Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
Jeg voksede op som den midterste af tre søstre. Min far havde store ambitioner på vores vegne. Han forventede, at vi alle tre fik en videregående uddannelse, og det gjorde mine to søstre også. Tilbage stod jeg, som med min fars ord ”fjumrede rundt”.
Læs også: Brev til Puk: Jeg føler mig ikke god nok til min far
Jeg har ikke tal på de familiesammenkomster, hvor min far talte i ét væk om mine søstres seneste bedrifter. Så havde den ene fået nyt lederjob, mens den anden lige var blevet forfremmet. Han nævnte aldrig mig med et ord, jeg kunne lige så godt ikke have været der. Selv hunden kunne han fortælle sjove historier om. Jeg har tit tænkt, at hvis der en dag skulle være nogen til stede, som ikke kendte vores familie, måtte de tro, at den bestod af min far, hans to døtre og hunden. Han nævnte heller aldrig min mor.
Derudover belønnede han dem, der gjorde ham stolt. Han købte en bil til min ene søster, da hun havde fået nyt job, som krævede, at hun havde bil. Han købte en andelslejlighed til den anden, da hun fik job i en anden by. Som du nok kan regne ud, fik jeg aldrig en krone.
Læs også: Brev til Puk: Min svigersøn gør forskel på børnene
Mine forældre har været døde i mange år, men jeg har aldrig fået noget nært forhold til mine søstre. Vi ses til familie-tam-tam, og det er det. I virkeligheden bebrejder jeg dem nok, at de hoppede med på min fars limpind. At de ikke kunne se, hvor urimelig han var over for mig. Og hvorfor sagde jeg ikke fra? Hvad skulle jeg have sagt? At jeg også ville have en bil eller en lejlighed? Det kan man jo ikke. Og dybest set må min far jo selv bestemme, hvem han giver sine penge (og sin opmærksomhed) til.
Puha, det blev en lang smøre, jeg trængte til at dele min historie med nogen. Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har fortalt det her til nogen. Alle de følelser om at føle sig forbigået, ikke at blive set som ligeværdig, de er ikke lette at tale højt om. Men jeg har fået luft, og det føles faktisk rart. Så tak, Puk, fordi du lyttede. Måske hører jeg et par ord fra dig.
Den usynlige datter
Læs også: Brev til Puk: Datteren er en præmietøs, sønnen er vild
JA! Du kan lige tro, du hører fra mig. Og du får verdens største krammer her gennem brevkassen.
Sikke et mod, du udviser, og mange tak, fordi du har tillid og vælger at dele din historie her. Du har båret på meget, og jeg vil komplimentere dig for den måde, du har tacklet dit savn og din sorg på. For det er en stor sorgikke at blive set og anerkendt af sine forældre.
Det virker, som om du har gennemskuet din far, og så har du nøgternt og meget klogt separeret dig fra ham. Du har indkapslet dine følelser, så du kunne fortsætte dit liv på trods af din sorg. Det har været en brugbar strategi for dig, for som du selv skriver: Hvad skulle du have sagt?
Læs også: Puks brevkasse: Snyder jeg min datter
Vi vælger strategier i livet, som hjælper os gennem de udfordringer, vi har. Men strategier slipper op og byttes ud, når de ikke er brugbare længere.
Nu er du videre i dit liv. Du har opdaget, at du ikke behøver at beskytte dig selv mere, og derfor kan du fortælle om dine følelser. Det er ret stort, det skal du vide. Du skal have stor ros for dit brev. Du er absolut ikke luft. Du er vigtig, og lige nu er du en stor inspiration for alle brevkassens læsere og for mig.
Mange varme hilsner fra Puk
Læs også: Brev til Puk: Vores ordblinde datter føler sig fravalgt