Puks brevkasse: Vores datter vil ikke med i sommerhus

Mandag, 13. februar 2023
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann.
Læseren søger råd hos Puk angående sin datter. Datteren vil ikke med i sommerhus, hvilket ærger læseren, da familien gerne vil tilbringe sommerferien sammen.

Min mand, vores to børn på nu 10 og 14 og jeg plejer hver sommer at tage på charterferie en uge eller to et varmt sted sydpå.

I år har der været store regninger til varme og el, og bilen måtte skiftes ud, så der er simpelthen ikke penge til sådan en rejse. Men nu har min mands bror tilbudt, at vi kan låne hans sommerhus en uge. Det er et lille gammelt hus i et naturskønt område ned til en sø med badebro og robåd.

Det gider datteren på 14 simpelthen ikke. Hun kan godt acceptere, at vi ikke har råd til charter, men hun gider ikke “sidde og rådne i den lille knaldhytte”. Der er heller ikke wi-fi!

Min mand og vores dreng vil gerne ud og ro og fiske, og vi kan også tage på ture til nogen af byerne i nærheden og måske et sommerland i løbet af ugen.

Vores datter siger, at hun bare kan være alene hjemme i vores lejlighed i byen i den uge, men det synes vi ikke er en god idé. Så siger min mand, at han og knægten kan tage alene afsted, men vi har kun 14 dage sammen, for min mands og min ferie ligger lidt forskudt, så jeg synes, at vi skulle være sammen alle fire i begge uger.

Datteren er rigtig teenagehumørsvingende nu, hun skændes meget med sin far, og jeg står der i midten.

Kan du komme med et råd?

M.F.

Kære M.F

Hun skal da med. Selvfølgelig skal hun det.

Spørg hende, hvad hun gerne vil tilføje ferien, så hun også har noget at se frem til. Det, hun forestiller sig, er ikke den virkelighed, hun vil møde, når I er kommet frem. Hun ser dagsregn, myg, skimmelsvamp, ensomhed, skænderier, klamme fisk og dumme dage.

Vi kender det alle, vi forestiller os noget frygteligt, og når vi så er i situationen, er det sjældent så slemt, som vi troede. Den erfaring skal hun have med.

Personligt ville jeg ikke lade min 14-årige være hjemme, mens vi andre tog afsted. Jeg ville bede hende om at bidrage til fællesskabet og familien, men jeg ville samtidig være lydhør over for hendes ønsker.

Planlæg bytur og badeland, hvis det er noget, hun ønsker sig, eller foreslå, at hun kan få en veninde på besøg et par dage.

Jeg ville ikke honorere hendes teori om, at man kun gider investere i hinanden, hvis det foregår med all inclusive og stor pool. Så bliver verden et svært sted at være, hvis man tjekker ud ad fællesskabet på den baggrund.

Som forældre skal vi give vores børn erfaring og give dem mulighed for at udvide deres indadvendte blik. Man skal jo vælge sine kampe, men den her var en, jeg personligt ville tage.

God ferie.

Bedste hilsner fra Puk.