Da jeg i Familie Journal nr. 30 læste brevet fra en søster, hvis bror ikke vil se deres fars nye veninde til en familiefest, blev jeg både ked af det og vred. Brorens runde dag er formentlig hans 50-års fødselsdag, og så burde en mand i den alder virkelig tænke sig om. Vil han hellere have, at faren går alene, og hvem tror han, han er, at han kan stille sig til dommer over, om og hvor længe faren skal sørge over sin afdøde hustru?
Læs også: Søster til Puk: Min bror kan ikke lide fars nye veninde
Desværre er han jo ikke den eneste, der hellere ser far eller mor leve alene og har svært ved at acceptere, at forældrene har et godt ældreliv.
Jeg har selv i mange år levet sammen med en enkemand, hvis børn kun har været glade for, at deres far igen fik glæde ved livet. Så alle I egoistiske “børn": Und jeres efterladte en ny partner.
Veninden
Læs også: Puks brevkasse: Han var væk, da vi kom ud fra kirken
Kære Veninden
Jeg synes jo, du har ret. Selvfølgelig skal man have lov til at komme videre i sit liv, selv om man er blevet skilt eller blevet enke eller enkemand. Det er dejligt, når kærligheden spirer, og man finder glæden på ny.
Læs også: Puks brevkasse: Jeg kan ikke holde ud at se på hans nye kone
Jeg tror måske, kilden til det her ligger i måden, man håndterer sorgen på. Dødsfald er en sorg, og det er skilsmisse også. Jeg tror, det er enormt vigtigt, at man holder fokus på de reaktioner, der kommer efter brud og død, og lader de følelser fylde det, de skal. Der skal gode samtaler og meget nærvær til. Hvis man er opmærksom og bevidst i den proces, så tror jeg, det er lettere at lukke et kapitel og åbne et nyt.
Mange hilsner fra Puk
Læs også: Puks brevkasse: Min mand kan ikke fordrage min søn
