Jeg er farmor til alle tiders søde pige på nu fem år. Men årene siden hendes fødsel har i perioder været nærmest et mareridt.
Min søn har simpelt hen ikke kunnet klare de ”luner”, som pigens mor har haft. Det ene øjeblik er alt fryd og gammen, det næste bliver han svinet til for at være det værste udskud (og det er han bestemt ikke).
I al den tid har jeg som farmor heldigvis haft kontakt med mit barnebarn, men kun på morens betingelser, og for at pigen ikke har skullet undvære både sin far og sin farmor, har jeg måttet rette mig derefter.
Nu er det hele ramlet, og min søn har været nødt til at frasige sig samvær i øjeblikket. Han har et arbejde at passe og har været ”kørt helt ned i kulkælderen”, for han er blevet svinet så meget til med usandheder.
Min søn har også fejl – ingen tvivl om det, men hvordan kan en mor ønske for sit barn, at det ikke skal se sin far. Jeg forstår det ikke! Heldigvis er det sådan, at jeg stadig er sammen med mit barnebarn.
Min søn og pigens mor boede kun sammen i barnets første tre-seks måneder, hvor min søn passede pigen, fra hun var tre måneder, til hun kunne komme i vuggestue.
I den periode, hvor det ikke er gået godt mellem dem, har jeg også måttet lægge ører til en masse usandheder på sms, som har givet mig mange søvnløse nætter.
Jeg kunne skrive meget mere, men har valgt at begrænse det.
Hvad stiller jeg op?
Fortvivlet.
Kære Fortvivlet.
Den lille pige er havnet i en skyttegrav, mens de voksne omkring hende skændes og diskuterer, hvem der har ret, og hvem der har uret.
Jeg vil gerne pointere, at pigen er den allervigtigste her. Punktum. Hvad er barnets tarv?
Undskyld, jeg lægger så hårdt ud, men jeg har set det så mange gange, at voksne glemmer barnet og vælger at fokusere på sig selv og egne behov. Det er en ommer.
Og en lille buket roser til dig: Du er i pigens liv og vælger at være der uden at deltage i intrigerne. Fortsæt med det.
Hvis dit barnebarn altid har en, der er rolig, kærlig og som viser hende, at hun er elsket, og som står stærkt i al den ballade, der er, så er det en kæmpe gave til den lille pige.
Selvfølgelig kan hun fornemme uroen. Børn mærker alt. Men du, som farmor, kan være hendes anker og hendes klippe.
Forældrene skal jo nok den slagne vej gennem Familieretshuset osv., men jeg vil her nøjes med at opfordre dig til at være den, du er, og virkelig forstå, at du har en meget stor opgave i forhold til dit barnebarn. Du kan gøre en ægte forskel.
Pigens forældre har, som du skriver, begge deres fejl, men jeg håber, de med tiden får raset af og kan enes om at passe godt på deres fælles barn.
Det er måske ude af dine hænder, så fokusér på pigen. Hold øje med, om hun trives, tal med hende om de ting, hun gerne vil forstå og ELSK hende gennem det stormvejr, hun er havnet i.
Lykken er en varm favn at putte sig i.
Kærlig hilsen Puk.
