Puks brevkasse: Ældre bruger også mobilen på alle tidspunkter

Onsdag, 18. maj 2022
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann
Det er ikke kun de unge, der sidder med mobilen rundt om spisebordet. Det gør de ældre også, påpeger læseren.

Jeg har egentlig ikke et problem, men undrer mig mere over ældres forargelse over de unges brug af mobiler!

Hos os har vi en klar aftale om, at der ikke bruges mobiler under spisningen; men mellem retterne må mine tre teenagere – børnebørn – gerne gå et andet sted hen for at hygge eller tjekke mobiler, de bliver så tilkaldt, når desserten kommer på bordet.

Men det er jo ikke kun de unge, der har et problem. Forleden var jeg til 80-års fødselsdag, vi sad ved 10-mands borde, og pludselig midt i en samtale ringede en mobil, mens fire andre ved vores bord var i gang med at tjekke deres. Jeg kiggede mig omkring og så, at sådan var det også ved de andre borde.

Jeg undrer mig, for vi tilhører jo den generation, der måtte ringe igen, hvis folk ikke var hjemme for at tage telefonen.

Min datter sender en sms hver morgen (tjek – mor lever), jeg svarer tilbage og fortæller samtidig, hvad jeg skal den dag, så hun ved, i hvilket tidsrum hun ikke skal ringe. Alle andre må vente til senere!

Hanne

Kære Hanne

Jeg trækker på smilebåndet og ser for mig alle de grå hårtoppe og bøjede nakker ved festbordet, der kigger ned mod mobilerne.

I det hele taget ser vi vist hen mod en tid, hvor den ældre generation vil have et anderledes udtryk. Jeg læste en overskrift for noget tid siden, hvor der stod ”første par silcone bryster på plejehjem.” Dertil kommer jo flere årtier, hvor plastikoperationer og fillers har ændret ansigterne og så faktisk også de mange tatoveringer, så inden længe bliver det noget af en hård kerne, der kommer til at sidde omkring bordet i spisesalen på plejehjemmet (med mobiler) .

Du har helt ret. Mobiler ved bordet er absolut ikke kun et tema for de unge. Faktisk oplever jeg, at folk på min egen alder (54) er langt dårligere til at lade mobilen ligge. Hvordan vi end vender og drejer det, så er mobilerne kommet for at blive, og man må hver især lave de regler, der duer.

Jeg elsker i øvrigt din datters sms ”Tjek- mor lever” – den tror jeg, at jeg vil give videre til mine egne unger.

Mange hilsner fra Puk