De siger, jeg er heldig, fordi jeg er gift

Mit indlæg drejer sig om misundelse fra fraskilte kvinder, der tænker, det bare er “skønnere med parforhold”, og drømmer om, at det er vidunderligt.

Det er det ikke ultimativt!

Kommentarerne er fra mine gode veninder, de mener intet dårligt, de holder af mig og jeg af dem, jeg tænker bare, det er en holdning, der forekommer generelt blandt kvinder.

Min historie

Har arbejdet, siden jeg var 17 år, købte ejerlejlighed for egne penge som 20-årig. Mødte min dejlige mand et halvt år efter, han flyttede ind, og vi delte huslejen. Købte hus sammen og har fået to pragtfulde sønner, virkeligt svære graviditeter for mig.

Mit arbejdsliv har været indrettet efter familielivet, og jeg har aldrig været i tvivl, jeg har givet køb på mange jobs og har haft mange, for at det hele skulle fungere.

Min mand er akademiker og har været på hjemmefronten i det omfang, han kunne, der kan jeg ikke klage, og han er en god far.

Jeg er typen, der meldte mig ind i børnehavebestyrelsen, SFO’en og så videre. Og da drengene var teenagere, var det mig, der fra torsdag til lørdag nat hentede dem i bil hist og pist, fordi vi boede på landet.

Søndag lignede jeg én, der havde festet, hvad jeg absolut ikke havde, men jeg gjorde det så gerne for mine børn.

Gav den gas

Jeg havde stort behov for senere at vise mit værd og mine kompetencer, så da drengene var flyttet, gav jeg den gas på job. Men på det sidste job gennem knap seks år fik jeg stress, for vi var megapressede.

Da jeg blev 56 år, blev jeg fyret på grund af stress, egentlig helt o.k. – jeg oppebar en superhøj løn. Jeg har altid været vellidt af både ledelse og kolleger og har stadig kontakt med mine kolleger.

Efter to år i dagpengesystemet orkede jeg ikke at blive sendt rundt i systemet mere, og min mand og jeg blev enige om, at jeg stoppede i det “cirkus”. Det gav mig ro, for vi havde økonomi til det.

Jeg har kæmpet for det

Det, jeg vil frem til, er, at jeg har tre veninder, som alle har valgt at lade sig skille fra deres ægtefælle. Og så siger de til mig: “Jamen du er også heldig, for du er gift!”

Nå – er jeg heldig?

Jeg har jo selv valgt at blive trods de skærmydsler, der er i et ægteskab. Det kommer ikke af ingenting, det kræver også sit.

Jeg har kæmpet med både ægteskab, mine børn og sygdom. Og på den økonomiske del får jeg at vide “du er heldig” – som om jeg havde vundet en præmie, bare fordi mit ægteskab har holdt.

Jeg føler, jeg skal bøje nakken og være dybt taknemlig. Og at enlige kvinder altid har det enormt hårdt. Af og til tænker jeg, at når man er alenemor, så bestemmer man også alt selv og skal ikke kæmpe med ægtefællen, om vi tillader teenagerne at holde fest, hvilket tøj der skal købes, hvor meget det må koste, kostpenge og så videre.

Det, jeg tænker, er, om ikke mange kvinder mangler anerkendelse, uanset om man er singlemor eller er i et parforhold?

Intet kommer af sig selv, hverken det at bo alene, selvvalgt eller ej, eller at være i parforhold eller ægteskab.

Jeg føler mig nok bare trådt lidt på, men vil ikke bøje mig for retorikken i det.

Jeg bliver muligvis hængt på torvet for det, jeg nu svarer, for det handler lidt om stereotype kønsroller, og den slags skal man være meget varsom med at kommentere i denne tid.

Oprøret ulmer i de næste generationer, en mand er ikke bare en mand, og en kvinde er heller ikke bare en kvinde.

De næste generationer vil selv definere, hvad de titler skal indebære, og det er fint for mig, men vi, der er lidt oppe i årene og har været omkring i en livstid, vi har nogenlunde samme opfattelse af fordelingen mellem mand og kvinde og de opgaver, vi har påtaget os i parforholdet.

Jeg skal nok tage de tæsk, det eventuelt måtte give, når jeg nu siger til dig, at det, du føler, er en typisk kvinde-/mor-følelse, som mange kvinder genkender.

Jeg kender virkelig mange, der har det som dig. Kvinder, der har ofret alt fra nattesøvn til gode jobmuligheder på familiens alter.

En investering i børn

Jeg har også selv, men for nogle år siden holdt jeg op med at sige til mig selv, at jeg havde ”ofret” meget. Jeg begyndte at kalde det ”investeret”.

Jeg har investeret i mine børn. I min familie. Som penge i banken. Som aktier, jeg har købt til fremtiden. Og jeg kan se, min investering har båret frugt. Trygge børn. 21 år med samme mand. Et godt sted at bo og et arbejde, jeg holder af.

Selvfølgelig vil vi alle gerne anerkendes i livet for vores indsats. Og selvfølgelig er det at vælge familien i medgang og modgang ikke bare held. Det er benhårdt arbejde, men jeg mener ikke, vi kommer nogen vegne ved at ende som bitre kvinder, der føler, vi har ofret os.

Vi har ikke ofret os

Vi KUNNE have sparket manden ud af sengen for at hente ungerne, eller vi KUNNE have taget kampen om arbejde og så videre, men vi VALGTE anderledes, fordi det føltes trygt og mest rigtigt.

Men du skal vide, at jeg synes, du er supersej.

Dine valg har båret frugt. Jeg synes ikke, du skal lægge så meget i ordet held. I virkeligheden er det nok en anerkendelse af, at det, du har – og har arbejdet hårdt for – det ville dine veninder ønske, de også havde. Det er bare lidt klodset formuleret.

Nu er du kommet langt i livet, og de næste år kan du med ro i sindet fokusere på dig selv og vande dine egne interesser.