Vi på 60+ kan også: Hiphop – og ih, hvor går det godt

Fredag, 1. februar 2019
Af Kirsten Beyer Foto: Jeppe Michael Jensen
Nej, hiphop er ikke kun for unge med hang til rap og alt for stort tøj. Med kunstige hofter og føleforstyrrelser i venstre ben og arm har Familie Journals udsendte deltaget i en Bootcamp Hip Hop 60+ og kan kun sige: Det er supergod motion. Og sjovt – især fordi dansen er udfordrende for en 63-årig nybegynder…
Vi på 60+ kan også: Hiphop ? og  ih, hvor går det godt

– Bounce, bounce, bounce…

Ordet udtales her med jysk accent som ”baunse”, med tryk på første stavelse, og bliver råbt igen og igen af Charlotte Knudsen, 35 år, som er opvokset i Viborg. Nu står hun over for mig i den store rundkreds i sal 1 i Dansekapellet på Bispebjerg Torv i det nordvestlige København.

Hun råber for at være sikker på, at vi, som danner rundkredsen – 16 kvinder og en enkelt mand plus Charlotte – kan høre hende gennem den rytmiske musik, der lyder meget højt fra højtalerne og er den musik, vi bouncer (”gynger” op og ned) til efter bedste evne og med blikket stift rettet mod Charlotte, som smidigt demonstrerer, hvordan vi skal gøre.

Læs også: Reportage: Rigtige kvinder dyrker motion

Som en gyngende abe

Den ene væg i salen er en spejlvæg, og da mit blik rammer den, kommer jeg til at grine. For i spejlene kan jeg se, at jeg ikke er den eneste, som ligner en stillestående, ”gyngende” abe, der prøver at holde takten.

Forinden har Charlotte instrueret os i at grounde. Det vil sige, at vi skal stå i en lidt bredstående stilling, solidt plantet på fødderne, gå lidt ned i knæ – og have løse knæ, så det er lårmusklerne, der arbejder. Og SÅ kan vi ellers begynde at ”gynge” i takt til musikken med armene hængende afslappet ned langs siderne.

Derfor min sammenligning med aberne, og jeg ser nu – stadigt grinende og i bevægelse – på min herlige journalistkollega her på Familie Journal, Greta Johannsen, som har ansvaret for, at vi står her og forsøger at lære hiphop.

Læs også: 7 tips der gør din overgangsalder nemmere

Tyk-dame-gymnastik

For et par uger tidligere kom Greta hen til mit skrivebord på redaktionen med ordene:

– Bootcamp Hip Hop 60+, er det ikke noget for dig?

Hun viftede med en pressemeddelelse om arrangementet i Dansekapellet, er selv 60+ og kunne godt tænke sig at deltage, selv om hun er meget bevidst om sin manglende evne til at koordinere sine bevægelser. Som hun sagde:

– Jeg går jo til tyk-dame-gymnastik, og når vi der får at vide, at vi skal gå til venstre, så går jeg til højre – og omvendt. Og det samme gælder, når armene skal den ene vej, så sender jeg dem den anden vej.

Læs også: Hedeturene forsvandt med træning

Klar på en udfordring

Det udsagn satte gang i mine 63-årige lattermuskler, og da jeg både kan lide at danse, uden at være specielt god til det, og gerne tager imod udfordringer, ankommer Greta og jeg altså til Dansekapellet denne mandag morgen kl. 9.30 iført behageligt tøj og meget spændte på, hvad der venter os. Mine gamle zumbasko, et par joggingbukser, en sports-bh og en løs stropbluse skulle senere vise sig at være alt for varm påklædning.

Vi skal begynde kl. 10, og de andre deltagere, alle 60+, begynder at indfinde sig. Nogle af kvinderne kender hinanden, og, kan vi høre, danser hiphop hver fredag i Dansekapellet, hvor vores instruktør Charlotte har et hold for netop 60+.

Halvanden time hver formiddag på hverdagene i efterårsferien skal vi danse. Fredag bliver en smule anderledes, for da skal vi afslutte med et lille show, hvor vi for venner og familie og andre i Dansekapellet kan vise vores nye færdigheder.

Læs også: Sådan træner du efter din alder

Kikset koordinering

Så er vi i gang, og Charlotte råber, at vi skal bøje overkroppen skiftevis forover og bagover, stadig i let bredstående stilling og med let bøjede og løse knæ, så det er lårmuskler og hofter (mine er kunstige, men forhindrer mig heldigvis ikke i fysisk udfoldelse), der arbejder, og ikke lænden. Igen i takt til musikken og med løse arme. Det går meget godt, indtil hun sætter tempoet op.

Så skal vi i raskt tempo dreje hovedet skiftevis til venstre og højre, og jeg kan konstatere, at det med højre og venstre heller ikke lige er mig på et dansegulv.

Grinende finder jeg – og andre med mig – ud af, at det med at se den forkerte vej skyldes, at vi står over for Charlotte i rundkredsen, så når hun drejer hovedet til højre, så drejer vi vores til venstre. Og den fejl forfølger os under hele forløbet.

Latteren lyder igen og igen, og især når jeg får øjenkontakt med de to meddansere på hver side af mig, som gør det rigtigt, når vi skal dreje overkroppen skiftevis til højre og venstre. For jeg skal jo ikke have øjenkontakt med dem, men se deres rygge og vrikkende hofter.

For selvfølgelig skal vi ikke bare stå der og ”smågynge”, vi skal bevæge os. Charlotte råber på mere energi, og vi prøver alle at følge hende, det bedste vi kan. Og uanset vores mange fejl råber hun også en masse rosende ord til os undervejs – hun er god til at tackle alle os, der kunne være hendes forældre (eller bedsteforældre).

Er du klog på dans? Så kan du prøve kræfter med vores quiz om Vild med dans

Michaels moonwalk

At forklare de mange forskellige bevægelser – eller moves, som de hedder – der skal gøre det ud for hiphop, er noget nær en umulighed for en nybegynder som mig. Men hold op, hvor får vi bevæget os! Hele kroppen og ikke kun i rundkreds, men rundt på hele gulvet. Og efterhånden i et tempo, der giver godt med sved på panden, og jeg minder mig selv om, at jeg skal tage tyndere tøj på i morgen.

Pauser? ”Nej, det bruger vi ikke, kun få kortvarige til lige at drikke noget vand,” som Charlotte siger.

Til gengæld groover vi. Det vil sige, bevæger hele kroppen (stadig med let bøjede og løse knæ).

Vi kaster håndtegn, og jeg må igen og igen le højt, når armbevægelser skal kombineres med benspjæt i højt tempo.

Michael Jackson mindes vi, da vi til hans musik instrueres i at moonwalke – (hans berømte glidende baglæns gang). Det står hurtigt klart, at jeg ikke kan gøre ham kunsten efter, hvor gerne jeg end ville.

Læs også: Danser med Parkinsons: Vi bliver ikke raske - men gladere

Afsluttende show

Jeg er klar igen tirsdag og to dage mere denne uge, mens Greta nøjes med en torsdagslektion, fordi hun har andre opgaver for Familie Journal.

Fredag er den store show-dag, og vi mødes alle på scenen i Dansekapellet og øver vores lille opvisning. Koreografien, som Charlotte har øvet med os tirsdag og torsdag, er ikke helt på plads hos os alle, så det er godt at få genopfrisket den igen og igen, før tæppet går kl. 11.

Efter små tre minutter er det hele slut. Jeg (og andre med mig) nåede at begå mange fejl undervejs, men hold op, hvor var det sjovt! Og publikum – masser af børn og voksne – klappede så vildt, at vi var kede af ikke at kunne byde på et ekstra nummer.

At sige farvel til holdet og især Charlotte var trist, men stort set dagligt sender jeg dem alle en kærlig tanke, når jeg lige laver nogle hiphop-moves i mit køkken, mens jeg venter på morgenkaffen. Et par af dem sidder altså fast. Og hvem ved, måske er der plads på fredagsholdet, når jeg engang går på pension?