Vi lever sammen - i hver sit land

Mandag, 2. november 2015
Vi lever sammen - i hver sit land - af Ole V. Hansen
For 39 år siden flyttede de sammen i Aarhus. Og Louise og Michel Bellaiches ægteskab er ubrydeligt. Selv om de i dag bor mere end 2.000 kilometer fra hinanden, har afstanden kun styrket deres forhold.
Sant Pere de Ribes De fleste ægtepar ville nok betragte det som en forpremiere på skilsmissen! Men ikke danske Louise og franske Michel. Om de så nok så meget er flyttet mere end 2.000 kilometer fra hinanden – hun blev i Aarhus, han slog sig ned i en lille, katalansk landsby en bid vej syd for Barcelona – tvivler hr. og fru Bellaiche ikke et øjeblik på, at de bliver sammen til deres dages ende. Sådan har det jo været de seneste 12 år af deres 39 år lange samliv. Ikke en dag går, uden at de tales ved i telefonen. Alt diskuteres og aftales. Anderledes kan det vel næppe være, når parret så at sige flyttede sammen selvsamme aften, de mødtes. På det daværende Jazzhus Tagskægget i den jyske hovedstad. – Michel måtte dog tage til takke med sofaen i gæsteværelset den første nat, kommer det forsigtigt fra Louise. Hun har netop været i Sant Pere de Ribes, den nordøstspanske lilleby, Michel faldt for ved første blik. Sådan som han forelskede sig i Louise i det øjeblik, han så hende. Er du også vild med Spanien? Her får du gode tilbud på pakkerejser >>

Altid nomade

Men når de er så glade for hinanden – nærmest som nyforelskede – hvorfor fulgte Louise så ikke med sydpå? Det var også hensigten. Men det er ikke så ligetil at skifte jobbet på Skejby Sygehus ud med et tilsvarende på et af Barcelonas hospitaler. Louise er perfusionist – højtuddannet specialist, der betjener de hjerte-lunge-maskiner, der kan erstatte såvel hjerte som lunger under kirurgens indgreb. – Selvfølgelig kunne jeg udføre det samme arbejde i Spanien. Men jeg ville nok være nervøs for sproget. En enkelt fejl kan jo betyde forskellen mellem liv og død. Så foreløbig bliver jeg i Aarhus, hvor jeg er tilkaldevagt og i perioder står til rådighed døgnet rundt. Samtidig sparer jeg tid op, som jeg så kan dele med Michel, forklarer 64-årige Louise, der fik sin sygeplejerskeuddannelse i Frankrig, efter at hun havde truffet sin to år yngre tilkommende. – Ventetiden i Danmark var lang. Så jeg slog til, da jeg kunne komme ind på sygeplejeskolen i Nevers i Bourgogne-regionen. Og Michel tog naturligvis med, siger Louise, der – påstår hun i hvert fald – godt forstod, at Michel efter 27 års ægteskab og med deres to fælles børn i Danmark en martsdag i 2003 traf sin endelige beslutning, da han blev tilbudt jobbet som leder af et stort spansk firma; han måtte rejse. – Hvad der ikke var det samme som at forlade mig. Han var, er og forbliver min mand. Et liv uden hinanden er utænkeligt. Det var da også hans rodløse flakken omkring, der bragte ham til Danmark. På tommelfingeren og ludfattig. Omend ved en fejltagelse. – Da jeg i Tyskland ville sætte kurs mod Venedig, kom jeg til at stille mig i nordgående retning på motorvejen og endte i stedet i Hamburg. Og senere i Jylland, hvor jeg solgte hjemmelavede lædervarer på gaden og boede i kollektiv på Djursland. Sådan tegnede tilværelsen sig for den unge, ufaglærte franskmand den aften, han sammen med andre af kollektivets beboere ”faldt ind” på Tagskægget, hvor Louise i sin fritid hjalp til på kontoret. Leder du efter kærligheden? Her kan du møde singler på 50 plus >>

Miraklet kom

Kort efter delte de adresse. De havde nemlig langt mere til fælles end interessen for jazzmusik. Begge var følelsesmennesker, der både kunne le og være stille sammen. I årene, der fulgte, uddannede Michel sig først som sadelmager, dernæst elektriker og sluttelig ingeniør på Aarhus Teknikum. Gift blev de også. På rådhuset, og mens pengene endnu var små. – Jeg var i fin, hvid kjole fra Blå Kors og røde kinasko. På et tidspunkt, hvor vor nu 34-årige søn allerede var født. Han var vores mirakel, syntes vi. Efter syv barnløse år troede vi nemlig ikke, at jeg kunne blive gravid. Otte år senere kom datteren til. Og som bare 14-årig var hun den, der blev mest vred, da far fortalte, at nu flyttede han til Spanien. – Når det ikke længere er en selvfølge – en vane – nyder vi endnu mere at være sammen, er Louises facit på det ægteskabelige regnestykke. – Når jeg er i Aarhus, er jeg hjemme uden geografisk at være det. Det samme med Louise her i Catalonien. De bor med andre ord stadigvæk fast sammen – i hver sit land! Læs også om parterapi Få en god pris på dit næste hotel her >>

Artiklen indeholder affiliate links