Puks brevkasse: Vi er åbenbart mange “sippede”

Først tak for dine altid kloge og betænksomme svar.

I Familie Journal nr. 46 er der en, der underskriver sig “Den sippede”. Hun skriver, at hun har svært ved at komme tilbage til normalen efter tiden med corona. Det er hun bestemt ikke den eneste, der har svært ved. I min familie er vi også “sippede”, og i skrivende stund er smitten jo desværre endnu en gang stigende.

Jeg har personligt været “sippet” i mange år, for jeg har brugt sprit til mine hænder i mere end 10 år, da jeg har været på en arbejdsplads, hvor der konstant var fare for øjenbetændelse og håndeksem, så jeg lærte at spritte både computer, skrivebord og altså også hænderne af flere gange daglig. Jeg vasker også meget hyppigt hænder. Flere på min daværende arbejdsplads syntes også, jeg var hysterisk, men det er jeg heldigvis typen, der er ligeglad med.

Så til “Den sippede”: Bliv endelig ved med at være forsigtig. Alle i både min og min mands familie er i øvrigt også forsigtige, så vi er åbenbart mange “sippede” mennesker og heldigvis for det.

Ups, det blev vist en lidt lang smøre, men jeg håber, du alligevel vil bringe det i bladet på et tidspunkt.

Mia S.

Kære Mia S.

Dit brev er slet ikke, hvad jeg vil kalde en lang smøre. Ork nej, der er skam breve i meget længere formater. Og alle er velkomne her.

Jeg er jo også på “team sippet”. Vi har bestemt godt af god håndhygiejne, og vi gør fornuftigt i at passe ekstra godt på her vinteren over.

Men det er virkelig noget af en overvindelse at finde det gode humør frem og holde fanen højt, når man ser de nye smittetal og igen lytter til taler om diverse restriktioner. Vi orker det ikke, vel?

Jeg havde i øvrigt en sær oplevelse i S-toget i går. Der var en ganske nydelig dame, der fik et gigantisk hosteanfald, så hun måtte helt ned til tælling på gulvet i kupéen. Først sad alle bare og kiggede og tænkte (formoder jeg, for det gjorde jeg selv) “Hjælp, hun hoster. Hun er farlig. Jeg kan ikke gå derhen.” Alt imens den stakkes dame ikke kunne få luft.

Så rejste jeg mig endelig og tænkte “fandme nej, det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan hjælpe, bare fordi man er bange for at få corona”.

Så damen fik bolsjer og vand, og flere kom til, men det var underligt at opleve, at hvor man før sprang til med det samme, så snart nogen havde brug for det, så var der i går en underlig tøven, inden jeg selv og andre turde træde til. Vi er altså fortsat nødt til at hjælpe hinanden.

Se, nu blev mit svar længere end dit brev. Vi er vist lige gode om at tabe hænderne i tastaturet.

Mange varme hilsner fra Puk