Nu kan jeg hjælpe andre som mig selv

Det er svært at give slip på sine børn, men det er en opgave, som forældre bare skal klare. Vi gør det den første skoledag. Vi gør det, når teenageren går sine egne veje, og vi slipper helt, når den unge flytter hjemmefra.

Men Belinda Tessin i Horsens slap ikke sin dreng. Hun har været alene med sine børn, Jakob og Marielouise, kaldet Marie, siden de var små. Hun hverken kunne eller ville slippe, for hvordan skulle Jakob så komme videre?

For fem år siden sad han på sit værelse hjemme hos mor. Dengang var han 21 år, og mens andre unge var på vej ud i livet, sad han i drengeværelset og kom kun sjældent ud. Herinde var hans verden. Her var hans computer, og her var han herre over sit liv. Det var han ikke udenfor. Jakob har autisme/asperger og angst. Men i dag har han også sin egen lejlighed, en kæreste og et job. Det skyldes en mor, der kæmpede for sin dreng, en kontaktperson, der forstod den unge mand og ikke mindst Jakob selv. Han kan godt. Det har han bevist.

Nu er det mor, der kommer på besøg hos Jakob, og sammen fortæller de hans historie, fordi alle skal vide, at der også findes et liv for de mennesker, der alt for tidligt bliver dømt ude.

– Jakob var ikke god i skolen. Han kunne sådan set godt læse og skrive, men han forstod ikke lange ord. Socialt var han heller ikke god, og han trak sig mere og mere ind i sig selv, siger Belinda.

Irriterende mor

Der var mange møder mellem skole og hjem. Belinda bad om hjælp til sin dreng, så han kunne følge med, men der skete ikke noget.

Jakob fortsatte i sin klasse. Han lærte, at han ikke duede til noget. Han kunne ikke det, de andre kunne, og så var det bedst at tie stille og blive så usynlig som muligt. Lærerne sagde, at han levede i sin egen indre verden. Han elskede gymnastik, sin mor og sin lillesøster, men det var ikke så nemt at være lillesøster til Jakob.

Marie er fire år yngre end sin storebror, og hun så op til ham, som kun små søstre kan. De to fik et ubrydeligt bånd og holdt sammen i skolen. Jakob kom i specialklasse, da han gik i 9. klasse, og nu blev det for alvor svært at være lillesøster.

– Mine klassekammerater mobbede mig og kaldte min storebror ”unormal”. Alt, hvad jeg gjorde, var forkert, og sådan blev det ved, indtil jeg en dag forlod skolen i 8. klasse og nægtede at komme tilbage, siger Marie.

Da Jakob var færdig med folkeskolen, gik han ind på sit værelse og kom stort set kun ud for at spise og til sidst ikke engang det.

– Jeg følte, jeg svigtede begge mine børn. Alle mine kræfter gik med at kæmpe for Jakob, og så var der ikke tid til Marie. Derfor sendte jeg hende på efterskole, da hun var 15 år. Hun havde brug for at få en succesoplevelse i skolen og i sit liv generelt, og det blev heldigvis en fantastisk tid for hende. Men Jakob fik det værre og værre. Nye undersøgelser viste, at han nu også havde fået social angst. Da han havde det allerværst, sagde han til sin mormor, at han lige så godt kunne dø, for han duede jo ikke til noget, siger Belinda.

– Jeg blev bare inde på mit værelse og spillede WoW ((World of Warcraft, red.) eller Legends. Det kunne jeg. Efterhånden blev jeg bange for at komme ud fra mit værelse. Alt var utrygt uden for mine rammer. Men mor var ikke den, der gav op. Hun var faktisk ret irriterende, siger Jakob.

Det kan Belinda godt genkende.

– Jeg stod foran døren og lokkede ham med alt muligt. Da Jakob blev 18, blev han overflyttet til ungeenheden, og så fik jeg at vide, at nu skulle jeg bare tie stille. Jakob var voksen og skulle selv komme i gang med noget, sagde de. Men det var jo netop det, han ikke kunne. Der var masser af opfordringer, mange sagsbehandlere og mange kloge folk, men intet og ingen kunne få Jakob ud ad døren, siger Belinda.

Hjælper andre

Da han i 2017 var 22 år, kom der et tilbud, som han godt nok heller ikke dukkede op til. Men der kom også noget andet: En mentor. Han foreslog, at Jakob da skulle gå på STU (Særlig Tilrettelagt Uddannelse, red.).

– Jeg sagde ja, men den første lange tid gik jeg ikke derhen. Så gik jeg alligevel derhen en gang eller to og mødte nogle andre, der var ligesom mig. Det var første gang nogensinde, at jeg mødte nogen, jeg kunne være sammen med, siger Jakob.

Det var ikke det eneste, der skete. En dag spurgte en vejleder på STU, om det mon ikke snart var på tide, at Jakob skulle flytte hjemmefra? Jakob sagde ja. Faktisk havde han drømt om det længe, men han vidste ikke hvordan.

Kollegiet Vestergade i Horsens hører sammen med STU. Her er der voksne medarbejdere, der hjælper de unge i gang med at lære at klare sig selv, og de havde netop en plads til Jakob. Han flyttede ind i november 2018.

– Jeg kunne godt lide at gøre tingene selv. Det var fint at lære at lave mad, at købe ind og klare sig selv. Men så var mor faktisk temmelig irriterende, siger han med et sideblik til sin mor, der villigt indrømmer, at ja, det var hun.

– I begyndelsen var det vist mest færdigretter, han lavede, men pludselig kunne han selv. Nu gik han i skole, snakkede med andre unge, og så begyndte han også at blive hemmelighedsfuld. Når han kom hjem en gang imellem for at spise sammen med Marie og mig, så han tit på uret og havde travlt. Når vi spurgte ham, hvad han skulle, svarede han bare, at han skulle gå tur og ikke måtte komme for sent, siger Belinda.

Jakob havde aldrig før interesseret sig for at gå ture, så både Marie og mor var ret nysgerrige, men Jakob sagde ikke et ord. Det var lillesøster, der fandt ud af Jakobs hemmelighed: Han havde fået en kæreste, Camilla, og de gik tur i Bygholm Park. Jakob havde fået smag for friluftslivet.

De to havde mødt hinanden på STU, Camilla har angst og ptsd, men hun har også en stor kærlighed til Jakob, og i dag har de boet sammen i to år i en lejlighed i Horsens. Jakob var igennem sin sidste udredning i 2020, og der fik han endelig den rigtige diagnose: Jakob har autisme/asperger og angst, men han har også omsider fået et almindeligt liv.

– Jeg var næsten færdig med at gå på STU, da de lavede en uddannelse inden for E-sport, og det er jeg jo faktisk ret god til, siger Jakob beskedent. I begyndelsen var han hjælpelærer på E-sportholdet. Nu er han ansat som underviser i E-sport på STU 20 timer om ugen, for han kan nemlig noget specielt. Han kan være et forbillede for andre unge.

– Jeg underviser dem, der har det, ligesom jeg selv havde det. Eleverne har angst, autisme, adhd eller hvad det nu alt sammen hedder, men jeg fortæller dem, at de kan få et bedre liv, ligesom jeg selv fik det. Jeg fortæller dem, at man skal samarbejde, for det skal man nemlig i spillet, og når man kan det, så kan man også nemmere være sammen med andre. Det var, som om der ikke var nogen, der så mig før. Nu er jeg ikke usynlig mere, jeg betyder noget for nogen, og det gør mig glad, siger Jakob.