Vores heste har givet uforglemmelige oplevelser

Lørdag, 21. marts 2020
Foto: Dan Mariegaard
Dan Mariegaard
Ægteparret Gunda og Hans Jørgen Knudsen fra Aalestrup har ikke færre end otte jyske heste, og de får rosetter og ærespræmier i et væk for de store dyr.
Gunda og Jørgen Knudsen

Gunda gjorde det klart fra begyndelsen. Hun skulle ikke nyde noget af at stå på den samme side af hegnet som de store muskuløse jyske heste. Det dér var Hans Jørgens hobby – ikke hendes, slog hun fast.

I dag er det helt utænkeligt, at 65-årige Hans Jørgen skulle drage af sted med hestetraileren spændt bag bilen uden Gunda til et af de mange dyrskuer, hvor deres jyske heste får den ene roset og ærespræmie efter den anden.

Ægteparret fra Thorup ved Aalestrup i Himmerland er kendt af mange i lokalsamfundet. Eller som Hans Jørgen formulerer det med et skævt smil: Mange ved, hvem vi er, men det gælder ikke nødvendigvis den anden vej.

For Gunda og Hans Jørgen er ”dem med de jyske heste”. Otte af slagsen har de, og de store dyr står på markerne bag parrets landejendom, hvor de har boet siden 1974. Hesteejere blev de dog først i 2002, hvilket var lidt af en tilfældighed.

Læs også: Vi har smerter hver dag - og hvad så?

Købte en krydsning

Parret har i dag fire voksne sønner, og det var tilbage i 2002, at en af sønnerne ønskede sig en hest. Hans Jørgen var med på idéen, og uden at have planlagt det endte han med også at købe en krydsning mellem en fjordhest og araber. Desværre blev den syg og måtte kort efter aflives. Forsikringen gjorde dog, at Hans Jørgen havde penge til at købe en ny, og det blev til familiens første jyske hest. Et hingsteføl fra Vesterbølle Museum. Tre år senere købte de dens mor, Alma, der var i fol. Luna kom til verden, og hun er stadig den dag i dag en del af hesteflokken på marken.

– De heste betyder alverden for os, og vi bruger mange timer på dem. At vi har det her sammen, Gunda og jeg, det er helt fantastisk, siger Hans Jørgen og understreger det med at fortælle, at ferier er der ikke noget af, når man har så mange heste.

– Men det gør os heller ikke noget, tilføjer han lynhurtigt, mens Gunda nikker ved siden af.

Læs også: Der er en vej ud af mareridtet

Masser af rosetter

For efter Luna begyndte parret at avle de jyske heste, og lige nu er der faktisk fire føl på vej inden for de næste to måneder. Derudover har de lært sig at mønstre hestene og deltager i fem-seks dyrskuer om året. Loftsværelset afslører derfor adskillige rosetter og diplomer fra årenes løb – og er der noget, der næsten er sikkert, hver gang de deltager, er det, at deres heste scorer toppoint.

– Første gang vi deltog, blev vi meget overraskede over, at vores heste fik så flotte placeringer. Og så bliver man da bidt af det, siger Hans Jørgen med en vis stolthed i stemmen.

Stoltheden fornemmes også, når talen falder på Gunda. For det var ikke ham, der pressede hende til at komme om på samme side af hegnet som hestene. Det besluttede hun selv, og det fællesskab, ægteparret har om hestene, er helt uundværligt, er de begge enige om.

Læs også: Jeg har fået livsglæden igen

Fik en blodprop

– Vi har altid haft meget sammen, Gunda og jeg, og det blev ikke mindre, da jeg fik en blodprop i hjernen i 1991. Pludselig en aften slog lynet ned, og jeg fik det så dårligt og kunne slet ikke tale, fortæller Hans Jørgen, der kom sig med tiden, men har måttet leve med eftervirkningerne siden. Blandt andet betød blodproppen, at han fik tilkendt en førtidspension, og det generationsskifte, som ellers var planlagt et år forinden, hvor han skulle overtage Thorup Maskinstation efter sin far, blev ikke til noget. I dag kører han 40 timer om måneden for en lokal vognmand. Resten af tiden bruges på hestene.

– Vi nyder at have noget fælles at gå op i. Hans Jørgen klarer fodringen og muger ud i staldene i hverdagen, og så er jeg på, når vi skal til et dyrskue, forklarer Gunda.

For de store dyr skal shines op inden en mønstring, og det tager en time pr. hest at vaske, strigle og flette manen. Derudover skal både Gunda og Hans Jørgen have hvidt tøj på fra top til tå og dertil slips, når de skal fremvise hestene.

– Vores heste har givet os nogle uforglemmelige oplevelser, som vi ikke ville have fået uden dem.