Jeg er en lykkeligt gift kvinde, mor til to drenge på fem og otte, men jeg har fået et problem.
Inden for de seneste par år er mine svigerforældre stoppet på arbejdsmarkedet, og i sommer flyttede de, så de bor ikke så langt fra os. Det er rigtig dejligt, fordi de altid er parate til at hjælpe og passer drengene, når der er sygdom og almindelig travlhed.
Mine svigerforældre har altid været troende og engagerede i kirken. Derfor er jeg også både blevet gift i kirken og har fået drengene døbt, selv om jeg ikke selv tror på noget.
For to år siden skete det forfærdelige, at min mands lillebror døde af kræft. Svigerforældrene er selvfølgelig dybt ulykkelige, og det har fået dem til at engagere sig endnu mere i troen. De deltager nu i aftenmøder og lovsang, hvor de åbenbart finder trøst. Der er ikke tale om en sekt, men efter min opfattelse nærmer det sig.
Problemet er, at de er begyndt at tale for meget om Gud til mine drenge. De to små kan komme hjem og sige, at Gud ser alt, og at han bliver vred, hvis man ikke opfører sig ordentligt.
Et eksempel: Vi plejer kun at få slik om fredagen, men en eftermiddag hvor deres far ikke var hjemme, sagde jeg, at ”nu laver vi en lille skål slik og hygger os med et spil”. ”Det er der ingen, der ser,” sagde jeg sådan lidt i sjov. Men så brød den store ind og sagde, at det kunne Gud se, og nu ville han blive vred.
Det er en straffende Gud, svigerforældrene har introduceret for mine drenge, og det skræmmer dem. De har også fortalt drengene, at deres afdøde onkel er en engel, som sidder oppe på en sky og kan se alt, hvad vi laver.
Jeg kan slet ikke tale med svigerforældrene om det, har forsøgt, men så siger de blot, at jeg på ingen måde skal blande mig i deres tro.
Min mand viger uden om, og han siger, at de har brug for deres tro i sorgen. Selv er han ikke troende, men en gang imellem følger han med dem i kirke om søndagen. Han har også haft drengene med en enkelt gang, og det kan jeg godt acceptere.
Men den der snak om den vrede og alvidende Gud kan jeg slet ikke have. Lige nu har jeg slet ikke lyst til, at drengene skal være hos deres bedsteforældre, som ellers unægtelig har været en stor hjælp.
Har du et forslag til, hvordan jeg kan løse problemet?
Mille
Kære Mille
Dine svigerforældre har ret i, at du ikke kan blande dig i deres tro, men du har ret til at blande dig i, hvad de fortæller dine børn. De skal ikke bare skabe skræmmebilleder for dine drenge. Der sætter du foden ned.
Skræmmebilleder, trusler og vrede er ikke god børneopdragelse, ligegyldigt om det har rod i religion eller ej. Heldigvis er dine drenge i den alder, hvor de fortæller dig, hvad der foregår, og så er det din opgave at lave en modvægt til den strenge Gud, som deres bedsteforældre fortæller om.
Du kan forklare drengene, at der er nogen, der mener, at der findes en Gud, der er på den måde, men det tror du slet ikke. Du tror, der måske findes en Gud, og hvis der gør, så er det en, der elsker at grine og er fuld af kærlighed, og som synes, det er frækt og skægt, hvis man lige snupper noget slik, fordi man lige skal hygge sig sammen med sin mor.
Du er nødt til at lave den slags modvægt, når de andre fortællinger dukker op. Snak med drengene om Gud. Det bliver alligevel et emne, der kommer til at fylde i deres liv. Lad dem spørge, og spørg tilbage, hvad de tror på. De skal helst ikke få fornemmelsen af, at det er et spræng-farligt emne, og at der ligger en masse konflikter i at tale om Gud.
Gør det til et naturligt emne, man også kan være uenige om, uden at der sker noget ved det. Den bedste gave, vi kan give vores børn, er at pille dramaet ud af ting.
Jeg ville i første omgang se, hvor meget det fylder i drengenes hoveder. Du er meget obs på emnet og med god grund, men måske er snakken om Gud slet ikke så nærværende hos dine drenge, som den er hos dig.
Mange hilsner fra Puk
