Faktisk var det planen og drømmen, at både 21-årige Tobias Thorning Jørgensen og hans mor, Line Thorning Jørgensen på 44, skulle til de Paralympiske Lege i Tokyo som dressurryttere. De befinder sig begge i eliten af danske handicapryttere, og i lang tid pegede alting i retning af, at drømmen ville blive opfyldt.
– Min tidligere hest blev skadet og måtte aflives. Og hans efterfølger er alt for ung og uerfaren til at deltage i legene, siger Line om sin nuværende firbenede makker ved navn Højgaardens Zackzimo.
Tobias er dermed alene i sin kamp om at hente medaljer hjem til familien, når de Paralympiske Lege i morgen tirsdag skydes i gang. Line er imidlertid ved sin søns side, idet hun er med i Tokyo som hans hestepasser.
– Vi er sammen om vores interesse for hestesporten hver dag året rundt, så det er en perfekt løsning for os. Til PL er der naturligvis faste regler for, hvor mange personer hver atlet kan have med sig, og coronaen har gjort reglerne skrappere. Således må man ikke have sin egen træner med, men gerne en hestepasser, forklarer Line, der selv har været PL-deltager i 2004, 2008 og 2012 i henholdsvis Athen, Hongkong og London.
Tobias vinder dobbelt guld til PL: Se en video af hans præstation her
Født til at ride
Tobias’ hest hedder Jolene Hill, og hestene er købt og stillet til rådighed for Tobias og Line af Lego-arvingen Thomas Kirk Kristiansen og hans kone, Signe, der er vilde med hestesport og i mange år har været venner af familien. Også på anden vis har ægteparret sørget for optimale betingelser for de to dygtige paraatleter i form af stalde og træningsfaciliteter på ridecentret, stutteriet og hingstestationen Blue Hors i Tørskind mellem Billund og Vejle. Blue Hors er ejet af Thomas’ far, Kjeld Kirk Kristiansen.
– Vi kom hertil i oktober 2018, og her får vi betydelig mere ud af vores ridning end tidligere. Blandt andet får vi undervisning af Nanna Skodborg Merrald, som er en af landets topatleter inden for dressurridning. Nanna hjælper os desuden ved stævner og er i det hele taget supersød og en fantastisk klippe for os. Når hun er forhindret på grund af sin egen sportskarriere, kører vi fortsat til vores gamle træner, Bjarne Nielsen i Silkeborg. De to erfarne trænere supplerer hinanden godt, siger Line.
Her kan du i en lille film få nogle fakta om dressurrytteren Cathrine Dufour.
I tiden op til de Paralympiske Lege er Tobias jævnligt blevet spurgt, hvordan det føles at repræsentere Danmark.
– Og her må jeg svare, at det er som at repræsentere sin familie. I kraft af min mors udfoldelser er jeg jo vokset op på landsholdet. Jeg har på skift siddet på skødet hos folk i kørestol, som alle har kendt mig, siden jeg blev født, og jeg har kigget med ved utallige stævner. Jeg har i øvrigt selv redet altid. Jeg fik min første pony, før jeg overhovedet blev født, og jeg var springrytter på hyggeplan, inden min sygdom udartede sig, fortæller Tobias.
Sjælden muskellidelse
Sygdommen er en genetisk betinget muskellidelse, der hører ind under fællesbetegnelsen kongenit myopati. Tobias’ variant er kun set hos en lille håndfuld mennesker på verdensplan.
– Som barn spillede jeg en del fodbold, men da jeg var 10-11 år, begyndte mine ankler og knæ at hæve, og når jeg sparkede til bolden, skete det, at jeg simpelt hen væltede. I teenageårene blev symptomerne gradvis værre.
Lines historie er markant forskellig fra hendes søns:
– Jeg var også springrytter på hyggeplan og deltog i mindre stævner, og i 2001 væltede jeg bagover på en hest og pådrog mig en del skader. Blandt andet brækkede jeg venstre ben, og det udviklede sig til en nerveskade, som er skyld i, at jeg har føleforstyrrelser i benet og ikke kan støtte på det, fortæller Line, som bevæger sig omkring med sit ben i en særlig skinne, når hun ikke er til hest.
Læs om Julie, der blev mobbet med sin sjældne øjensygdom, men reddet af ridesporten.
Året efter ulykken gav hun sig i kast med parasporten, og allerede i 2003 vandt hun to guldmedaljer ved VM i Belgien. I 2014 valgte hun dog at tage nogle års pause fra de mange mesterskaber.
– I stedet koncentrerede jeg mig om hjemlige stævner. Jeg havde en hest, der havde det skidt med at rejse og fik mavesår, og skulle jeg fortsætte, ville det være på bekostning af hesten. Det ønskede jeg ikke, siger hun.
Tobias er af samme indstilling som sin mor, når det handler om hensynet til ens hest:
– Som atlet er man den, der får æren for resultatet. Men dyret skal præstere endnu mere, end man selv skal. Derfor er jeg meget optaget af at have et tæt forhold til min hest, lytte til dens signaler og tænke over, hvad jeg byder den, siger han.
Vibeke fik en blodprop for øjnene af 150 gymnaster. Læs hendes historie her.
Store oplevelser
Mor og søn bor i Give, og familien tæller også René, der er Lines mand og Tobias’ far.
– Han er selvstændig montør og manden, der holder det hele sammen. Det er hans indtjening, der gør det muligt for Tobias og mig at leve vores hesteliv og gøre det, vi brænder for. Og der skal indimellem løbes stærkt, skal jeg hilse og sige. Men han tager så vidt muligt med os til stævner, når arbejdet ikke kommer i vejen, fortæller Line om ægtemanden, der aldrig selv har dyrket ridning.
– Men gennem mig er han blevet interesseret i hestesport. Og han kan godt strigle en hest.
Tobias og Line træner seks gange om ugen i mellem 30 og 40 minutter. Den egentlige træning kan varieres med en skridtetur i skoven. Selv træner de med en fysioterapeut tre gange om ugen, og dertil kommer hjemmetræning.
– Men det er først og fremmest vigtigt, at hesten er glad og tilfreds. Derfor er det af og til træning nok at tage en stille og rolig tur i naturen og få lidt luft omkring ørerne. I øvrigt er heste forskellige. Nogle har brug for at være i gang. Min egen vil helst ud hver dag, mens Tobias’ hest skal have fridage indimellem. Jolene er i øvrigt en rigtig dame, som man ikke bare kan udsætte for hvad som helst uden først at spørge om lov. Generelt kan man sige, at hesten skal kunne lide sin rytter. Så gider den nemlig godt yde en indsats og er god selv i øsende regnvejr, hvor den får vand i både øjne og ører, siger Line.
Nu om stunder er der stilstand i Tobias’ sygdom. Den udvikler sig hverken negativt eller positivt.
– Uanset hvordan sygdommen tidligere har udviklet sig, er jeg fortsat med at ride. Jeg kan sagtens træne, men skal restituere bagefter. Jeg føler mig faktisk normal, når jeg sidder på en hest. Og selv om jeg er træt, når jeg kommer af, har jeg altid kunnet finde frem til den rigtige måde at gøre det på. Jeg har aldrig været bitter eller haft ondt af mig selv. På grund af mit handicap har jeg haft store oplevelser og mødt fantastiske mennesker. Og sådan regner jeg med, at det fortsætter, siger Tobias Thorning Jørgensen.
Dobbelt guld
Mandag den 30. august sikrede Tobias Thorning Jørgensen sig sin anden guldmedalje i dressur ved de paralympiske lege. Han præsterede et næsten perfekt ridt og fik en score på 78,9.
