Min mand og jeg er blevet enige om at søge råd hos dig, for vi ved slet ikke, hvad vi skal gøre.
Vores datter var kun 22, da hun mødte en mand, der slog benene helt væk under hende. De flyttede sammen og fik hurtigt to dejlige drenge.
Han var sjov og charmerende, men desværre ret ustabil i forhold til penge og job og prioriterede byture med vennerne frem for sin familie. Alligevel var det en stor ulykke, da han blot få år efter blev slået ihjel i en færdselsulykke, hvor en kammerat kørte med en alt for høj promille.
Vores datter var efterladt i et følelsesmæssigt og økonomisk kaos, og vi har hjulpet hende rigtig meget. De to drenge blev meget knyttet til deres morfar.
I tiden efter havde hun et enkelt, ikke seriøst forhold, men for tre år siden mødte hun en mand, som hun ret hurtigt flyttede ind hos. Han har et hus i den anden ende af byen, godt job, orden i økonomien, og alt burde være godt. Men vi bliver mere og mere utrygge.
På grund af corona så vi pludselig ikke noget til vores datter og drengene i rigtig lang tid. Den nye mand mente ikke, at vi skulle være i samme boble. Men da alt blev åbnet igen, kom vi ikke til at ses meget mere.
Det føles, som om han holder hende og drengene væk fra os. Vi skal opfordre dem mange gange, før de kommer på besøg hos os, et par timer. Og altid alle fire. Jeg har foreslået, at datteren og drengene kunne komme alene en gang imellem, men det kan der ikke være tale om.
Vores søn er gift og bor i USA, så den familie ser vi ikke så meget, og vi savner vores datter og drengene rigtig meget. Men vi har en fornemmelse af, at hun ikke har det godt.
Vi har kun været inviteret hjem til dem til drengenes fødselsdage, og da de har med få dages mellemrum, slås arrangementerne sammen. De er otte og 10 år nu, og så er vi der i to timer!
Vi har et par gange prøvet at køre forbi en søndag og ringe på døren. Vi har oplevet, at der ikke bliver åbnet, og en anden gang kom hun ud og åbnede døren på klem og sagde, at det ikke var så godt, og at vi skulle ringe i forvejen. Når vi prøver det, siger hun altid, at de ikke har tid.
Heldigvis har hun sit gode arbejde, men derudover tror jeg ikke, vores datter kommer ud hjemmefra. Forleden mødte jeg en af hendes gamle veninder, som hun tidligere har været meget sammen med, og hun fortalte, at hun aldrig ser min datter mere – og at undskyldningen er, at hun ikke har tid.
Både vores datter og drengene virker lidt forskræmte, synes vi, og jeg synes, at hun er blevet tynd og bleg.
Måske ser vi spøgelser, men vi er altså meget kede af den her situation.
Kan du komme med et forslag til, hvad vi kan gøre?
Mormor.
Kære Mormor.
Det virker da foruroligende.
Ville du kunne dukke op på din datters arbejdsplads og tale med hende der? Du må sørge for at fortælle hende, at du har observeret, at hun har ændret sig, at du er bekymret, og at du er der, hvis hun en dag får brug for hjælp.
Du må anerkende, at hun måske har svært ved at handle lige nu – det skal du sige til hende, men også at ved det mindste vink står du og hendes far klar med åbne arme.
Fortsæt med at holde den kontakt, du kan. Sms til hende. Ring. Spørg til børnene.
Hvis hun er havnet i kløene på en meget dominerende mand, kan det blive en kraftanstrengelse for hende at komme fri, men det vil hjælpe hende at vide, at hun har et sted at gå hen.
Hvis hun forsvinder endnu mere for dig, kan det være, at I skal gå hen til hende, i en lidt mere samlet flok, insistere på at komme ind og få et overblik over, hvad der forgår, men i første omgang kan du opsøge hende evt. på job og spørge direkte, om kæresten er god ved hende, og om hun har problemer.
Del din bekymring, og forvent, at hun måske fejer det hele væk, men så har du sået et frø.
Mange hilsner fra Puk.
