Skuespilleren Jens Andersen, 43, har for længst set i øjnene, at han altid vil blive forbundet med Polle fra Snave - den komiske antihelt, der i sin tid blev folkeeje via en serie tv-reklamer og en spillefilm. Og han har da også i årets udgave af Sønderborg Sommer Revy et nummer, hvor han kommer ind på scenen som Polle. Han tager dog hurtigt hjelmen af og præsenterer sig som Jens Andersen. Nummeret er nemlig bygget op omkring det evige, menneskelige dilemma: Skal man stræbe efter at være en anden eller slet og ret være sig selv?
Det sjoveste, han har oplevet i sin karriere, er i øvrigt det møde, han havde sidste år med sine fans. Eller rettere Polles fans. Det kan jo næppe overraske mange, at den uheldige, fynske splejs har en fanklub. Men det kom noget bag på Jens, da en gruppe velvoksne rockere troppede op under prøverne til Kerteminderevyen, som skuespilleren medvirkede i sidste år, for at hilse på deres idol.
Læs også det humørfyldte interview med Bornholmerrevyens kapelmester Lars Fjeldmose her
Røde Puch Maxi'er
- Deres motorcykelklub hedder Søndersø MC. Men sideløbende har de så en Puch Maxi-klub og holder af og til knallerttræf. Regel nummer ét er, at Puch Maxi'erne skal være røde og have grønne mælkekasser bagpå ligesom Polles maskine. De jokede med, at når de mødte en fyr på en sort eller en grøn Puch, kørte de ham gerne i grøften. Og det gjorde ikke det hele mindre morsomt, at de talte et syngende fynsk, der ikke lod Polle og hans venner noget tilbage, fortæller Jens, som ellers bliver en smule tøvende, når han bliver bedt om at fortælle morsomme historier fra teaterlivet.
- Jeg er ikke ret god til anekdoter. Flere af mine kolleger mestrer kunsten og vendinger som "Men så sagde Tommy Kenter også" og "Kan du huske dengang?" fyger gennem luften i en lind strøm. Selv har jeg svært ved det, men hårdt presset kan jeg godt genfortælle en lille episode, som i det mindste er morsom at tænke tilbage på.
Mød revydronningen Lisbet Dahl og læs om hendes sommerminder her
Gav den rigeligt gas
- I 2005 spillede jeg med i den absurde komedie "Guitaristerne" sammen med Mia Lyhne, Kirsten Lehfeldt og Carsten Bjørnlund. Vi gav den alle som guitarister, og i en del af stykket sad vi på nogle stole på scenen og spillede på hver sin guitar.
- Det var en aften, da vi sad i netop den opstilling, at jeg vurderede, at jeg kunne slippe af sted med at lukke en lille "siver" ud. Det gjorde jeg så. Og det er muligt, at det foregik helt lydløst. Men lugten var der mildest talt ikke noget diskret over. Og ud over, at vi alle var tvunget til at lade som ingenting, var vi tilmed bundet til vores faste pladser på stolene. Carsten var bagefter godt, gammeldags sur på mig over at have været tvangsindlagt til at sidde midt i gasangrebet. Men sådan er det at være skuespiller: Af og til kommer man lidt tættere på hinanden, end man egentlig har lyst til, griner Jens.
Her kan du møde Kirsten Lehfeldt, der også var på scenen i "Guitaristerne"
Hundesjove Hanne
Det lille intermezzo forplantede sig trods alt ikke helt til stolerækkerne. Men det, at tingene foregår "live" foran publikum, indebærer som bekendt, at ikke alt kan styres fuldt og helt. Og en af de ting, alle scenekunstnere kender til, er trangen til at grine på de forkerte steder.
- Jeg har selv oplevet, at min mave vibrerede af latter, der trængte sig på, mens jeg gjorde alt for at kigge væk, så ingen i salen lagde mærke til noget. Hvilket de selvfølgelig gjorde alligevel, fortæller Jens.
- Hanne Hedelund, som jeg spillede sammen med i Kerteminde sidste år, er en kollega, der nemt kan bringe mine lattermuskler ud af kontrol. I et af sidste års numre spillede jeg hundeterapeut, og pointen var den klassiske, at hunde ofte minder meget om deres ejere og omvendt. På et tidspunkt kom Hanne ind som transseksuel hundeejer, hvis hund havde fået en kønsskifteoperation hos en doktor Schwartzwald i Tyskland. Hvilket hun frejdigt berettede om med tyk, nordjysk dialekt og med en stemme så dyb, at man havde svært ved at tro på, at den kom fra hendes lille krop. På det sted i forestillingen havde jeg altid mere end vanskeligt ved at holde masken. Men netop i den sammenhæng gjorde det ingenting. Tilskuerne var jo i byen for at more sig. Og det gjorde de.
Læs vores artikel om slagfærdige Hanne Hedelund her
- Da jeg sidste år kom til Kerteminde, kunne jeg simpelthen ikke fatte, at jeg ikke havde prøvet kræfter med revyen noget før. De lynhurtige skift mellem stemninger og kostumer er forrygende sjove at arbejde med. Og selve formen er meget udfordrende. Du skal levere varen fra start til slut. Og der er kontant afregning, fastslår Jens Andersen.
