mig, siger Hanne.

Peter nummer to

Da Hanne som 8-årig skulle have endnu en lillebror, var hendes mor lidt nervøs for, om hun ville blive jaloux.

– Babyen skulle komme i oktober, og min mor sagde, at det skulle være en tidlig julegave til mig. Det tog jeg så helt bogstaveligt, siger Hanne lakonisk. Hun bestemte, at julegaven skulle hedde Peter, og blev aldeles rasende, da forældrene og præsten døbte ham Svend Erik.

Kirkebogen og de voksnes forkerte beslutninger stoppede ikke Hanne.

- Min mormor og morfar holdt med mig, de kaldte ham også Peter, og efterhånden blev han kaldt Peter af alle, undtagen i breve fra det offentlige, fortæller Hanne.

Læs også: Helle og Eskild nægtede at tie om konkurs

Kærlighed fra første spark

Da hun som 21-årig selv skulle være mor til en dreng, var navnet givet, også selv om der allerede var en Peter i familien.

– Allerede under graviditeten var min bror som klistret til min mave. Han elskede min søn fra første dag og var meget sammen med ham. Derfor var det heller ikke spor mærkeligt, at han tog min Peter med, da han skulle ud på en tankstation på Østerbro og skære et par olietønder over, så de kunne bruges som murerbaljer.

Det var den 2. januar 1968, og på et splitsekund var alt forandret: Vinduer i 50 meters afstand blev knust – og lille Peter blev slynget fem meter væk. For tønden, som store Peter havde fyldt med vand og behandlet, præcis som han havde lært af sin lærer på teknisk skole, eksploderede med et brag.

– Min Peter levede i halvandet døgn, et mareridtsdøgn. Bunden af hans lunger var blæst ud. Jeg spurgte overlægen på Rigshospitalet, hvordan hans chancer var: ”Han har lige så store chancer for at overleve, som hvis han skulle trække et tog herfra og til Roskilde – uden skinner,” lød svaret. Peter var en lille splint, men det rene muskelbundt, og han slæbte hver uge vores vasketøj op og ned af trapperne til vores lejlighed på Hauser Plads i København. ”Jamen det kan han godt”, svarede jeg lægen. ”Ja, det skulle ikke undre mig,” lød svaret.

– Men det kunne han selvfølgelig ikke, siger Hanne stille. Først en time før han døde, gik det op for Hanne, at toget ikke kom nogen vegne.

Brev fra politiet

– I dagene efter Peters begravelse lå jeg i sengen som en diva og spiste intet andet end chokolade, fortæller Hanne og ryster lidt på hovedet af sig selv. Dog rejste hun sig resolut, da der kom et brev til hendes bror om, at han var sigtet for uagtsomt manddrab.

– Så kom storesøster på barrikaderne! Jeg havde hørt, at det allermest provokerende, man kan gøre, er at sætte sig på folks skriveborde, så jeg gik op til politidirektøren for København, satte mig på hans skrivebord og viftede med sigtelsen: ”Det her brev har min bror fået!” Og så tudede jeg og hikstede: ”Hvis min bror kommer i fængsel i så meget som en uge, så begår han selvmord. Og jeg har lige mistet min søn, og jeg vil ikke også miste min elskede lillebror.” Så tog politidirektøren anklageskriftet og rev det i stykker. ”Ha’ det godt,” sagde han. Det glemmer jeg ham aldrig for!

Lagner på afdrag

Hannes lille Peter døde den 4. januar, og hun holdt sig oppe indtil november sammen år.

– Så fandt jeg ud af, at Peter ikke kom igen. Det var virkeligheden, og jeg kunne ikke mere tro på, at hvis bare jeg opførte mig pænt, skulle det nok gå. Jeg begyndte at miste mit hår, jeg tabte 10-15 kilo, og jeg begyndte at skubbe folk fra mig. Det gik op for mig, at jeg faktisk ikke gad leve længere. Så jeg planlagde selvmord. Mange forskellige havde været flinke og forsynet mig med sovepiller, så jeg havde en god beholdning. Jeg havde gjort hovedrent i hele lejligheden og redt sengen op med silkelagner, som jeg købte på afbetaling hos Bolette på Kultorvet. ”Ha, hun får aldrig en krone,” tænkte jeg helt sygt. Jeg smed blomster og det snavsede undertøj ud og gik ned med affaldsposen. Jeg sminkede mig og gav den et lag ekstra, for man blev jo nok lidt lysegrøn som lig... Jeg havde lagt pillerne frem og hældt vand i glasset, men så kom jeg åbenbart til at telepatere til min mor. I al den tid, jeg boede på Hauser Plads, var min mor aldrig kommet uventet, men den aften havde hun ved midnat været på vej hjem fra min mormors fødselsdag. Og så kunne hun åbenbart høre mig, siger Hanne.

Med et ”hvad har du gang i?”, blev pillerne resolut hældt i kummen.

– Mor gav mig en vatrondel, så jeg kunne vaske det meste af sminken af, og så lånte hun mig sine røde handsker og sit røde halstørklæde, gav mig 100 kroner og satte mig af på Lauritz Betjent, der var en jazzklub på Højbro Plads.Så var det selvmord aflyst. Hun vidste godt, at jeg ikke ville forsøge igen, siger Hanne.

Søger det lyse

Siden da har Hanne søgt det lyse i livet, mens hendes lillebror så det mørke.

– Han blev aldrig sig selv igen, Livet igennem var han plaget af skyldfølelse, men han nægtede at snakke om det. Jeg prøvede mange gange, men han ville ikke. Han drak sig ihjel, siger Hanne om broren, som hun aldrig holdt op med at elske, og som hun aldrig bebrejdede noget som helst. Han døde for to år siden.

– Hver gang jeg er faldet i et sort hul, har jeg skyndt mig at kravle op igen. Det lort, jeg har fået i hovedet, har jeg brugt til at stå på for at komme op, siger Hanne.

Peter nummer fire

Og der på Lauritz Betjent, på randen af et aflyst selvmord, fandt Hanne pudsigt nok den mand, der seks år senere skulle blive far til hendes Peter nummer fire.

Hannes Peter er i dag 44 år og er alt det, der giver hendes liv fylde og facon. Det er ham, der får hendes livs regnestykke til at balancere, endda med overvægt på lykkesiden.

– Han elsker musik. Han er et livsstykke og altid glad, siger Hanne.

– Alle sagde, at jeg var skør også at kalde min anden søn for Peter, men jeg svarede hver gang, at Peter ikke skulle være et sorgens navn. Det skulle være et glædens navn. Og det er det blevet.

Læs også: Gudrun og Gunnar fik et helt fodboldhold