Min hårde facade fra barndommen spændte ben for mit arbejde

Når jeg mindes min barndom, foretrækker jeg at tænke på de første seks år af mit liv. Dengang havde jeg stadig et nogenlunde normalt familieliv med mine forældre, og min mor var endnu ikke begyndt at drikke.

Men da mine to brødre med kort tids mellemrum kom til verden, var det, som om mine forældre ikke længere magtede Projekt Familie. De begyndte at skændes, min mor fik øje for rødvin, og der var aldrig penge nok til lejrskoler eller nye vinterstøvler.

Over tid kom mine forældre ind i et giftigt mønster, hvor min far var den dominerende, der skældte ud og overfusede både min mor og os børn.

Han var aldrig fysisk voldelig, men ord og hårde blikke kan stadig gøre ondt. Min mor påtog sig rollen som det sårede offer og var fuld af klagesang og undskyldninger.

Årelangt had

Som den ældste i søskendeflokken tog jeg til gengæld et stort ansvar på mig, og det var således ofte mig, der fik mine brødre i tøjet og i skole. Jo ældre jeg blev, desto mere sagde jeg også min far imod i forsøget på at beskytte mine brødre.

Strategien virkede, for min far blev dobbelt så strid over for mig. Det provokerede mig, for jeg har aldrig kunnet snuppe uretfærdighed. Så jeg svarede igen og frydede mig, hver gang mine ord ramte plet. Med årene kom jeg til at hade ham.

Jeg flyttede hjemmefra, så snart jeg kunne, og fra da af havde jeg kun minimal kontakt med mine forældre. Til gengæld var jeg stadig tæt med mine brødre, der efterhånden var blevet store og klarede sig nogenlunde.

Selv var jeg fast besluttet på ikke at ende som mine forældre. Jeg ville ikke sidde fast i et ulykkeligt parforhold, og jeg ville ikke leve med kronisk pengemangel. Jeg ville blive til noget.

Efter lidt småjobs på grillbarer og i supermarkeder lykkedes det mig at gennemføre en handelsuddannelse. Jeg flyttede væk fra mit gamle lokalområde og fik job som logistikassistent.

På mange måder var det mig, der havde stået for netop logistikken det meste af min barndom, så jobbet føltes naturligt.

Dårligt forhold til chefen

Igennem mine 20’ere knoklede jeg hårdt for at stige i graderne. Jeg havde flair for arbejdet med logistik og planlægning, men til gengæld oplevede jeg tit problemer med mine kolleger eller chefer.

Den første virksomhed, jeg var ansat i, havde en chef, som jeg fandt autoritær og bedrevidende. Jeg kunne ikke lade være med at sige ham imod, og efter et år var vores forhold så dårligt, at jeg valgte at skifte til en anden virksomhed.

Her var chefen bedre, men til gengæld fandt jeg flere af mine kolleger temmelig anstrengende. Jeg havde især svært ved at klare, når kolleger med mere anciennitet end mig ville fortælle mig, hvordan jeg skulle gribe mit arbejde an.

Jeg opfattede deres råd som kritik og kunne ikke dy mig for at komme med syrlige bemærkninger om, at jeg skam havde styr på det, der var mit.

Dramatisk privatliv

Som årene gik, blev mit cv et kludetæppe af korte ansættelser. Jeg havde den grundholdning, at jeg ikke ville finde mig i noget. Derfor trak jeg hurtigt en streg i sandet og skiftede job, hvis jeg var kørt sur i samarbejdet.

På et tidspunkt dristede en af mine veninder sig til at sige, at den eneste fællesnævner i alle mine ansættelser jo var mig. Der kunne vel ikke være noget i vejen med alle de kolleger og chefer, jeg havde mødt? Jeg hørte hendes ord som en kritik og lagde hende på is.

Det var ikke kun mit arbejdsliv, der var præget af drama. Det samme mønster tegnede sig i mit privatliv. Jeg kom let i konflikt med mine veninder, men fordi jeg havde let ved at få nye venner, tænkte jeg ikke så meget over, at der røg nogle i svinget.

Kærester havde jeg også mange af. Det startede altid så rosenrødt, men havde det med at ende i skænderier og magtkampe. Som regel sluttede det med et brag, når enten jeg eller fyren gik.

Da jeg var i begyndelsen af 30’erne, fik jeg mit drømmejob. Jeg skulle være teamleder i en engrosvirksomhed. Det handlede stadig om logistik, men nu var det bare mig, der skulle lede og fordele arbejdet. Jeg elskede det fra første sekund.

Jeg var ikke længere nederst i hierarkiet, hvor man forventede, at jeg bare klappede hælene sammen, og det faldt mig naturligt at udstikke opgaver og uddele reprimander, hvis det var nødvendigt.

Vækkede gammel kampgejst

Efter et halvt års tid begyndte der at være murren i krogene. Min barndom havde lært mig at læse stemninger på et splitsekund, så jeg kunne godt mærke, at medarbejderne i mit team var utilfredse. Jeg vidste dog ikke hvorfor. Selv oplevede jeg flere af dem som ufleksible og svære at arbejde sammen med.

Særligt en midaldrende kvinde, Gitte, havde altid et hav af spørgsmål og bekymringer, når jeg gav hende en opgave. En dag mistede jeg tålmodigheden, afbrød hendes talestrøm og bad hende ligeud om at gøre, som der blev sagt. Hun var virkelig for nervøst anlagt, sukkede jeg. Så blev hun meget stille.

Gitte var gode venner med den jævnaldrende Christian, og modsat hende var han ikke nogen forsagt type. Han protesterede, hvis han ikke kunne se logikken i arbejdsgangene, og hans attitude var virkelig en prøvelse for mig.

Han vækkede min gamle kampgejst, og tit udviklede teammøderne sig til en diskussion mellem os. Imens sad de andre og så ned i bordet.

Den dag, jeg bad Gitte tie stille og gøre, som jeg sagde, kom Christian over og bad om at tale med mig. Ude på gangen sagde han ligeud, at han ikke syntes, min behandling af Gitte var i orden. Det værste var, at jeg inderst inde vidste, at han havde ret.

Gitte havde lignet en sparket hund, og jeg havde fortrudt mine hårde ord, men ikke tale om, at jeg ville trække i land nu. Jeg havde lært hjemmefra, at angreb er det bedste forsvar, så Christian og jeg endte i en større diskussion.

Psykologforløb eller fyring

Dagen efter blev jeg kaldt ind på chefens kontor. Med dybe panderynker fortalte han, at der var indgivet en klage over mig og min måde at lede teamet på. Det var ikke bare én, men flere af folkene i mit team, der stod bag.

Helt konkret oplevede folk, at jeg havde en hård tone og i øvrigt tendens til at blive personlig. En brandvarm bølge af lige dele vrede og skam skyllede igennem min krop.

Jeg forsøgte instinktivt at tale min sag, men den tilgang gjorde bare chefens panderynker endnu dybere.

Det endte med, at han gav mig et ultimatum: Enten tog jeg en samtale med virksomhedens erhvervscoach og fik styr på min ledelsesstil, eller også var de nødt til at genoverveje min ansættelse.

Jeg græd af raseri, da jeg kørte hjem. Det føltes som at være en lille skolepige, der fik skældud. Og så en coach? Det lød latterligt og storbysmart.

Derhjemme klagede jeg min nød til min kæreste, Markus, men han sagde bare stille, at der jo måtte være noget om det, når flere af mine kolleger havde samme oplevelse. Markus’ og mit forhold havde knaget i noget tid, og dén kommentar gjorde det absolut ikke bedre.

Jeg følte, at alle var imod mig.

Som far så datter

Ugen efter havde jeg så en samtale med den erhvervscoach, der var tilknyttet vores virksomhed. Det var en ældre kvinde med en rolig udstråling. Jeg var opsat på at forsvare mig. Hun lyttede til min talestrøm, men indskød løbende en række spørgsmål, der rokkede ved mine overbevisninger.

Langsomt kom vi ind på min barndom, og pludselig begyndte jeg at se et mønster. I hele mit arbejdsliv havde jeg gentaget den tilgang, jeg havde haft til min far: Jeg var konstant kampberedt og på vagt efter kritik i det, folk sagde.

Den dag gik jeg en lang tur efter arbejde, hvor jeg tænkte videre over det, vi var nået frem til. Nu gav mine mange konflikter og korte ansættelser pludselig mening.

Jeg havde altid tænkt, at det var mine kolleger og chefer, der var dumme, men måske havde min veninde haft ret. Jeg var jo den eneste fællesnævner.

Som helt ung havde jeg lovet mig selv, at jeg aldrig ville ende som mine forældre. Nu var jeg godt på vej til at blive lige så diktatorisk som min far. Da jeg indså det, føltes det, som om bunden faldt ud af min mave.

Mit livs største overvindelse

Da jeg mødte på arbejde næste morgen, kaldte jeg mit team sammen. Det var den største overvindelse i mit liv, men jeg fik sagt undskyld for, at jeg havde været så hård i munden, og jeg lovede, at jeg ville arbejde med det.

– Men hvis vi skal begynde på en frisk, har jeg også brug for jeres hjælp, tilføjede jeg.

Gitte nikkede forsigtigt og sendte mig et lille smil, og jeg mærkede en stor taknemmelighed til hende.

Fra den dag arbejdede jeg målrettet på at blive en bedre kollega og teamleder. Jeg forsøgte at bruge flere af de tips, som coachen havde givet mig. H

un havde for eksempel sagt, at jeg skulle gå efter problemet og ikke personen, og at mine ører skulle aflære at høre al feedback som kritik. Nogle gange var det faktisk bare feedback.

Det var ikke let, men jo mere jeg øvede mig, desto nemmere blev det.

Som en uventet sidegevinst fik jeg også mere ro i mit privatliv. Jeg ringede til den veninde, der år tilbage havde fornærmet mig, og fortalte hende, at hun havde haft fuldstændig ret.

Harmonisk brud

Markus og jeg valgte i sidste ende at gå fra hinanden. Vi havde slidt hinanden op, men modsat mine andre forliste forhold skiltes vi uden drama og fjendskab.

Da vi sammen havde båret Markus’ sidste møbel ned i flyttebilen, sad vi og delte en øl. Vi så hinanden i øjnene og ønskede hinanden alt mulig held og lykke fremover.

Selv om det var en trist dag, var det en øjenåbner for mig, at man kan skilles på så harmonisk en måde. Uanset hvordan det går i mit kærlighedsliv fremover, vil jeg prøve at huske på den rummelighed, som Markus og jeg viste hinanden.

I dag er jeg stadig leder af mit lille team. Jeg har fået et meget bedre forhold til dem. Både, fordi jeg selv har ændret mig, og fordi de deler mere ud af sig selv nu, hvor de er blevet mere trygge ved mig.

Dog tror jeg altid, jeg vil have en tendens til at gå i forsvarsposition. Min barndom har sørget for, at det ligger i mig som en standardindstilling, men heldigvis kan en gammel hund godt lære nye tricks, og jeg er ikke færdig med at lære.