Maren i filmen ”Ustyrlig’’ er sådan en ung kvinde, vi alle har mødt. Maren elsker fest og farver, at danse, at opleve noget, og inderst inde drømmer hun om den store kærlighed, som hun leder efter og håber på, hver gang hun møder en ny mand.
Kvinder som Maren er til alle tider blevet kaldt ustyrlige. I helt gamle dage kaldte vi de piger og kvinder for hekse og brændte dem på bålet, senere kaldte vi dem farlige og anbragte dem på en øde ø, så de kunne blive til ordentlige kvinder igen.
I Danmark anbragte man over en årrække 500 kvinder på Sprogø, fordi man vurderede, at de var ”letfærdige, løsagtige og/eller åndssvage”. Den første kvinde blev anbragt i 1923, den sidste flyttede fra Sprogø i 1961, og siden har de fleste af os glemt, at Sprogø engang var andet end en ø i Storebælt.
Det bliver snart anderledes, for 9. marts er der premiere på filminstruktør Malou Reymanns film ”Ustyrlig”, hvor de to hovedpersoner, Maren og Sørine, bliver anbragt på Sprogø, fordi de netop er ustyrlige.
Barsk og rørende
Vi møder Maren i 1933. Hun er 17 år. Hendes mor kan ikke styre hende, myndighederne blander sig, og Maren, der er vild og uregerlig, bliver sendt på kvindeanstalten Sprogø.
Her møder hun Sørine, der på det tidspunkt har været seks år på anstalten og har tilpasset sig forstanderinden, frk. Nielsens, krav, som igen er dikteret af overlægen fra De Kellerske Anstalter i Brejning. I sidste ende er det ham, der bestemmer, hvem der skal blive, og hvem der må forlade Sprogø.
Sørine gør, som hun får besked på, fordi hun tror på, at hun får lov at forlade Sprogø på et tidspunkt. Maren kæmper for at komme hjem. De to kvinder bliver venner, og det venskab fører til en livsændring for dem begge to.
Det er en barsk, men også meget rørende film, som er stærkt inspireret af de kvinder, der tilbragte år af deres liv på Sprogø uden at vide, hvornår de måtte vende tilbage til friheden.
Kvindeliv i dag
– Min film er lavet til de kvinder, der blev kaldt ”erotiske og vagabonderende”. Jeg hørte for et par år siden en podcast om en kvinde ved navn Karoline. Hun var blevet anbragt på Sprogø, fordi man mente, hun var usædelig og uregerlig. Jeg blev fuldstændig overvældet, for jeg anede ikke, at vi i Danmark havde brugt at anbringe kvinder på en øde ø som straf, fordi myndighederne mente, en kvinde var letlevende, åndssvag, usædelig eller farlig for mænd, fordi hun måske levede et liv, der ikke lignede andre ”pæne” kvinders liv. Vi må aldrig glemme de kvinder, og jeg besluttede mig for, at deres historie skulle fortælles, fortæller Malou.
Siden har hun læst sig igennem arkiver, der indeholder disse glemte kvinders historie, hun har talt med forskere og besøgt Sprogø, og langsomt dukkede handlingen i ‘’Ustyrlig’’ op.
– Jeg har desværre ikke kunnet tale med nogle af de kvinder, der har været anbragt på øen, men jeg har fået lov at læse mange af deres journaler. Derfor ligger handlingen i filmen tæt op af begivenheder, der faktisk er sket på Sprogø. Hvis en kvinde var ulydig, gjorde modstand eller blev vred, blev hun anbragt i ”betænkningsrummet”, hvor hun blev spændt fast til en seng og blev holdt i isolation i kortere eller længere tid. Der har været flugtforsøg på Sprogø og kvinder, der blev tvangssteriliset, inden de fik tilladelse til at forlade øen. Hvis kvinderne havde børn, når de blev anbragt, blev de taget fra dem og anbragt på børnehjem. Det værste må have været uvisheden om, hvornår de måtte blive fri og få lov at leve deres egne liv.
– Samfundet havde et andet syn på kvinder dengang, og det var svært at være en enlig kvinde, der havde appetit på livet. Hvis man blev gravid, gik det helt galt, og du kunne miste alt. Sådan er det heldigvis ikke længere, men jeg tænker meget over, om vi stadig fordømmer de kvinder, der er anderledes i dag. Måske ligger det i vores opdragelse, men vi roser stadig vores døtre for at være dygtige og artige og fortæller dem, at de ser søde ud, når de har deres fine kjoler på, mens en dreng… han er jo stadig bare en rigtig dreng, når han er vild. Når vi så bliver unge kvinder, ligger skammen og fordømmelsen i os selv. Vi er bange for at være ”for meget”, hvis vi råber op eller ”for lidt”, hvis vi ikke siger fra. Vi må heller ikke risikere at blive kaldt for ”billige”, hvis vi har været sammen med flere mænd. Vi har let ved at føle os forkerte, siger Malou.
En gang om året kom pigerne fra Sprogø på udflugt. Billedet er fra en af disse ture engang i 1930’erne.
Hun kender selv det at føle sig forkert. Hun er uddannet skuespiller, senere blev hun manuskriptforfatter og filminstruktør. Hendes første spillefilm, ”En helt almindelig familie”, er langt hen ad vejen baseret på hendes egen familiebaggrund, hvor hendes far skiftede køn og blev kvinde, da Malou var 11 år.
– Når man er 11 år, er forældre altid pinlige. Nu blev det om muligt endnu mere pinligt og skamfuldt at være i min familie, og det var nogle rigtig svære år for os alle. I dag har vi heldigvis et godt forhold, men min barndom har været med til at gøre mig til et menneske, der tænker meget over skyld og skam og de krav, vi stiller til andre. Det har været nemt for mig at identificere mig med Maren og Sørine, for ligesom Maren er jeg en kvinde, der lever mit liv, som jeg har lyst til, men ligesom hende kan jeg heller ikke lade ting ligge. Maren råber op, mens jeg nok er mere afdæmpet. Jeg er dårlig til at feje ting ind under gulvtæppet og gå videre, som om intet var hændt. Hvis vi ikke taler om tingene og om ligestilling og skam og skyld, er det stadig farligt at være kvinde.
Malou Reymann er gift og snart mor til to. Når hun vender tilbage fra barselsorlov, er der et nyt projekt klar til hende – en film om hekseprocesser i 1600-tallet.
