FCK skal spille mod SønderjyskE denne dag på stadion i Haderslev. Det kan godt være, københavnerne tror, de kan vinde over sønderjyderne, men så kan de være glade for, at de ikke stiller op mod SønderjyskEs allerstørste fan: Vibeke Münster.
Hun bærer sin lyseblå klubtrøje med samme stolthed, som en anden kvinde ville bære en designerkjole. Hun har kæmpet for den og tabt sig 40 kilo for at kunne passe den.
Vibeke er modtageperson for gæsterne fra København. Hun siger velkommen og viser dem til rette, inden hun går hen til sin egen plads, der hvor hun altid sidder sammen med Kent, børn og børnebørn. For er der noget, de er bidt af i hendes familie, er det fodbold, som SønderjyskE spiller det.
Vibeke har altid elsket fodbold, men det er først nu, hun har fået en fodboldtrøje. De fandtes simpelthen ikke i hendes størrelse, og så måtte hun jo, som hun siger, ''tage sig sammen''.
– Man siger altid, at det handler om at lukke kæften og lette røven, når man vil slanke sig, og det er desværre rigtigt nok. Der findes ingen nemme udveje, så jeg har gjort det på den hårde måde, siger Vibeke, som – tydeligvis – er en kvinde, der siger tingene ligeud.
Æblesæson: Sådan får du mest glæde af dine æbler
Blodprop i hjertet
Det har hun lært sig selv, for hun vil have noget ud af sit liv. Det er seks år siden, hun troede, at hun ikke ville blive meget ældre. Det var dengang, hun fik en blodprop i hjertet.
– Jeg var meget overvægtig. Jeg har altid været vild med at hygge mig i sofaen om aftenen med chokolade og småkager, men efterhånden fik jeg det dårligt. Jeg tænkte, at jeg måske havde fået diabetes, fordi mit sukkertal var ret højt, men lægen ville vente med at påbegynde behandling. Den kom vi aldrig i gang med, for en aften fik jeg det virkelig dårligt.
Jeg svedte og var helt ufatteligt træt, og jeg havde ondt i kæben og i halsen. Det endte med, at Kent fik tilkaldt en vagtlæge, og så blev jeg indlagt på Haderslev sygehus 28. oktober 2013. Det viste sig, at jeg havde fået en blodprop i hjertet, fortæller Vibeke.
Det viste sig også, at hun havde diabetes 2. Faktisk var hun i meget dårlig forfatning. 129 kilo fordelt på kun 160 cm i højden er ikke sundt. Efter nogle dage blev hun sendt videre til Odense Universitetshospital for at få lavet en stent (ballonudvidelse, red.) i hjertet. Da hun lå der på briksen, klappede alle hendes blodårer sammen, og Vibeke nåede at tænke, om det virkelig var nu, hendes liv skulle ende.
Tabte 20 kilo
– Jeg var kun 40 år, gift, mor til to, og på det tidspunkt havde jeg fået mit første barnebarn. Jeg havde så meget at leve for, og så lå jeg der ...
Det gjorde det heller ikke bedre, at lægen bagefter konstaterede, at det er sådan, det går, når man er for tyk! Den bemærkning sved, for lige så rap Vibeke er i munden, lige så smørblødt er hendes hjerte, for derinde sidder den lille pige, der har lært sig at være rapkæftet, fordi andre mennesker kan være hårde mod dem, der ikke er høje og slanke.
Da Vibeke kom hjem fra hospitalet, var hun blevet en anden, og hun havde en mission.
– Jeg droppede alt, der var usundt. Faktisk sultede jeg mig selv, for nu skulle det være. Jeg ville tabe mig, og det gjorde jeg også. Jeg tabte 20 kilo på seks måneder, men jeg var ikke glad. Jeg spiste mindre og mindre, jeg var kun optaget af vægten og kunne slet ikke tænke på andet. Det ville ende galt, men det kunne jeg ikke selv se, fortæller hun.
Se galleriet: Vi har samlet kandidaterne til Årets Taber 2019
Ud med vægten
Det var her, Kent trådte i karakter. Han har været Vibekes mand, siden de var helt unge. De har klaret meget sammen, men nu blev det for meget for ham. Han tog sin kone med til lægen, og da lægen sagde til Kent, at han skulle få badevægten væk fra Vibeke, greb han chancen.
For første gang hævede han stemmen over for sin kone og sagde, at nu var det slut. Vægten skulle væk, ellers svarede han ikke for følgerne...
– Så stoppede jeg, for jeg kunne godt selv se, at jeg ikke var blevet lykkeligere af vægttabet. Snarere tværtimod. Desværre faldt jeg hurtigt tilbage til mine gamle vaner, og så steg vægten igen. Jeg dyrkede heller ikke motion mere.
Aya er sjælden: Måske eneste i Danmark med diagnosen dysautonomi
Drømmen om en trøje
– Da jeg var helt ung, spillede jeg fodbold, og lige siden dengang har jeg været en stor fan af SønderjyskE, også dengang de hed Haderslev FK. Jeg tror ikke, der er en kamp, jeg ikke har set, og heldigvis er både børn og børnebørn lige så vilde med fodbold, som jeg er, siger Vibeke.
Hun og familien sidder på det, der hedder "stemningsafsnittet", når klubben spiller på hjemmebane i Haderslev. Det er her, hun synger slagsange, vifter med flaget og kommer med tilråb. Vibeke elsker det, men i lang tid var hun også ked af det.
– Jeg stod bare der i mit almindelige tøj, fordi jeg var for tyk til at kunne få en klubtrøje på. Derfor besluttede jeg mig for, at nu skulle det altså lykkes. Jeg VILLE bare have den trøje, siger hun.
Derfor begyndte hun igen at tale om at blive slank, og hvis Kent var bekymret, skjulte han det godt. Måske ville det gå godt denne gang, for Vibeke ville lave det, hun kaldte kostomlægning. Han håbede på det bedste.
Morgenmad og motion
Det er nu snart to år siden, at Vibeke lagde sit liv om. Hun har tabt 40 kilo og vejer nu 90 kilo. Hun vil tabe sig mere, hun er på rette vej, og heldigvis er det ikke længere så svært.
– Jeg begyndte at spise morgenmad for første gang i mit liv. Skyr med frugt om morgenen, og ellers går jeg efter de nøglehulsmærkede madvarer, for jeg ved, de er sunde. Inderst inde ved alle jo godt, at det ikke er sundt at spise småkager, slik, burgere og andet usundt hver dag, og det var jo netop det, jeg skulle stoppe med.
– Mit mål var at komme til at kunne passe den lyseblå klubtrøje, og det var virkelig en god motivation for mig. Denne gang har jeg ikke tabt en masse på kort tid, men kiloene er forsvundet stille og roligt, og så har jeg puttet lidt motion ind i hverdagen. Jeg går så meget som muligt, og hvis jeg skal bruge bilen, parkerer jeg den så langt væk, at jeg alligevel får rørt mig lidt.
- Faktisk har jeg også været i motionscenter, selv om jeg ellers altid har sagt, at det ville jeg ikke. Hvis jeg får lidt hjertebanken, når jeg går ind på centeret blandt alle de slanke, siger jeg til mig selv: "Jeg har betalt for at være her, og jeg har mere brug for det end de tynde, unge mennesker, der er her." Så kan jeg godt, fortæller Vibeke.
Lige så hurtig i replikken Vibeke er, lige så sårbar er hun inderst inde. Hun er førtidspensionist, fordi hun i mange år har lidt af depression og angst, så for hende er det en kæmpe sejr at gennemføre en masse nyt – og fodbolden kan virkelig drive hende til nye mål.
Kære Puk: Jeg gider ikke have den kat i min have
En ny Vibeke
– Jeg havde bestilt klubtrøjen hjem i den største størrelse, og så hang den der på skabet, indtil jeg kunne passe den. Jeg tudede, første gang jeg tog den på, og den bare sad, som den skulle. Jeg er stolt af, at jeg har tabt 40 kilo, og jeg er stolt af, at jeg har taget et aktivt valg og gør noget selv for at få det bedre.
– Det har også gjort, at jeg er blevet bedre til at gøre det, jeg gerne vil, for jeg tænker ikke længere så meget over, hvad andre mener og tror. Derfor går jeg i bikini på stranden, selv om jeg godt ved, jeg stadig er for tyk, og derfor fik jeg lavet en SønderjyskE-tatovering på indersiden af armen. Jeg er glad, jeg har så meget at leve for, så hvorfor skal jeg lade andre mennesker og mine egne tanker begrænse mig, siger Vibeke.
Kort sagt: Der skal meget til at slå Vibeke ud – og det kan FCK da slet ikke.
