Vi nyder at have et alternativ til byen

Onsdag, 20. november 2013
af Mary Steengaard / Foto: Jacob Ljørring
Når man ikke vil trækkes igennem en lang aften i byen for at finde sin udkårne, er der heldigvis andre og mere moderne muligheder. Events4singler.dk afholder single-aftener der ikke behøver være andet end ren hygge.

Duften af nybagt pizza kildrer næseborene, og det veldækkede bord i den store, lyse stue venter kun på, at lækkerierne bliver serveret.

- Er der nogen, der vil have et glas hvidvin? Jeg tog en flaske med!
Tilbuddet kommer fra 47-årige Flemming, der straks går i gang med at åbne flasken, mens snakken går lystigt blandt de øvrige fem gæster.

Lejlighedens indehaver, 41- årige Helle, tager imod et glas, mens hun med den anden hånd inviterer sine gæster til at sætte sig til bords.
- Nu ved jeg jo ikke, hvad I kan lide, men jeg har altså bare købt helt almindelige pizzaer, siger hun og snupper selv et stykke.

LÆS OGSÅ: Nem og sund kylling til daten

Mens pizzaerne bliver nydt, og der skåles i hvidvin, breder der sig en hyggelig stemning, hvor snak og latter fylder stuen - akkurat, som det normalt er, når gode venner mødes til lidt mad og et hyggeligt brætspil. Forskellen er bare, at disse gæster stort set ikke kender hinanden.

- Et par af os har mødt hinanden før, men det er første gang, at vi seks er sammen for at hygge og spille et brætspil i aften, fortæller Helle, som velvilligt har lagt lejlighed til. De tre kvinder og tre mænd har fået kontakt til hinanden på nettet på et splinternyt site, events-4singler.dk, som netop inviterer alle singler til at forlade sofaen og komme ud i livet for at få nogle sjove og hyggelige oplevelser.

LÆS OGSÅ: De fandt kærligheden på nettet

- Siden jeg begyndte at benytte den mulighed, har jeg simpelthen haft så mange fede oplevelser, fortæller Helle, som er singlemor til to teenagebørn.

- Jeg har været fraskilt et par år og nyder min singletilværelse især efter, at jeg har fundet ud af, hvor let det er at møde andre søde og rare singler. Møder nye mennesker Flemming er helt enig.

- Jeg er alenefar til en søn på 17, som går på efterskole lige nu, og jeg kunne nok ligesom mange andre forfalde til en lidt begivenhedsløs fritid, hvis jeg ikke havde opdaget events4singler.dk. Men jeg skal da lige love for, at mit liv er indholdsrigt og spændende. Jeg har mødt så utroligt mange dejlige mennesker og været på rigtig mange meget forskellige ture med folk, jeg aldrig havde mødt før.

Farvel til tredje hjul

42-årige Helle fra Køge har samme oplevelse af det nye site og fortæller smilende om sin opstart.

- Jeg hørte om siden i radioen, og på det tidspunkt var jeg godt nok ikke helt single, men på vej til at blive det, så jeg noterede mig lige nyheden. Da jeg blev single, var de fleste af mine venner jo stadig i parforhold, og så hænger man der som det tredje hjul, siger Helle.

Pizzaerne er spist, og nu bliver bordet ryddet, inden kaffekopperne og brætspillet kan komme frem. - Har alle prøvet at spille "Settlers" før? spørger Helle.

Et par stykker svarer bekræftende, men for resten af gæsterne er spillet helt nyt, så Helle går i gang med nøje at forklare, hvad det spændende strategispil går ud på. Der lyttes nøje og koncentreret, mens kaffen skænkes, og snart kan spillet gå i gang.

Føler sig godt tilpas

- Jeg er også helt vild med at spille, fortæller 53-årige Pia, som i forvejen var ven med Helle på Facebook.
- Især brætspil er godt, og så kan jeg godt lide, at man inviterer til at være aktiv sammen.

Pia har holdt lav profil et par år på grund af sygdom.
- Jeg har lige været igennem en kemobehandling i to et halvt år, men nu er jeg blevet rask, så jeg skal til at begynde på alt det sjove igen. Og så er events4singler.dk alle tiders sted at finde både begivenheder, fester


og nye venner.

Pia nyder at være blandt nye venner.

Indehaveren, Poul Hjortbøl, er faktisk også personlig deltager i aftenens brætspil.
- Jeg elsker selv at komme ud og møde nye mennesker, så jeg deltager i så mange af tilbuddene, som jeg kan finde tid til, fortæller den 49-årige iværksætter.

Et alternativ til byen

- Man kan selvfølgelig gå i byen, men der er bare ikke ret mange steder, hvor ikke helt unge kan nyde livet, og mange singler bryder sig ikke om at bevæge sig ud i et hav bestående af lykkelige par. På de forskellige datingsider bliver der heller ikke altid holdt, hvad der loves. Så jeg tænkte, at vi som singler måtte kunne hjælpe hinanden og finde hinanden på en anden måde.

Tanken førte til handling, og i foråret kunne Poul byde velkommen til alle singler, der måtte have lyst til at mødes på kryds og tværs i forskellige aktive sammenhænge.

- Alle, der har lyst, kan slå en begivenhed op på siden og invitere det antal mennesker, de har lyst til. Vi har biografture, koncerter, brunch, tøjbytte, fisketure, fitness, nisseparty, danseundervisning, racerture, kano- og vandreture, maskebal - ja, der er stort set ingen grænser for, hvordan singler kan få mulighed for at mødes og foretage sig noget sjovt sammen.

Væk med generthed

Poul slår også selv en del begivenheder op.

- Jeg har for eksempel haft seks grillarrangementer hjemme i mit eget hus, hvor jeg bor med den ene af mine to teenagesønner. Desuden opretter jeg fredagsbar rundt om i landet, julefrokost, vildtbuffet og skøre ting som et fodboldspil, hvor vi er spændt sammen som til bordfodbold og så skal arbejde sammen for at vinde.

Selv om det er svært at forestille sig, når man møder Poul, der har arbejdet både som brandmand, ambulancekører, it-konsulent og erhvervsdykker, fortæller han, at han selv har været meget genert.

- Jeg meldte mig i sin tid til et statistbureau for at udfordre min generthed, og fordi jeg ved, hvordan det føles, har jeg på sitet lavet en "buddy-ordning". Det vil sige, at man kan sætte et kryds og tilbyde sig som "buddy", og så kan man følges med en anden til de forskellige arrangementer.