Sarah fik drømmejobbet i Fakta

Stille, roligt og trygt. Sådan husker 28-årige Sarah Nygaard sin barndom med mor, far og storesøster Sissel i Høruphav ved Sønderborg, hvor de boede i et gult parcelhus, som lignede mange andre i Danmark. Men uden for familien adskilte Sarahs liv sig fra de flestes. Egentlig kunne hun godt lide at gå i byens kommuneskole, hvor hun klarede sig godt i de fleste fag og havde det fint med lærerne. I den toværelses lejlighed i Sønderborg, hvor hun har boet, siden hun flyttede hjemmefra for tre år siden, kigger hun tilbage på en skoletid, der begyndte lovende, men hurtigt blev noget nær et mareridt.

Læs også: Jeg vil ikke på pension

– Jeg var på mange måder anderledes end mine kammerater. Jeg forstod ikke helt, hvad de mente og gjorde. De fandt ud af, at jeg kunne blive rigtig gal. Jo værre det blev, jo mere blev jeg mobbet, fordi de syntes, det var sjovt at se mig være oppe i det røde felt. Jeg var et let offer, fordi jeg var så anderledes. ”Hende den dumme pige vil vi ikke være sammen med”, sagde de.

– Jeg fandt ud af, at det ikke nyttede at spørge, om jeg måtte være med til legene i skolegården. Da jeg gang på gang blev skubbet væk, endte det med, at jeg altid gik alene. Sådan gik det stort set fra sjette til niende klasse. Lærerne snakkede med de elever, som gjorde nar og gav mig øgenavne. Men det hjalp ikke ret længe, før drillerierne tog til igen. Jeg var glad for skolen, men var også bange for at gå derhen. For hvad ville de andre finde på? Det var min frygt, husker Sarah.

Sarah vil ikke sætte sig selv op på en piedestal, som hun siger. Men hun erkender, at hun var ret skrap til fag som dansk, engelsk og samfundsfag. Fysik, kemi og tysk forstod hun derimod ikke meget af, så de fag blev hun senere fritaget for.

Diagnosen var et chok

Sarah begyndte at gå til skolepsykolog, fordi hun havde det skidt. Hun gik der længe, og en dag kaldte psykologen hendes forældre til møde. De fik at vide, at Sarah led af Aspergers syndrom, som er en form for lettere autisme. Sarah og hendes forældre var rystede over beskeden, men også lettede over at få en forklaring på, hvorfor Sarah ikke var som andre.

– Jeg glemmer aldrig den augustdag i ottende klasse, hvor jeg fik diagnosen. Det var et chok for mig som 14-årig på vej ind i teenagealderen. Det var svært, og jeg var ked af det og sur over at skulle sluge det, jeg opfattede som en slags dom. Men det var også rart at forstå, hvorfor jeg gør tingene, som jeg gør, og tit reagerer anderledes end andre. Det var hårdt og svært, men også på en mærkelig måde det bedste, der skete, og langsomt faldt alting på plads, husker Sarah.

Hvordan hun skiller sig ud, forklarer hun sådan:

– For mig skal alting helst være planlagt og til at forudsige. Der skal være orden på ting og gøremål, så fungerer jeg bedst. Jeg vil for eksempel gerne vide præcis, hvornår jeg skal stå op og møde på job, og hvornår jeg har fri. Alting skal helst foregå, som det plejer. Jeg kan hurtigt gå i panik, hvis der sker noget uventet. Så reagerer jeg ved at blive ked af det, sur og smække med døren. Men jeg bliver hurtigt god igen.

Læs også: Anne fik først sine diagnoser som voksen

Tager en dyb indånding

Sarah er med tiden blevet langt bedre til at håndtere det uforudsete, som før væltede hende omkuld. Hun giver et eksempel:

– Da jeg var yngre og boede hos mine forældre, aftalte vi måske at skulle på indkøb i et varehus sidst på ugen. Hvis det så blev aflyst, fordi der skete noget andet og vigtigere, kunne det ødelægge hele min dag. Så blev jeg vred og vrissen, fordi jeg havde planlagt udflugten og havde glædet mig.

At det ikke er sådan mere, skyldes, at hun er blevet ældre og mere moden, mener hun.

– Jeg kan stadig panikke i visse situationer. Men så tager jeg en dyb indånding og tænker, at det nok løser sig. Jeg har svært ved at være blandt mange på én gang. Men det har jeg også lært at tackle. Når der er fest i vores store familie, springer jeg sommetider over eller tager med og tager en timeout udenfor. Og måske går jeg tidligt hjem.

I praktik på slottet

Flere ting er gået Sarahs vej de senere år. Efter at have afsluttet niende klasse tog hun et ekstra år i skolens specialklasse og fik for første gang venner blandt klassekammeraterne, som også havde forskellige udfordringer:

– Lærerne ville beskytte mig mod nederlag og rådede mig til ikke at gå op til eksamen efter niende. Men jeg ville til eksamen, og heldigvis klarede jeg mig rigtig godt.

Sarah har altid været interesseret i historie og var i erhvervspraktik på Sønderborg Slot. ”Bare ring, hvis du har brug for et job”, lød beskeden efter praktikken. Det gjorde hun og arbejdede der et år, da en ungdomsuddannelse virkede urealistisk for hende:

– Lønnen var ikke stor, men jeg boede hjemme og fik lov at arbejde med noget, der virkelig interesserede mig. Jeg var ked af at skulle derfra, men har erkendt, at historie fremover må forblive en hobby for mig. Jeg vil ikke kunne klare kravene til en lang uddannelse. Siden tog jeg en erhvervsgrunduddannelse og blev handelsstudent med et 12-tal i engelsk. Det var virkelig en sejr at få huen med det lilla bånd på hovedet. I skolen havde der stået ”Den dumme pige” i panden på mig, men nu begyndte jeg virkelig at tro på mig selv. At jeg godt kan klare ting trods udfordringerne.

Læs også: Linda-Maria hjælper børn med autisme

Projekt Klar til Start

Med eksamensbeviset i hånden tog Sarah og hendes forældre til møde på Jobcentret for at få afklaret fremtiden. Her kunne sagsbehandleren ikke komme med noget forslag, men tilbød Sarah at søge om førtidspension. Det tilbud kunne hun ikke se sig selv tage imod.

– Skulle jeg så bare sidde hjemme og kukkelure? Aldrig i livet! Mine forældre støttede mig i, at jeg skulle lave noget med mening i. Og sådan blev det. Jeg var uddannet i salg og service, men det slog mig ikke dengang, at handel kunne være noget for mig. Jobcentret gav mig en brochure for projektet Klar til Start, som hjælper unge med autisme i job i blandt andet Fakta, Irma, Normal og Ilva. Mine forældre syntes også om idéen, som jeg nok næppe selv var kommet i tanke om. Men efter knap to års læretid med en vejleder ved min side var jeg klar til jobbet, fortæller Sarah.

To halve dage om ugen arbejder hun i Fakta på Kløvermarken i Sønderborg. Resten af lønnen kommer fra Flexjob-ordningen.

– Hvis nogen havde sagt, at jeg skulle arbejde i Fakta, ville jeg have troet, at de var skrupskøre. At skulle gå blandt kunder, som pludselig spørger om, hvor de kan finde sild, eller om vi har noget bestemt kød, kan godt bringe sveden frem på panden. Men jeg har lært ikke at lade mig gå på af stress og i stedet hente hjælp fra mine kolleger.

Tid til hjemlige sysler

– Min mor og far har altid været en ufattelig stor støtte for mig. Uden dem havde jeg ikke haft kræfterne til at undgå at blive parkeret på førtidspension. Men det har været guld værd, at jeg har haft noget at stå op til, har haft kolleger og ikke skullet føle mig som en belastning. Der er brug for mig, når jeg møder på arbejde, og jeg føler et tilhørsforhold, forklarer Sarah, som bruger sin klæbehjerne og ordenssans til at luge butikken for gamle varer, trimme hylderne, så varerne står knivskarpt, og rydde op på lageret.

– Jeg er lidt bange for at søge venner efter mine erfaringer fra skolen. Det sidder dybt i mig, at jeg frygter afvisninger, når jeg rækker ud. Men jeg vil gerne have venner og møder altid op, når der er julefrokost og andre sammenkomster i butikken, siger Sarah.

Læs også: Café Ingeborg er for de særligt udvalgte

Hun opholder sig meget i sin lejlighed og tegner og maler, ser gamle danske film, tv-serier som ”Matador’’ og ”Badehotellet’’ og sidder i timevis over store Lego-byggerier. Desuden hører hun musik, synger, danser, spiller computer, laver mad, gør rent og går tur. Men som regel alene.

– Jeg er glad for mit liv og elsker at være alene. Jeg har ingen kæreste, men det kunne være rart at finde nogle venner at gå på café og i biografen med, når det er muligt igen.

Men hun tager også nye udfordringer op, selv om det kræver stor overvindelse af hende. Med kun en uges varsel blev Sarah i 2018 bedt om at holde foredrag om sig selv og sit arbejde på en konference holdt af organisationen Klar til Start. Det foregik på Christiansborg, og hun var mere end almindeligt spændt og nervøs. Talen gik over al forventning, og Sarah sagde endda ja til at holde nye foredrag i fremtiden: – Selv om man er anderledes, kan man godt bidrage til samfundet.

Læs også: Vi er sjældent uenige