Jeg er “den anden kvinde”. Selv om min kæreste og hans ekskones forhold havde været vaklende i mange år, og det vist var det, man kalder en emotionel affære, som han havde med mig i et halvt år, før han gik fra sin kone, så er det tydeligt, at hun følte, jeg havde stjålet hendes liv. Hun ville ikke se mig, hun vil ikke have noget med mig at gøre. Ikke at jeg havde lyst til at være i samme rum som hende, men det skabte nogle uheldige situationer. F.eks. at hun ikke ville følge børnene ind i vores hjem, ikke se deres værelser, hun sad bare ude i bilen, og så kunne min kæreste fragte frem og tilbage, eller ungerne måtte selv slæbe.
Læs også: Puks brevkasse: Jeg kan ikke holde ud at se på hans nye kone
Efter cirka tre år kom den første konfirmation. Konfirmanden ville gerne have både far og mors kæreste med. (Det hjalp måske også, at hun havde fået ny kæreste der, selv om han ikke holdt længe). Første gang jeg mødte hende, blev således i kirken, vi gav pænt hånd og sagde hej, og så havde vi ellers ikke mere med hinanden at gøre resten af festen.
Det er blevet en lille bitte smule nemmere nu. Især fordi hun simpelt hen har måttet acceptere, at børnene også godt kan lide mig! At jeg bliver inviteret indenfor for at se en kat eller noget nyt, de lige har fået. Så kan hun som mor ikke stå og sige nej, deres fars kæreste må ikke komme ind i huset. For det skaber et virkelig uheldigt billede over for børnene!
Læs også: Trist kvinde til Puk: Jeg er bange for at miste min mand
Jeg vil tilføje, at min mor, som arbejder inden for kirken, beretter om, hvor hjerteskærende det er, at der jævnligt står en forælder under konfirmationen, tit en far, oppe ved orglet, gemt væk, så moren ikke opdager, at han er der, fordi de ikke kan holde ud at være i samme rum. Det er så synd for børnene! Der må de voksne altså – ja, være de voksne!
Den anden
Læs også: Puks brevkasse: Eksen er altid med til familiebegivenheder
Kære Den anden
Tak for dit brev, og tillykke med, at I er nået langt i jeres familie og nu kan være i stue med hinanden.
Alle os, der har stået i blandede familier med ekser, pap og gamle og nye kærester, vi ved, det er et meget stort cirkus. Der er så mange følelser, og alle føler, at deres behov er de vigtigste. Det er meget svært.
Læs også: Brev til Puk: Jeg føler mig fravalgt af min kæreste
For at komme bedst muligt igennem må man prøve at se situationen fra de andres side også. I dit tilfælde er det klart, at ekskonen følte, du havde stjålet hendes liv. Hun stod midt i en kæmpe sorg. Skilsmisse regnes for en af de største kriser, man kan gennemgå, og derfor er det vigtigt at rumme hendes verden også.
Der er absolut ingen tvivl om, at det kræver det allerypperste af alle involverede, når familier brydes op, og nye konstellationer skal fungere. Man må være tålmodig, overbærende og empatisk. Det er svært, når verden er styrtet i grus.
Mange hilsner fra Puk
Læs også: Puks brevkasse: Eksen ringer, og kæresten springer
