André Hingstman nød sensommersolen, mens han arbejdede med at reparere taget på laden. Det skulle gøres nu, for vejrudsigten havde meldt regn til natten, og halmen måtte ikke blive våd. André havde det rigtig godt, mens han arbejdede. Han havde udskiftet tagplader mange gange tidligere på hans og faderens gård hjemme i Holland. Det var en af de opgaver, der også hørte med til det at være landmand.
Men pludselig bristede en tagplade, og spanden, som André havde sine redskaber i, forsvandt gennem hullet. I dette sekund tænkte han kun på at holde fast i spanden, men mistede balancen og faldt otte meter ned. André ramte gulvet et sted, hvor der ikke lå halm, som kunne have afbødet faldet. Han var ved bevidsthed, og hans første tanke var: Nu er alle vores drømme knust. Det er slut…
Læs også: Familien Andersen kunne være halveret i trafikken: Vi har været meget heldige
Eftermiddagskaffen
Imens havde Andrés hustru, Aaltje, hygget sig i haven. Hun havde netop ammet deres tre måneder gamle søn, Jesse, og lagt ham i barnevognen. Hendes plan var at lave kaffe, for André måtte snart være færdig med at arbeje på taget. Og hun vidste, hvor højt hans elskede at få sin eftermiddagskaffe.
Alvorligt
Men pludselig skete der noget. Aaltje hørte noget, hun har svært ved at forklare. Nærmest som en genstand – måske en hammer – der ramte jorden med stor kraft. Aaltje fik en forfærdige fornemmelse af, at der var noget galt, så hun smed træskoene, tog fat i barnevognen og løb mod laden.
Aaltje kunne med det samme se, at situationen var meget alvorlig. André havde voldsomme smerter, men alligevel forsøgte han at få sin hånd ned i bukselommen. Han ville have fat i sin telefon, så han kunne tilkalde hjælp.
Men han kunne ikke. Begge hans underarme var brækket. De dinglede lige som lidt, når han løftede overarmene. Han havde store smerter, men det værste var, at han ikke kunne mærke sine ben.
Læs også: 35 år i en kørestol er intet problem
Handle hurtigt
Selv om Aaltje var dybt rystet, tvang hun sig til at tænke klart. Hun vidste, at der skulle handles hurtigt.
– Ingen af os kunne på det tidspunkt tale ret meget dansk, så jeg løb ind og ringede til nogle gode hollandske venner, Alie og Meindert de Witte, som boede i nærheden. De blev hurtigt sat ind i situationen og lovede at ringe efter hjælp.
Til alt held befandt en ambulance sig kort fra familiens gård. Den var fremme efter en halv snes minutter, og kort efter ankom også lægebilen.
Vendte op og ned på livet
For Aaltje, 41, og André Hingstman, 45, kom den 11. august 2005 til at vende op og ned på deres liv. To år tidligere var de blevet gift og havde lagt planer for at flytte til Danmark og købe en gård. Parret har børnene Jesse på nu snart 14 og Ilse på 11 år.
Men på det tidspunkt arbejdede André sammen med sin far på dennes gård, samtidig med at han havde arbejde ude. Aaltje havde taget eksamen som folkeskolelærer.
André vidste, at han ville være landmand. Han kunne ikke forestille sig et liv uden at kunne færdes i naturen og have tæt omgang med dyr.
Læs også: Naboer stod klar efter dødsfald og indbrud
Fra Holland til Danmark
Men drømmen havde svære kår i Holland. Priserne på landbrugsjord var skyhøje, så udsigten til at købe mere jord til gården var ikke store.
Planen og den nye drøm var derfor en gård i Danmark. Aaltje og André havde været i landet og besøgt hollændere, som havde bosat sig her. Valget var derfor ikke svært. Da de fandt en gård med en besætning af kvæg, slog de til.
I januar 2005 havde de overtaget gården ved Aalestrup.
Svært kvæstet
Tilbage på ulykkesdagen vidste Aaltje straks, at André var svært kvæstet, men han var ved bevidsthed og kunne tale normalt med hende. Han kunne endda nævne numrene på tre køer, som skulle malkes for sig selv, fordi de enten fik medicin eller lige havde kælvet. Deres mælk måtte ikke blandes med de øvrige køers, sagde han.
Den besked modtog vennen Meindert med et nik.
Aaltje mente, at de nok kom hurtigt hjem igen. Derfor var det nok ikke nødvendigt at tage Jesse med.
– Det må du hellere. Han bliver sikkert hurtigt sulten, lød det fra en venlig Falckredder.
André husker tydeligt lyden fra udrykningshornene.
Læs også: De siger, han er et mirakel
I live
– Nu bliver alle vores planer ikke til noget, tænkte André i ambulancen på vej til sygehuset i Farsø, hvor han skulle stabiliseres, inden han kunne overflyttes til sygehuset i Aalborg.
André havde brækket ryggen og begge sine underarme. Hans ene lunge var punkteret, ligesom han havde fået flere mindre kvæstelser.
Men han var i live.
Barsk besked
Aaltje havde været på besøg hos ham dagen efter om formiddagen og var hos nogle venner i Aalborg, da André ringede til hende.
– Du må komme. Lige med det samme, sagde han.
På sygehuset havde en læge sagt til André, at han aldrig kom til at gå igen. At han ville sidde i kørestol resten af livet. Den melding kom som et chok for ham.
– Vi skulle have haft den besked sammen, siger de i dag.
Læs også: Lisa vandt kampen for livet
Tvunget til at sælge gården
I de syv måneder, André var indlagt og gik til genoptræning, blev malkebesætningen og de 65 hektar passet af vikarer og Aaltje, som passede kalvene og havde den daglige kontakt med de forskellige medhjælpere. Men det var André, der havde samtaler med konsulenterne fra landbocentret på sygehuset. Han ville fortsat have det overordnede ansvar for gårdens drift.
Men André og Aaltje kom ikke til at drive gården videre. De kunne ikke få hjælp fra kommunen, fordi de ikke opfyldte kravene om at have boet i Danmark i et bestemt antal måneder.
Derfor blev de tvunget til at sælge og i stedet bo til leje i et hus ude på landet.
Savnede landbruget
André var berettiget til førtidspension, men kunne ikke se sig selv i den situation de næste mange år. Så han besluttede at komme på skolebænken, først og fremmest for at lære dansk, og så var det videre mål at fortsætte på handelsskole, så han kunne uddanne sig til konsulent inden for landbrug.
– Men jeg savnede landbruget rigtig meget, og en dag faldt jeg tilfældigt over en artikel med en mand, der sad i kørestol og passede mange tusinde høns.
Læs også: Livet på landet er en fest
Klart mål
– Det må da være et mål, sagde André til Aaltje, og sammen begyndte de at lægge nye planer. De var flyttet fra det lejede hus og havde købt en gård i Hvilsom nær Hobro. Her havde de lidt fedekvæg og også pladsen til at opføre nogle stalde til æglæggende høns.
I første omgang lejede André en stald i nærheden, hvor han kunne have burhøns. Som hjælp i stalden blev Kjeld Carlsson ansat i et fleksjob på 20 timer. Han arbejder fortsat for familien.
22.000 æglæggende høns
Men tiderne ændrede sig. Det blev forbudt at producere buræg i Danmark, og da parret havde købt en nedlagt kalkunfarm i nærheden, var beslutningen let: De ville producere økologiske æg.
Aaltje havde i længere perioder haft arbejde uden for hjemmet, men måtte ofte tage over med hønsene, når hun kom hjem. I dag er hun hundrede procent med i bedriften. Hun har ansvaret for hønsene på gården i Hvilsom, mens André og Kjeld klarer arbejdet på den tidligere kalkunfarm. I alt har de omkring 22.000 æglæggende høns.
Læs også: Velkommen i hønsebyen
Tæller kun de positive timer
Børnene Jesse og Ilse hjælper meget til.
– Livet på gården er den livsstil, som vi ønsker, vores børn skal vokse op med. Specielt Jesse er glad for at arbejde sammen med sin far, fortæller parret og fortsætter:
– Vi har fået et nyt og meget anderledes liv, hvor vi kun tæller de positive timer.
Læs også: Emil og Silas reddede Tinas liv
