Alt for ofte hører vi i radio eller tv, at nu er ”den eller den” (kendte person) ”gået bort”, og hver gang undrer jeg mig og tænker: Hvor gik han eller hun hen? Nej, spøg til side i så trist en sammenhæng, men jeg forstår ganske enkelt ikke, at der ikke bare kort og godt oplyses om, at vedkommende er død.
Læs også: Brev til Puk: Døtrene er der for mig
Det er, som om død/døden er tabu-ord, til trods for at døden er den afslutning på livet, der venter os alle.
Og ja, det ER svært at tale om døden, har jeg selv oplevet flere gange, senest med vores tre voksne døtre. De var til ”far-mor-børn”-middag hos min mand og mig – uden svigersønner og børnebørn – og på et tidspunkt kom vi til at tale om Michael Bundesen fra Shu-bi-dua, der netop var død.
Jeg havde efter hans død genhørt flere af de gamle numre, hvor især nummeret “Stjernefart” gik lige i hjertet på mig. Det fortalte jeg døtrene og sagde, at det nu nok er den, der skal spilles, når jeg på et tidspunkt skal bæres ud af kirken. Og jeg tilføjede, at den havde overhalet mine hidtidige favoritter: Frank Sinatras ”I Did it My Way” og Bent Fabricius-Bjerres ”Norwegian Sunset”.
Læs også: Puks brevkasse: Hvornår kan man begynde at tale om døden?
Dét faldt ikke i god jord! Den ældste på 35 år begyndte at græde, de to andre fik tårer i øjnene, og alle tre bad mig om at droppe emnet. Min mand gik ud for at lave kaffe.
Jeg forsøgte forsigtigt at sige, at vi er nødt til at forholde os til, at vi – deres mor og far – jo ikke lever evigt, og at jeg vil sætte stor pris på, hvis vi på et tidspunkt kan tale om det og få aftalt hvordan og hvorledes, når den tid kommer.
Men jeg måtte sande, at det er døtrene slet ikke klar til. Om de nogen sinde bliver det, ved jeg ikke, men er det mig, der er forkert på den, når jeg gerne vil have alt på plads? Og jo før, jo bedre, for jeg/vi kan jo pludselig dø helt uventet. Måske har du et forslag til, hvordan jeg/vi kan gribe det an?
O.B.
Læs også: Puks brevkasse: Kan jeg gøre noget for at genoprette kontakten?
Kære O.B.
Jeg synes, du har gjort det helt rigtige ved at bringe emnet på bane. Vi er utrolig dårlige til at tale om døden. Der er ikke andet for end at øve os. Jeg er selv virkelig dårlig til det. Det er, som om der ligger en sky af overtro hen over alle samtaler om døden. Som om at i det sekund, man har talt om at forlade denne jord, så ringer manden med leen på døren minuttet efter, og så falder man om med et hjerteanfald.
Jeg har nævnt det før her i brevkassen, men fortæller det lige igen: På rejser i udlandet har jeg oplevet et helt andet forhold til død. Jeg har været til begravelser, der nærmest var fester. Med den døde som midtpunkt og med mange, mange dansende og syngende gæster. Det har faktisk virket festligt.
Læs også: Brev til Puk: Det er okay at savne
Jeg ved ikke, om det er os her i det kolde nord, der er lidt mere forskrækkede. Generelt er vi ikke så meget for at vise vores følelser og kan virke tilknappede og formelle på folk, der kommer udefra. Jeg tror bare, vi skal springe ud i det. Gøre præcis, som du har gjort, og bringe det på bane. Tvinge os til at forholde os til den uundgåelige del af livet. Det er jo det eneste, vi er stensikre på.
Hermed en opfordring til at turde tage den samtale af og til. Jeg vil selv forsøge at øve mig. Tak for inspiration.
Mange hilsner fra Puk
Læs også: Brev til Puk Elgård: Tilgiv og kom videre
