Vanessa har mistet sin far: Hun var fars pige

Mandag, 22. august 2016
Maja Kristine Lorentzen
Vanessa havde altid været fars pige. Men en sommerdag for 3 år siden, fik hun at vide, at far lige pludselig ikke var der længere. I dag er både Vanessa og hendes mor Helle kommet meget langt, og det skyldes blandt andet hjælp fra en sorggruppe i Børn, Unge & Sorg.
Klokken 5:00 en morgen i sommeren 2013 bankede politiet på døren hjemme hos Helle og Vanessa. Betjentene skulle overbringe en hjerteskærende nyhed. – Vi sad her og ventede på, at Vanessa vågnede, fordi vi skulle fortælle hende, at hendes far var død, fortæller Helle. – Det føltes som om, at der var en stor plads inden i, som lige pludselig forsvandt, husker Vanessa. Læs også om Anna, der er ung enke og enlig mor Familien Kastor Hoffamann, mor Helle, far Harry og datter Vanessa, havde planlagt tre ugers sommerferie. Men på Harrys sidste arbejdsdag inden kom han ikke hjem igen. Han var faldet om. Uden varsel stoppede hans hjerte med at slå. Det er nu tre år siden. Vanessa, der i dag er 10 år, og Helle er begge kommet meget langt i deres bearbejdelse af sorgen. Børn, Unge & Sorg har været en stor hjælp til det, da organisationen fik Helle og Vanessa involveret i en sorggruppe, som de stadig ses med i dag.

Genkendelse i Børn, Unge & Sorg

Helle fandt frem til organisationen Børn, Unge & Sorg, som tilbyder gratis hjælp til børn og unge, hvis forældre eller søskende er alvorligt syge eller døde. Helle og Vanessa kom i en sorggruppe på 8 personer med børn på Vanessas alder. – Det var virkelig dejligt at møde andre, der også havde prøvet det. Det hjalp mig igennem en hel del, siger Vanessa. – I starten sagde vi, at vi skulle mødes med sorggruppen. Men det klinger lidt dårligt, så nu kalder vi os familiegruppen, fortæller Helle. Læs også om, hvordan Kirsten kom over tabet af sin mand Halvdelen af familiegruppen mødes stadig, selvom det oprindelige forløb for længst er ovre, og de børnene har knyttet stærke venskaber. – De kan ikke have set hinanden i 2 måneder, men fra det øjeblik de træder ind i det samme rum, så ser vi forældre dem faktisk ikke mere. Jeg tror, det er et venskab, der holder hele deres liv - de fire, der stadig ses.

Gøre mor glad

Helle fortæller, at Vanessa altid har været fars pige. – Far var den bedste i verden. Han var nummer ét. Og jeg var nummer to. Tre, nogle gange, siger Helle med et skævt smil. Både hun og Vanessa griner. Umiddelbart efter Harrys død havde Vanessa ikke lyst til at være derhjemme - hun kunne ikke holde ud at se sin mor ked af det. Læs også om Maxine, der gav sin mor livet tilbage – Hun gik rundt sådan her med fingrene og sagde: Mor, du skal smile! fortæller Helle, og tvinger sine mundvige opad med to fingre for at demonstrere. – Sådan var det i lang tid, og det sidder stadig i hende, fortsætter hun. – Jeg føler, jeg skal gøre hende glad på en eller anden måde, forklarer Vanessa.

Et stærkere forhold

Vanessa kigger tænksomt på sin mor. – Vores forhold er helt sikkert blevet stærkere, siger hun. Helle er enig. – Jeg har fået meget mere af Vanessa. Og vi er meget tætte, siger hun og fortsætter: – Hvis der et år forinden var én, som sagde, at vi ville miste Harry, så tror jeg ikke, jeg ville have troet, at vi var kommet så langt, som vi er nu. Det har overrasket mig, at vi allerede er kommet rimelig godt på fode igen. Men vi savner ham stadig hver dag. Og der går ikke en dag, hvor vi ikke snakker om ham eller tænker på ham. Læs hele Vanessa og Helles historie i Familie Journal nr 34