Jeg er snart ved at løbe skrigende hjemmefra! Min mand og jeg er begge over 50 år, og vi har en datter på 15 år – vi var længe om at blive forældre.
I de seneste mange måneder har min mand og jeg arbejdet hjemme, og datteren har været i hjemmeskole. Og i den tid er konflikterne mellem far og datter bare vokset og vokset.
Læs også: Puks brevkasse: Svigerdøtre kan ikke være i stue sammen
De skændes hele tiden om, hvor meget hun må gå ud og mødes med venner. Han mener, at hun af hensyn til smittefare bare skal holde sig hjemme hele tiden, men hun forlanger at komme ud og se nogle andre, og det er da også rimeligt, at hun gør det en gang imellem. Det giver hele tiden anledning til diskussion.
Han er heller ikke tilfreds med de venner, hun har. Dengang verden var normal, havde hun et par veninder, som hun så meget, men de er blevet skiftet ud efterhånden. En af dem er datter til nogle af vores gode venner, og nu er min mand vred, fordi de ikke længere har kontakt.
Læs også: Læser til Puk: Min søn er sur på min kærestes søn
Datteren kan altså også være slem til at provokere. Hendes seneste påfund er, at hun ikke længere vil spise kød. Min mands forældre var traditionelle svinebønder, og nu taler datteren jævnligt om, hvor meget de har mishandlet dyrene.
Jeg respekterer hendes valg og vil godt lave speciel mad til hende. Det skælder hendes far så ud over. Hun spiser fisk, og så ville det jo være nemt at lave mad, men pludselig gider min mand overhovedet ikke spise fisk. Måltider er snart ved at udvikle sig på den måde, at datteren tager sin tallerken med på sit værelse.
Jeg synes, situationen er kørt helt fast, og har brug for et råd.
Ulykkelig mor
Læs også: Puks brevkasse: Min far talte kun om mine søstre og hunden
Kære Ulykkelig mor
Hold da op. Der er fuld plade hjemme hos jer.
Jeg vil anbefale, at I træder så langt ud af konfliktområdet som muligt. Lad være med at tage alle kampe lige nu. I risikerer, at jeres datter vender jer ryggen og finder endnu mere at gøre oprør mod.
Forklar din mand, at jeres datter er teenager, og at det oprør, hun er i gang med, kun bliver forstærket, hvis han er så stejl.
Læs også: Puks brevkasse: Min datter er fjendtlig over for min kæreste
Og forklar så din datter, at hun ikke behøver at provokere sin far med bedsteforældrenes levevej, men at hun sagtens kan træffe valg for sit liv uden at angribe andre. Hun ved jo ret præcist, hvad hun har gang i. Hun har fundet en øm tå at jokke på, og han falder i med begge ben.
Vi er alle sammen trætte oven på snart halvandet år med restriktioner og et anderledes coronaliv, men teenageres konflikter eksisterede også før pandemien. Du må finde diplomatmappen frem og guide de to, der skændes.
Læs også: Puks brevkasse: Brev til min datter
Mind din mand om, at han er den voksne, og at teenagere er skrøbelige og under total ombygning. Man skal selvfølgelig tage konfrontationer med sine unge mennesker, og de skal ikke have frihjul, men I skal have den dårlige energi ud af kroppen, og hvis det kræver, at hun af og til spiser på værelset, så er det okay, synes jeg. Det er bare vigtigt, at du fortæller hende, hvorfor det er i orden at spise for sig selv. Du kan for eksempel sige: “Du får lov til at spise på værelset i dag. Det er ikke, fordi du har ret, men fordi det ikke er hensigtsmæssigt at råbe ad hinanden, og i morgen spiser vi sammen igen.”
Det er en stor opgave at være forældre for teenagere. Det kræver meget af os, men vi må aldrig give op eller holde op med at interessere os for vores unge. Selv om vi bliver afvist, skal vi spørge til deres liv. Kramme dem og være der. Hvis de først mærker, vi slipper dem (fordi de er skideirriterende), så er det, det kan gå galt.
Du har en stor opgave her, men du skal nok finde vej.
Kærlig hilsen Puk
Læs også: Kvinde til Puk: Jeg føler mig som den sure dame i familien
