Puks brevkasse: Jeg kan ikke give jeres råd videre

Lørdag, 12. februar 2022
af Puk Elgård. Foto: PantherMedia
Jeg takker for jeres velmenende råd. Jeg ved, de kommer fra et godt sted, men jeg kan ikke bringe rådene her i brevkassen.

Kære Venner af brevkassen

Mange vil gerne hjælpe brevskrivere, når det kommer til sygdomme og forskellige lidelser. I skriver til mig og beder mig anbefale løsninger, der virker for jer. I fortæller om både naturmedicin og medicin godkendt af Lægemiddelstyrelsen.

Jeg er glad for, at I vil hjælpe, men jeg kan simpelt hen ikke videreformidle jeres råd, når det handler om medicin, kosttilskud og naturpræparater af den ene eller anden slags.

Så trods jeres gode råd om migræne, søvnløshed, tissetrang, overgangsalder, demens osv. føler jeg, at det er for farligt at videregive disse råd. Der er hensyn at tage, når man går i gang med nye behandlingsformer. Der kan være både allergier og igangværende medicinsk behandling at tage hensyn til. Så opsøg altid fagfolk.

Mange hilsner fra Puk