Sofie hjælpere danskere med at finde forsvundne personer
Da Sofie Sønderups kusine for nogle år siden fortvivlet ringede og bad om råd, fordi hendes venindes teenagedatter var forsvundet, anbefalede Sofie, at politiet blev kontaktet.
– Men min kusine fortalte, at politiet først reagerer efter en vis tid, fordi det efter deres erfaring er ganske almindeligt, at en teenager kan være væk nogle dage, fortæller den 43-årige dyrepasser, der ikke kunne holde ud, at ingen gjorde noget.
– Jeg sagde til min kusine, at vi da bare på Facebook kunne oprette en efterlysningsgruppe ved navn ”Hjælp med at finde Heidi!” Hvis vi så bad vores Facebook-venner dele den, var der måske nogen, der vidste noget om, hvor Heidi befandt sig.
Kort tid efter fik moderen til Heidi den bedste opringning.
– En veninde til Heidi havde set opslaget og sagt til Heidi, at hendes mor altså efterlyste hende, så hun måtte nok hellere lige ringe hjem.
Det gode resultat fik Sofie til at lade gruppen bestå.
– Det kunne jo være, der var andre, der kunne bruge den. Der forsvinder flere hundrede mennesker hvert år i Danmark, og Facebook når rigtig bredt ud. Gruppen havde faktisk fået cirka 200 medlemmer på et enkelt døgn.
Læs om flere forsvundne personer: Judy fandt sin fars familie
Emilie-sagen var hård
Sofies beslutning var en af de rigtig gode.
– Det viste sig, at der virkelig var brug for et samlet forum, hvor man kunne søge hjælp, når man stod i den skrækkelige situation, at nogen, man holdt af, var forsvundet, og på seks år er vi altså blevet cirka 45.000 medlemmer. Det er jo helt vildt!
Sofie fik temmelig hurtigt en god dialog med politiet.
– De er selvfølgelig glade for al den hjælp, de kan få, og der er virkelig mange mennesker rundt-omkring i landet, der meget gerne vil hjælpe. Vi så det måske mest tydeligt i Emilie Meng-sagen, hvor hele Danmark var involveret.
Netop den ene sag kom til at fylde rigtig meget i Sofies og hendes families liv.
– Jeg var tæt på de pårørende, og det var overvældende, hvor mange der ville hjælpe med at søge. Den 18. september sidste år – godt to måneder efter Emilies forsvinden – fik vi faktisk arrangeret den største civile eftersøgning, der nogensinde har været i Danmark, med frivillige dykkere, ryttere, droner, fodfolk og hundefolk.
Det var en hård periode for Sofie.
– Jeg blev i hele forløbet kimet ned af pressen, men jeg lærte, at man skal være meget sparsom med sine udtalelser for ikke at sætte unødige formodninger i gang.
Læste du med tidligere i år, da Familie Journal var med da Coco fandt sin forsvundne far i Caribien
Ringer døgnet rundt
Også familien i hjemmet på Amager er mærket af presset, og den ene af Sofies tre døtre, 19-årige Caroline, undrer sig over, at hendes mor har energien til at blive ved.
– Det var jo ikke kun under Emilie-sagen – nej, min mor sidder altid rigtig meget ved telefonen, for der er utrolig meget, der skal arrangeres, hvis en eftersøgning sættes i gang. De pårørende ringer også meget, og folk, der finder ting, for eksempel en hue på en havnekant, de mener, kan have betydning for en af sagerne, ringer, og det gør de stort set på alle tider af døgnet. Når en sag har en trist udgang, skal min mor meget ofte også trøste både pårørende og folk, der har hjulpet med en eventuel eftersøgning.
Men Sofie kan ikke lade være.
– Jeg havde selv udfordringer i min barndom og har også som voksen været igennem perioder, hvor jeg havde brug for hjælp, så jeg ved nøjagtig, hvor meget det betyder, at du har et sted, du kan henvende dig, når du er desperat. Heldigvis støtter både min mand og mine tre piger mig.
Sofie er meget påpasselig med at sætte en decideret efterlysning i gang.
– Hvis politiet ikke har været ude med en efterlysning, skal jeg først have to pårørendes tilladelse til at sætte en efterlysning op, og jeg skal altid have et billede med godkendelse af familien. På den måde har jeg altid dokumentationen i orden. Det skal jo ikke være sådan, at en kvinde, der for eksempel får bank af sin mand og har fået skjult adresse, skal kunne findes af ham gennem os. Man skal også have lov at forsvinde, men af og til kan jeg lave et opslag, hvor der for eksempel står: Michael, giv lige lyd. Der er nogen, der er bekymret for dig.
Læs også: Trille blev levende begravet
Ny forening
De fysiske eftersøgninger tager også meget af Sofies tid.
– Jamen, når vi sætter gang i sådan én, får jeg nogle kontakter i den pågældende by, som kan hjælpe mig med at samle folk, eller som kender området, og så drager jeg afsted og går i gang. Det er bare benhårdt arbejde!
Og det hårde arbejde betaler sig.
– For nylig lavede jeg en lille statistik til mig selv over resultaterne fra to kvartaler. Fra den 1. januar til 1. maj 2016 havde jeg 31 forsvundne, 21 endte godt, 10 blev desværre fundet døde, og i samme periode i år blev 53 personer efterlyst på siden, 28 endte godt, 17 blev desværre fundet døde, og 8 er endnu ikke afsluttet.
Skønt arbejdet er helt frivilligt, føler Sofie sig alligevel belønnet.
– Jeg får overskuddet ved andres glæde, når noget lykkes. Ved de, der ender ulykkeligt, ved jeg, at jeg har været der og gjort en forskel. Jeg har lyttet og støttet. Jeg er jo de forsvundnes og tavses stemme, og jeg sætter ringe i vandet.
Det store arbejde har smittet, så nu har frivillige for nylig dannet en forening ved navn Støtteforening for forsvundne personer v/Sofie Sønderup.
– Ved deres hjælp har jeg bedre støtte, så jeg måske ikke selv skal sidde ved telefonen døgnet rundt, og vi kan desuden søge paragraf 18-midler, som er støtte til frivilligt, socialt arbejde. Det bliver rigtig godt, for det er så vigtigt, når man er i den desperate situation, at en pårørende er forsvundet, at man véd, nogen gør noget!
