Puks brevkasse: Skal jeg fortsat være den evige lytter?

For mange år siden hørte jeg en fornuftig mand på en talerstol sige: Der er en grund til, at du har to ører og kun én mund. Underforstået: Du bør lytte mere og måske tale mindre.

Læs også: Brev til Puk: Hvorfor er mine kolleger sådan?

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, jeg er en af dem, der gerne lytter og kun taler, når jeg har noget at sige. Jeg HAR meget at sige, men oplever desværre, at mange venner og kolleger taler og taler og taler UDEN at lytte, når vi er sammen, selv om jeg faktisk har ret så meget at byde ind med. Men det er, som om de synes, at det, de har på hjerte, er vigtigst – mig-mig-mig – og egentlig ikke gider interessere sig for mine synspunkter og min(e) historie(r).

Jeg prøver da at byde ind, men bliver så afbrudt af en, som lystigt taler videre (om sig selv). Det er træls, og det er det også, når nogen begynder at gentage sig selv. Så tillader jeg mig forsigtigt at sige ”nå, ja, det fortalte du” eller ”ja, det HAR du fortalt”, men hjælper det? Nej! Vi får den lige en gang til for prins Knud.

Læs også: Brev til Puk: Skal jeg råbe op eller tage hurra-hatten på?

Selvfølgelig får jeg også ordet af og til, men hvor bliver jeg dog øv, når jeg så næste gang bliver spurgt om noget, som jeg HAR fortalt. Det understreger jo, at vedkommende ikke har lyttet!

Der er tale om kvinder i 50-70-års alderen – kvinder, som jeg holder af og gerne omgås. Jeg har også gennem tiden sagt det med to ører og én mund til flere af dem, men det bliver ikke hørt.

Har du mon et eller andet, jeg kan sige, så jeg bliver hørt (og husket), eller skal jeg bare fortsat være den evige lytter?

Veninden og kollegaen

Læs også: Brev til Puk: Vi er ofre for de andres laster

Kære Veninden og Kollegaen

Stort tillykke med, at du er en lytter. Dem er der ikke mange af. Du er noget særligt, og det skal du være stolt af. Jeg tror, mange genkender de typer, du beskriver. Jeg undrer mig også over folk, der fortsætter, selv om man siger, ja den historie kender jeg godt. Det må være noget hjerne fysiologisk, en lavine, der er sendt afsted, som de ikke formår at stoppe.

Jeg tror ikke, du ender med at blive selskabets historiefortæller, der får fuldstændig ro omkring dig, når du åbner munden. Måske kan du i virkeligheden slet ikke lide den opmærksomhed, du ville få, hvis der blev bomstille, og alle hang ved dine læber, når du sagde noget. Hvis det var dit drive, så havde du taget den position for længst.

Læs også: Puks brevkasse: Træt af at høre om vennernes børnebørn

Det lyder måske mærkeligt med det job, jeg har, men jeg er også mest stille, når der er mange mennesker samlet. Jeg bliver også afbrudt, når jeg vil fortælle en historie, og jeg tror, det er, fordi mit tilløb til at fortælle, er for vagt. Det hænger nok sammen med, at jeg faktisk ikke bryder mig om opmærksomheden i et privat selskab. Kan det være det samme for dig?

Jeg forestiller mig, at du har et job, hvor du udtrykker dig på en anden måde. Måske du skriver eller underviser? Når du har så meget på hjerte, skal det ud på en eller anden måde, og jeg tror, du får det ud i dit job. Det er 100 procent okay. Vi kan ikke alle være det hele.

Du er unik, fordi du har to ører, der lytter. Det er en gave. Jeg synes du skal finde en eller to, som du taler godt med, når det er vigtigt. Det er lettere på tomandshånd og så ellers leve med tanken om, at vi er forskellige. Der er typerne, der underholder med vilde historier, og så er der typerne, der lytter. Begge typer er vigtige. Ofte slår vi os selv og hinanden i hovedet med alt det, vi ikke kan. Jeg tror, hemmeligheden ligger i at acceptere den, man er, og værdsætte det, man er god til.

Mange hilsner fra Puk

Læs også: Brev til Puk: Gider ikke tale om penge og politik