Nu kan jeg selv

Sarah slap ikke sin dreng i de første måneder af hans liv. Om natten holdt hun ham i hånden. Hun var bange for, at nogen ville tage ham fra hende.

Sarah Højhus har haft en svær barndom, og derfor var hun som nybagt mor ikke parat til at stole på andre end sig selv. Det var hende og Liam imod hele verden, for der var ganske enkelt ikke nogen, hun kunne stole på, følte hun. Derfor er det i dag fantastisk at se Liam og Sarah sammen. De to har fået en kæmpestor og varm ”familie”, for der fandtes mennesker derude, der kunne lide Sarah præcis som den unge, usikre, men også hjertevarme mor hun er.

Tabita fra Familienetværket i Citykirken er et af de mennesker, og hun rakte ud og greb Sarah og Liam, da de havde allermest brug for det.

Familienetværket er et landsdækkende samarbejde mellem kirker og Blå Kors. Netværket er lavet for de mennesker, man kalder ”udsatte”. Her er den ensomme, indvandrerfamilier, fattige, de enlige, dem der søger venner, de fraskilte, de syge og i det hele taget mange af de familier, der har det svært. Tilsammen er de et fællesskab, der hjælper hinanden, og det var sådan et fællesskab, Sarah altid havde ønsket sig.

Sarah bliver mor

– Jeg er vokset op med enlig mor, og vi havde store udfordringer indbydes. Jeg er stukket af rigtig mange gange, men blev altid hentet tilbage. Da jeg var 16 år, blev jeg anbragt på et opholdssted. Der var nogenlunde faste rammer,, og det havde jeg brug for, siger Sarah.

Det var også her, hun første gang mødte Tabita. Hun var pædagog og diakon og arbejdede med de unge på opholdsstedet, og i hende mødte Sarah et menneske, der ikke så hende som et ”problembarn”.

– Jeg følte, at hun så mig som mennesket Sarah. Ikke som hende det var synd for, et socialt tilfælde, men som Sarah. Jeg kunne fortælle Tabita om mine følelser og problemer. Det var en fantastisk følelse at være tryg og have tillid til et andet menneske. Det havde jeg aldrig haft før, siger Sarah.

Men Sarah var teenager og havde også travlt med at vise, at hun kunne klare sig selv. Desværre gik det ikke så godt..

– Der var mange fester, dårlige kærester, et dårligt miljø, og jeg tog stoffer i en kort periode. Heldigvis stoppede jeg af mig selv, og jeg har aldrig rørt det siden. Jeg var 18, da jeg flyttede til en anden by og fik en kæreste, som jeg var glad for. Jeg blev gravid, det var ikke meningen, og samtidig blev vores forhold dårligt. Men jeg vidste bare, at jeg ville have mit barn, og at jeg ville bevise overfor alle og mig selv, at jeg kunne blive en god mor.

Kort fortalt rykkede Sarah væk fra kæresten og ind på et krisecenter. Hun talte med sagsbehandlere, der alle ville hende det bedste. De var ikke sikre på, at det bedste ville være, at Sarah blev mor, for kunne hun nu klare det?

Det blev en svær tid efter Liams fødsel i april 2019. Sarah blev vurderet, og hun flyttede på mor-barn-hjem, som sagsbehandleren foreslog. Selv havde hun fra begyndelsen bedt om at komme i en plejefamilie sammen med Liam, så hun kunne lære at blive en god mor, men det skete først senere. Plejefamilien blev en succes, for her så familien Sarah som en mor, der havde brug for hjælp til at være en god mor.

Da Liam var omkring et år, flyttede mor og søn tilbage til deres hjemby, men heldigvis var de ikke alene.

– Jeg havde snakket med Tabita i telefonen flere gange, og da Liam og jeg flyttede tilbage, satte hun mig i forbindelse med et ungt ægtepar, der blev mine venner, og som af og til passer Liam, når jeg skal et eller andet. Jeg betragter Tabita og mine venner fra Citykirken som min familie. En stor udvidet familie, der har givet mig så meget, og som har set mig som det menneske, jeg er, og ikke bare som et resultat af alt det, jeg har været igennem. Vi er alle sammen mennesker, ikke bare ”barn af systemet”, ”misbruger”, eller hvad vi nu ellers kan sætte af prædikater på andre mennesker, siger hun.

Tabitas drøm

Tabita har været med til at starte ”Familienetværk” i Kolding, Aarhus og mange andre byer. Hun kender selv følelsen af at bære rundt på et usynligt stempel. Tabita er fra Rumænien og voksede op som flygtning i Danmark sammen med sin mor og fire søskende. Hendes familie var fattig, og Tabita drømte om, at nogen, måske Gud eller bare et barmhjertigt menneske fra den kirke, de kom i, ville hjælpe hendes familie. Men det var der ingen, der gjorde, før de flyttede til Aarhus og begyndte at komme i Citykirken. Her fandt hun de mennesker, der blev til den familie, hun havde savnet, og Tabita var kun 10 år, da hun besluttede sig for, at hun ville hjælpe andre, når hun blev voksen.

Derfor tog hun tog en bacheloruddannelse i diakoni og socialpædagogik. Tabita syntes, at kirkerne skulle række ud og rumme de socialt udsatte mennesker, der havde brug for socialt samvær, omsorg, fælles gratis aktiviteter og andagt.Hendes drøm blev til Familienetværket.

Der var andre unge enlige mødre som Sarah, da hun kom til netværket, men også familier, der hjalp med tøj til Liam, andre hjalp hende med at flytte til en anden lejlighed, og andre igen viste Sarah, at når de kunne finde ud af livet, ja, så kunne hun nok også.

Sarah og Liam fik stablet et liv på benene, men det var i Familienetværket og hos Tabita, hun hentede sit overskud og troen på, at hun duede.

– Der er rigtig mange af dem, som kommer her, der har det svært. De kommer i første omgang for at bede om hjælp og møder andre, der også har problemer. Med tiden opdager de, at de faktisk godt kan klare deres liv, at de kan komme videre, og at de også er noget værd, siger Tabita.

Et gammelt ordsprog siger, at det kræver en hel landsby at opdrage et barn. Sarah og Liam har fået deres egen landsby i Familie-netværket, og på den måde er livet blevet lettere for dem begge.

– Jeg gør tingene i mit eget tempo, og min plan er at gå i gang med en uddannelse til pædagog. Jeg er 24 år, og nu er jeg klar til at tage ansvar for mit eget liv, siger Sarah.