Da Rie første gang skulle stå foran en klasse med grønlandske studerende, kunne hun godt mærke, at de lige skulle se hende an. For hvordan kunne en dansk lærer undervise dem i grønlandsk kultur? Det viste sig dog langt fra at være et problem, og de blev hurtigt gode venner.
Rie Oldenburg på 54 år underviser i grønlandsk kultur, kunst og kulturforståelse på Niuernermik Ilinniarfik - den tidligere handelsskole, nu Campus Kujalleq - i Qaqortoq i Grønland. Rie føler sig pæredansk, selv om hun har boet i Sydgrønland, siden hun var 30 år. For få måneder siden var hun med til at sende det andet hold af arktiske guider videre i livet - Rie har nemlig været med til at søsætte Grønlands eneste arktiske guideuddannelse. Et arbejde som hun elsker, og som hun føler er nødvendigt, fordi der er alt for mange udenlandske guider i landet.
Rie gik som 30-årig på universitetet i København, hvor hun studerede historie. Når hun ikke havde hovedet i bøgerne, brugte hun blandt andet tiden på Nationalmuseet, hvor hun som studentermedhjælper kunne dyrke sin helt store passion - middelalderen. En dag læste hun om et job på et museum i Narsaq.
Læs også om UNICEFs Børnepanel i Grønland
Frihed og frisk luft
Det blev starten på et eventyr, som hun dengang ikke vidste, ville fortsætte til den dag i dag. Rie fandt et lille afsides paradis med knap 2.000 naboer, hvor søvejen eller helikopter var eneste måde at komme til og fra på.
I Grønland fik hun med sin daværende mand døtrene Liv og Nuka. De er i dag 15 og 20 år, og de er begge født og opvokset i Grønland og føler sig både som grønlændere og danskere.
- Jeg er helt overbevist om, at de har haft en bedre barndom her, end de kunne have haft i Danmark. De har boet i en lille by, hvor alle har passet på dem. De har kunnet færdes frit rundt i byen og har haft mulighed for at opdage verden på en helt anden måde.
Senere startede Rie en ny tilværelse, da hun flyttede med børnene, Liv, Nuka og bonusdatteren Dina, til Qaqortoq. Her fik hun job som lærer på byens handelsskole.
Nærhed og tryghed
- Mit arbejde i dag gør, at jeg kan stå op hver morgen og være glad. Eleverne er nogle livlige unge mennesker, som indimellem også er håbløse og dovne, fortæller Rie med et stort smil og fortsætter:
- De er bare gode, kærlige mennesker. Mange af eleverne har meget at kæmpe med. Alt fra hjemve til problemer i hjemmet. Vi har den fordel, at vi er en lille skole sammenlignet med danske institutioner, så vi har tid til at lære eleverne at kende på en helt anden måde.
Her har hun været med til at starte en ny arktisk guideuddannelse, og til januar vil hendes ældste datter Liv få sin mor som underviser.
Selv er Rie ikke i tvivl om, at hun er havnet det rigtige sted.
- På skolen finder jeg glæde og overskud. Den menneskelige kontakt og nærværet med mine kolleger og eleverne er guld værd. Og så er det så vigtigt, at de unge bliver guider i deres eget land. Det er jo i virkeligheden ikke en gammel, dansk dame som mig, der skal det, lyder det med endnu et varmt smil fra Rie.
Lis er isbjørnevagt på Svalbard
