Hvis du følger med i Vesters Verden på TV 2 Fri, har du måske bemærket - eller hørt 37-årige Søren Vester sige - at han ikke er en specielt dygtig håndværker, men han er en mand med mange idéer, og han er god til at bede om hjælp.
– Det er altså det fede ved at bo i et lille lokalsamfund. Man kan altid få hjælp, og så er det altså svært at få øje på begrænsningerne ved at bo på landet. Jeg elsker, at alle kender alle. Selv min kone Dorthe synes, nærmiljøet er fantastisk, siger Søren Vester om den lille nordjyske landsby Thise.
Søren Vester elsker forskellighed
I starten skulle 40-årige Dorthe Vester dog lige vænne sig til, at folk vidste, hvem hun var, og spurgte til, hvad familien havde gang i på huset, fortæller Søren Vester.
– Men for mig at se er folk bare oprigtig interesseret i en, og i dag elsker vi begge det hele – ikke mindst, at alle er så forskellige.
– I København var vores venner alle fra den ”kreative klasse”, og de lignede os fuldstændig. Da vi flyttede herover, var vi pludselig en del af en meget blandet skare. Her er alt lige fra skraldemanden til direktøren, og det er da så livsgivende. Selvfølgelig er bonderøven her også, men jeg tror faktisk, jeg er en af de største bonderøve her på egnen, griner Søren Vester.
Bygger drivhus i Vesters Verden
Søren Vester, der er uddannet designer, er en mand med mange idéer, og nu har han så besluttet sig for at bygge et kæmpe drivhus – eller driverhus, som han kalder det. Fordi det ikke skal bruges til andet end kreative udfoldelser og driverliv. Og det er hovedsageligt dét projekt, seerne kan følge i programmet Vesters Verden.
– Jeg tror og håber, at folk kan relatere sig til mig i Vesters Verden, fordi jeg bare er en helt almindelig familiefar til ni-årige Holger og Sigurd på seks, der kører rundt i en pizzaslæde, som jeg kalder vores bil. Jeg bor i et hus, jeg selv prøver at sætte i stand, men det meste af tiden ringer jeg rundt og beder om hjælp. Det får jeg så også nogle hug over i programmet af mine kammerater: ”Søren Vester, du er sateme så dum. Skal du ikke snart have dig en uddannelse?” Det er værkstedshumor, når det er bedst, fortæller Søren Vester med et stort smil.
Du kan følge Søren Vester, hans familie og ikke mindst projektet i programmet Vesters Verden TV 2 Fri torsdag klokken 20.40.