Kan jeg aflevere hunden til internat?

Mandag, 2. januar 2023
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann.
En hundemor, som samtidig er børnemor, arbejdsmor og hustru, føler, at familien frasiger sig ansvaret for deres fælles hund. Under coronalukningen var familien fælles om at passe hunden, men nu har hverdagen og travlheden igen ramt familien.
-

Kære Puk

Jeg havde egentlig forudset den her situation, og alligevel hoppede jeg på limpinden og føler mig nu rigtig dum.

Under coronanedlukningen fik vi som så mange andre familier en hund, og vi elsker hende. Hun var en stor hjælp, da det så mørkest ud, og børnene var meget hjemme.

Hun hjalp på humøret, ungerne kom ud og fik motion, og hun gav liv og glade dage under isolationen.

Da vi fik hende, tog jeg familien i ed på, at hunden var et fælles projekt. Vi skulle alle tage ansvar, og det nikkede alle til, og her var det så, at jeg i mit stille sind godt vidste, hvem hunden kom til at hænge på, når situationen igen var normal.

Nu er vi så her, hvor jeg frygtede, vi ville være. Børnene er større, de går igen til sport efter skole, er sammen med vennerne og har lektier at lave. De kan ikke finde tid til at gå med hunden.

Min mand tænker ikke umiddelbart, at det er hans ansvar, så jeg står hver dag en time tidligere op end de andre og går med hunden.

Jeg hænger i en klokkestreng efter job og er aldrig med til sociale aktiviteter, fordi jeg skal hjem og lufte hunden.

Jeg føler mig som en kæmpe idiot. Jeg vidste jo, det ville ske. Jeg har forsøgt at bede resten af familien om hjælp, men jeg kan heller ikke lide at presse mine børn, der har ret meget at se til.

Er det meget dårligt at indlevere den til internat, eller kan du eventuelt råde mig lidt. Jeg ved, du selv har hund.

Hundemor, børnemor, arbejdsmor og hustru.

Kære Hundemor, børnemor, arbejdsmor og hustru.

Først og fremmest er du ikke en kæmpe idiot. Du er en super hundeejer, der tager ansvar og passer godt på jeres hund. Tak for det.

Jeg har ikke tal på det, men mange nye hundeejere er havnet i samme situation som dig, og jeg er glad for dit brev, for det er en inspiration til de familier, der i øjeblikket overvejer at anskaffe sig kæledyr. Det er altid et langt større arbejde, end man lige tror.

Jeg synes, du skal kalde familien sammen. Det er jeres fælles ansvar at passe jeres hund, og mit bud er, at I godt kan få det til at lykkes. I kan lave en gåtur-kalender og uddele de forskellige morgen- og eftermiddagsture.

Det hele skal ikke hænge på dig. Det gør det lige nu, men det er også, fordi du tillader det. Giv resten af familien nogle faste vagter.

Der er også den mulighed, at I hyrer en hundelufter. Der findes forskellige muligheder både på Facebook og med diverse apps.

Jeg vil ikke fremhæve nogen bestemt, da jeg ikke selv har afprøvet dem, men jeg ved, de er der. Undersøg det.

Når man anskaffer hund, skal man altid lige lave øvelsen at tænke 10 år frem. Hvordan ser familiesituationen ud? Hvordan med børnene, hvor store er de? Hvilket arbejde har man? Hvad med ferier osv.

Det er superfristende og helt vidunderligt at få en hund, men det er også megastressende.

Held og lykke med jeres turkalender. Nu må familien altså lige træde i karakter. Der er i hvert fald en del ting, der kan prøves, inden I skal af med jeres hund igen.

Venlig hilsen Puk

Kære Puk

Står du med et problem, du har svært ved at løse, eller trænger du bare til et klogt og forstående menneske at dele dine tanker med? Så skriv til Puk Elgård.

Det kan sende hende en e-mail på: puk@familiejournal.dk