Sara sprang ud fra fjerde sal: Jeg følte, jeg kun var til besvær

Søndag, 22. september 2019
af Signe Fage Jensen Foto: Dan Mariegaard
Sara er pædagog, har en god lejlighed og en sød kæreste. Men meget havde nok været anderledes, hvis ikke hun som 20-årig havde forsøgt at gøre en ende på sit liv. Præstationspresset blev for stort, og hun var bange for at fejle. Nu har hun kæmpet sig tilbage og er lykkelig for, at hun overlevede.

Alt var gråt. Ikke kun i Saras sind, men også udenfor. Det var den 25. juni 2009, og solen var ikke at se.

Sara Møller Damgaard havde sagt til sine forældre, at hun skulle en tur til frisøren, men i stedet var hun taget ind til sit arbejde i indre København. Hun havde lagt sin telefon på skrivebordet med en post-it-seddel på, hvor der stod, at den skulle hendes kæreste have. Det var synd at lade den gå til spilde, tænkte hun.

Så gik hun op på tagterrassen. Der var 13 meter ned til fliserne i gården. Sara havde besluttet sig for, at hendes liv skulle ende lige der, for præstationspresset i hendes liv var blevet for stort.

– Jeg har altid følt, at jeg skulle præstere mit bedste. Og sommetider var mit bedste ikke godt nok, og så har jeg præsteret mere, end jeg kunne holde til, fortæller Sara, som nu er 30 år og heldigvis overlevede det fatale fald fra fjerde sal.

Brev til Puk: Jeg er træt af sære madvaner

Livet foran sig

I virkeligheden gik det ret godt for 20-årige Sara. Hun havde en sød kæreste, et godt job i Nykredit, og sommeren skulle bare ende, så hun skulle starte på drømmestudiet jura.

– Jeg havde en drøm om at nå toppen. Jeg skulle være blandt de bedste, uanset hvad jeg lavede. Sådan har det altid været for mig, siger hun.

Og det var også det, der var med til at drive hende derud, hvor hun følte, hun ikke kunne leve op til presset mere.

– Det var jo et nederlag for mig, at jeg ikke kunne præstere lige så meget, som jeg ville. Jeg følte, jeg kun var til besvær, når jeg ikke kunne gøre det bedre, end jeg gjorde. Så jeg frygtede også fremtiden. Nu var jeg jo kommet ind på jurastudiet, men hvad nu hvis jeg ikke kunne klare det. Så ville jeg både skuffe mig selv, min familie og samfundet, tænkte jeg.

Sara sprang ud fra fjerde sal

Fik en depression

For Sara var det var ikke nok at være god nok, hun skulle være blandt toppen. I alt. Og sådan går det jo sjældent for de fleste.

Når hun kigger tilbage, er hun også sikker på, at det var de følelser, der gjorde, at hun fik en depression. En depression, som hun fik medicin mod.

– Men jeg var alt for utålmodig til at lade pillerne virke, konstaterer hun.

Bekymret familie

– De sidste seks uger op til ulykken mandsopdækkede min familie og kæreste mig. Jeg måtte ikke være alene, for de var bekymrede for, om jeg kunne gøre noget mod mig selv.

Og deres bekymring var velbegrundet. For Sara var fast besluttet på, at det ville være nemmere, hvis hun ikke var her. Det gjorde hun til handling den skæbnesvangre dag, hvor hun narrede sine forældre til at tro, at hun skulle til frisøren. Forældrene fik først mere at vide, da de fik et opkald fra hospitalet.

Sara sprang som nævnt den 25. juni, men først midt august kom hun til bevidsthed. Før det havde hun været vågen, men havde ikke opfattet, hvad der skete.

– Jeg har været der, men jeg har ikke været der herinde, siger hun og peger på sit hoved.

Læs også: Sven er blind og berejst

Hjerneskadet

Hun forklarer, at hun midt i august følte, hun kom op til vandoverfladen igen, som når man har haft hovedet under vand. Du kan godt høre, hvad der sker, men intet er tydeligt.

– Jeg husker ikke meget fra den tid, men jeg husker, at jeg var sindssygt glad for, at det ikke var lykkedes mig at tage livet af mig selv, fastslår hun.

Men det var en lang og hård proces at komme på benene igen, for Sara var meget medtaget af faldet fra fjerde sal. Hun havde brækket venstre ben, sit bækken og sin ryg, og hun havde slået hovedet. Ser man godt efter, kan man se et ar i Saras pande. Det bevidner den hjerneskade, hun fik. Hjerneskaden påvirker hende motorisk og giver hende nedsat abstraktionsevne.

Det gør også, at hun er mere træt end andre unge mennesker, og hun bruger længere tid på at læse og forstå tekster.

Genoptræning

– Men helt ærligt, så er jeg da sluppet rimelig heldigt, hva’? Det kunne jo være endt meget værre, siger hun og smiler.

Og hun er nået langt. Hun sad i kørestol de første uger, hun skulle lære at spise med kniv og gaffel, og mange basale ting med motorikken skulle på plads igen som noget af det første.

Efter seks måneders genoptræning i både Vordingborg og Roskilde var Sara blevet bedre, men ikke helt klar til at klare sig selv. Hun flyttede til Bofællesskabet Selmersvej (nu Neurohabilitering Selma Marie) 
i Hørsholm.

– Jeg havde det virkelig underligt i den periode. På den ene side havde jeg svært ved at se, hvordan det nogensinde skulle blive godt igen, og på den anden side var jeg sikker på, at jeg lige om lidt var klar til at starte på jurastudiet, ligesom alle mine venner begyndte at gøre i den periode.

Læs også: Maria blev født med kun ét ben: Viser stolt sit kunstige ben frem

Ville være den bedste

– Jeg troede egentlig, jeg skulle til Selmersvej for at øve min finmotorik, og det dét. Så var jeg klar igen og klar til jurastudiet. Men sådan var det jo ikke, siger Sara og ser hen på Pipaluk Plath, som er neuropædagog på Selma Marie og havde meget med Sara at gøre, da hun flyttede dertil.

De smågriner begge, for det var ikke kun det, der skulle arbejdes med. Sara skulle lære at leve med en hjerneskade, og hun skulle have en ny opfattelse af sig selv, og det var der mere arbejde i, end Sara først havde troet.

– Det, der var svært med dig, Sara, var, at du stadig gerne ville være den bedste. Selv om det var det, der havde gjort dig så dårlig i første omgang. Så du var sådan lidt … ja, hvordan siger man det? Sirlig og sårbar. Du ville altid gøre det bedste, og så skulle der ikke meget til at vælte dig, siger Pipaluk til Sara.

Læs også: Sussi efter kræft og tabet af sin ene søn: Man skal altid kæmpe og se fremad

Svært at acceptere

De skulle sammen finde en måde, som Sara kunne leve på, så hun ikke hele tiden fejlede og oplevede fiaskoer – og samtidig lærte at tro på sig selv.

– Det var også ret svært for mig at acceptere, at det var sket. Det var totalt uvirkeligt for mig. Så jeg skulle lære at acceptere, at nogle af mine drømme fra tidligere nok ikke blev til virkelighed, men jeg skulle også sørge for, at min hjerneskade ikke blev en sovepude. Det var ret svært at finde balancen der, siger Sara.

Det var især svært for Sara at skulle acceptere, at drømmen om at blive jurist ikke kunne 
realiseres:

– Det gjorde ondt helt ind i mit hjerte, at det, jeg havde arbejdet for i folkeskolen og gymnasiet og drømt om hele mit liv, ikke kunne lade sig gøre.

Sara ønskede bestemt ikke at bruge hjerneskaden som en sovepude. Så med hjælp fra Bofællesskabet Selmersvej og kommunen skulle hun finde ud af, hvad hun så skulle arbejde med. Hun kom i praktik som advokatsekretær i Erhvers- og Vækstministeriet, men endnu engang brast drømmen. Hendes hjerneskade gjorde, at hun ikke kunne følge tempoet på kontoret, så heller ikke det kunne hun bruges til.

– Men jeg måtte jo bare indse, at mit liv ikke skulle være, som jeg tidligere havde planlagt, og så tage den derfra, konstaterer Sara.

Læs også: Anna har tabt sig 42 kilo og er i balance med sig selv

Fik anerkendelse

Hun blev ved med at lede efter, hvad hun nu skulle gøre i stedet og var samtidig i gang med en stor udviklingsproces for igen at blive en selvstændig person. Efter to og et halvt år på Selmersvej flyttede hun derfra og i egen lejlighed, hvor hun skulle lære at klare sig selv, mens hun stadig ledte efter sin vej i livet.

På et tidspunkt kom hun i praktik i en vuggestue, hvor hun fik øjnene op for pædagogikken som en levevej. Hun kom på et pædagogisk kursus, hvor hun mødte en psykologisk pædagog, som sagde til hende, at han troede, hun sagtens kunne blive pædagog.

– Det var så dejligt, at der var en, som troede på mig igen. Pludselig fik jeg noget anerkendelse, jeg ikke havde fået før. Det gav mig så meget tro på mig selv, for nu følte jeg, at jeg kunne bruges til noget.

Det var det skud selvtillid, Sara manglede for at komme i gang. Hun ville starte på pædagogstudiet, for hun ville være noget for andre mennesker.

– Jeg var sikker på, jeg kunne gøre en forskel for nogen. Jeg kunne bruge mine erfaringer og hjælpe nogle unge, som havde det svært. For jeg ved om nogen, hvordan det føles at være bange for, at man ikke er god nok, siger hun.

Hendes forældre var bekymrede. De var bange for, at hun ikke kunne klare det, og at hun så skulle opleve endnu et nederlag. Det har da også af og til været hårdt for Sara at studere.

– Man kan jo ikke se, at jeg har en hjerneskade. Så folk tænker ikke på det, og så bliver der sat de samme krav til mig som alle andre, og dem kan jeg jo ikke leve op til. Det har jeg heldigvis lært nu er okay.

Læs også: Rikke skiftede branche: De ældre gør mig glad

Vil hjælpe andre

Da Sara var 26 år, kom hun ind på studiet. Med både selvtillid og usikkerhed i rygsækken gik hun i gang med sit nye liv, og selv om hun undervejs har været sat på prøve, så blev hun her i sommer færdiguddannet som pædagog.

– Det er en kæmpe sejr, men også underligt, for jeg havde aldrig troet, det var det, jeg skulle med mit liv. Det er meget kontrastfyldt til det hæsblæsende juristliv. Men jeg er glad for, jeg er endt her. Selv om omstændighederne måske er lidt tragiske, siger hun, som i november også fik en sød kæreste.

Ifølge Sara er der dog ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

– Jeg er så lykkelig for, at jeg overlevede det spring. Selv om det er hårdt at tænke på, er det også vigtigt, at jeg husker det. For nu er min drøm, at jeg kan hjælpe andre unge, så de ikke når lige så langt ud, som jeg gjorde.

Livslinien

Har du tanker om selvmord, så sig det til nogen. Livslinien er vant til at tale om selvmord og vil gerne tale med dig om det.

Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201, alle årets dage klokken 11-04.

Du kan skrive til Livsliniens netrådgivning – skrivdet.dk. De bestræber sig på at svare indenfor en-tre dage, og du kan skrive dertil op til seks gange.

Du kan kontakte Livsliniens chatrådgivning mandag og torsdag klokken 17-21 samt lørdag klokken 13-17.