Lægen havde talt i noget, der føltes som ti minutter. I virkeligheden var det måske bare to. Han forklarede, hvordan de havde åbnet øjet for at fjerne ophobningen af blod, og at slaget havde fået nethinden til at løsne sig og krølle sig helt sammen. Da han endelig kom frem til konklusionen, fik den Annika og Christian til at bryde sammen.
Nu var det dem, der skulle gå vejen op til opvågningsstuen og overbringe deres datter Cæcilie dommen. Egentlig skulle de slet ikke sige noget, for Cæcilie havde sagt, at hvis synet på venstre øje ikke kunne reddes, så hun ville være blind, ville hun ikke vide det.
– Hun blev bare ved med at skrige. Hun skreg i timevis og vred sig rundt i hospitalssengen. Vi måtte holde hende for at få hende til at ligge stille, for hun var jo lige blevet opereret, husker Christian. Først skreg Cæcilie bare ”nej”. Så skreg hun, at hun ikke ville leve.
Cæcilie Valla Broman er i dag 21 år og bor i Worcester i England, hvor hun læser psykologi. Her bruger hun sin tid på studiet, veninder, venner og sin to år ældre kæreste, Miles. Når hun ikke får besøg af familien, rejser hun ofte selv hjem til Solrød Strand til forældrene Annika, 46, og Christian, 49, og sine to søskende, Freja på 18 og Malthe på 15.
Læs også: Mobbet med sin stemme: Nu synger Mette sig ind i alles hjerter
Den første ulykke
Tilbage i april 2014 tager familien Valla Broman på en tur til Paris, i anledning af at forældrene skal løbe maraton. På afrejsedagen går Annika og Christian en tur ned til en nærliggende café, mens Cæcilie og hendes bror bliver tilbage på værelset for at slappe af inden hjemrejsen.
– Jeg skændes lidt med min lillebror, sådan som søskende nu gør. Der var slet ikke noget alvorligt over det, husker Cæcilie.
I irritation over sin søster kaster Malthe en fyldt vandflaske mod hende. Flasken rammer uheldigvis hendes øje og får det til at sortne. Også i hukommelsen.
Med voldsom kvalme og svimmelhed bliver Cæcilie indlagt på et hospital i Paris, hvor hendes far bliver hos hende, mens resten af familien rejser hjem. Desværre er nethinden så ødelagt, at lægerne selv med en operation ikke kan rette op på skaden og dermed give Cæcilie synet tilbage.
Herfra ændrer livet sig faktisk ikke drastisk, og det er ikke et problem for den på det tidspunkt 17-årige pige at gå til de afsluttende eksaminer i 2. g på Solrød Gymnasium.
– Men til gengæld havde jeg et kæmpe problem med, at jeg nu ikke var helt ”normal”. Så jeg løj over for folk og sagde, at jeg godt kunne se med begge øjne, husker hun. Dog lukker Cæcilie sig mere inde på sit værelse og ender med at få en mild depression.
– Og jeg havde mareridt om, at mine øjne blev stukket ud. Jeg kunne vågne om natten og tænde lyset for at tjekke, om jeg stadig kunne se. Jeg var rædselsslagen for, at jeg skulle miste synet helt, husker hun.
Se også: Farvel til dårlig samvittighed: Jeg opgiver drømmen for min søn
Ulykke nummer to
I 3. g lysner det hele måned for måned. I december afleverer Cæcilie sin SRP, som er et studieretningsprojekt, og om aftenen tager hun sammen med sine kammerater til en fest for at fejre, at projektet nu er afløst af juleferie.
Sent den aften ringer det på døren til hjemmet i Solrød Strand. Udenfor står en ven af Cæcilie med et udtryk i øjnene, der fortæller, at noget er helt alvorligt galt. På det tidspunkt er Cæcilie allerede blevet hentet af en ambulance og kørt på Køge Sygehus. Hun var faldet og havde slået venstre øje mod en bordkant.
På sygehuset beslutter lægerne at vente med at operere hende til efter jul, og hun må derfor tage hjem med en klap for øjet og i en total blind tilstand. I familien bliver det den mærkeligste jul nogensinde.
– Hele julen svingede jeg mellem at være fyldt med håb og troen på, at jeg ville få synet igen, til at være ulykkelig og bange, siger hun.
Den 28. december venter endnu en øjenoperation og en afgørelse om, hvorvidt synet på højre øje kan reddes eller ej.
Selv om Cæcilie fra sengen på opvågningsstuen ikke kunne se Annika og Christians ansigtsudtryk, så kunne hun efter få sekunder fornemme stemningen, og at de manglende ord ikke var et bevidst valg fra forældrenes side. Det var mere en søgen efter de rette ord, som bare ikke var lå ligefor.
– Ret hurtigt kom en præst og en rådgiver fra IBOS, Instituttet for blinde og svagtseende, ud til hospitalet. Præsten sagde til Cæcilie: ”Jeg kan faktisk godt forstå, at du har lyst til at dø. Men du kan altid dø. Hvorfor ikke prøve at leve først?” fortæller Annika.
Læs også: Raphaels største ønske var en ven: Det var den bedste fødselsdag nogensinde
Et vendepunkt
Et par dage senere er det nytårsaften. Årsskiftet skulle efter den oprindelige plan have været fejret med en stor fest, som Cæcilie nu ikke kunne deltage i. Men aftenen blev alligevel skelsættende:
– Mine veninder havde lavet en quiz, som de kom forbi med, og stemningen var faktisk god, husker Cæcilie, der mærkede en glæde, som hun gerne ville forlænge.
Derfor blev Annika og Christian overtalt til at lade hende tage til en privatfest med vennerne nytårsaften, bare ganske kort. Dagen efter fortalte en glad Cæcilie sine forældre, at hun ville tilbage i gymnasiet og have sin studenterhue.
– Det var simpelthen for kedeligt at ligge derhjemme, smiler hun.
Og Cæcilie kommer hurtigt tilbage på skolebænken. Mor Annika tager orlov og støtter sin datter i at lære at finde rundt, tage tøj på, gå i bad, spise og læse lektier. De skriftlige årsprøver i marts klarer Cæcilie med et pænt resultat, og da det bliver sommer, får hun sin studenterhue på efter en så ihærdig indsats, at hendes karaktergennemsnit er højere, end det var i 2. g.
– At blive student var den første milepæl. Jeg tænkte, at når jeg kan det, så kan jeg også meget mere, fortæller hun.
Jeg er ikke syg
Det næste halve år går med at lære at bruge en bærbar computer, bruge en iPhone og deltage i mobility-træning, som går ud på at lære at begå sig med en blindestav. Så flytter Cæcilie til England og begynder på RNC, The Royal National College for the Blind, som er et gymnasium i byen Hereford, hvor svagtseende kan tage en uddannelse, møde mennesker i samme situation og lære at klare sig. Efter halvandet år på RNC får hun plads på psykologistudiet på et universitet i Worcester, hvor hun i dag har læst i et år. For Cæcilie skete det værst tænkelige, og ulykken fik hende i få dage til at betvivle lysten til at leve.
– Men jeg indså hurtigt, at jeg jo ikke er syg. Jeg har det godt og har mennesker omkring mig, jeg holder af. Livet er skrøbeligt. Det ved jeg nu. Og derfor sætter jeg mere pris på det, smiler hun.
Om fem år er endnu en milepæl nået, når hun bliver færdiguddannet. Hendes egne barske erfaringer har medvirket til, at hun som klinisk psykolog vil hjælpe folk, der kæmper mod psykiske lidelser.
