Meretes krop rystede som et espeløv, da evakueringsflyet bumlede over startbanen. Hun frygtede for sit liv, så da hun endelig hørte hjulene lette fra asfalten, gispede hun instinktivt efter vejret.
– Da vores fly blev synligt på himlen, hørte jeg lyden af oprørernes skudsalver mod os fra jorden, fortæller Merete Rønnow fra Østerbro i København.
Året var 2014, da hun sammen med sit team fra Røde Kors blev evakueret fra Sydsudan. De var kun lige ankommet til landet, da situationen pludselig spidsede til, og det blev livsfarligt for dem at opholde sig der.
– Vi ventede på evakuering i en FN-lejr, hvor vi gik til Nilen efter rent drikkevand. Her flød døde kroppe i vandoverfladen, og jeg har efterfølgende tænkt, at vi var heldige, vi slap ud i live.
Gennem det meste af Meretes barndom sejlede hun verdenshavene tynde med sin far, der var søkaptajn. Hun elskede at rejse, så det stod tidligt klart, at også hendes eget voksenliv skulle bære præg af oplevelser.
– Første gang, jeg hørte om udsendte sygeplejersker, faldt brikkerne i hak. Jeg så en mulighed for at kombinere min rejselængsel med lysten til at hjælpe.
Siden Merete blev uddannet sygeplejerske i 1976, har hun adskillige gange rejst til udsatte områder. Her hjælper hun dem, der lider mest, også selv om det betyder, hun til tider må sætte sit eget liv på spil.
På sine rejser med forskellige hjælpeorganisationer har hun været vidne til mere end de fleste. Krig, død og ødelæggelse er hverdagskost, men sådan begyndte det ikke. Hendes første tur som nyuddannet gik til fredelige Bangladesh i 1978.
– Jeg husker det som en fantastisk tur. Vi boede blandt de lokale i bushen, hvor vi sikrede børns ernæringstilstand.
Selv om Merete allerede inden sin jomfrurejse med det gyldne firkløveremblem var en berejst kvinde, blev hun blæst bagover af den oplevelse, det var at befinde sig så langt væk fra sin egen virkelighed.
– Alle ville se giraffen, og som hvide mennesker i 70’ernes Bangladesh var det os. Vi blev nødt til at sætte stakit om vores bolig, ellers stod lokalbefolkningen med næserne mod ruden, fortæller hun grinende.
Bangladesh blev det startskud, der gav blod på tanden, og sidenhen har Merete plottet mange nåle i verdenskortet iklædt sin hvide sygeplejekittel.
– Jeg er altid af sted minimum seks måneder ad gangen. Mit længste ophold var i Beirut, hvor jeg boede og arbejdede i fire år. Derefter blandt andet Armenien, Kenya, Sydsudan og senest Syrien.
Merete ses her i det evakueringsfly, der fløj hende og teamet fra Sydsydan til Nairobi. Selv mener hun, man tydeligt kan se frygten i hendes øjne.
Livets sløjfer
Merete har befundet sig midt i orkanens øje flere gange, alligevel finder hun ro i den genkendelighed, hun har erfaret, hun møder alle steder, hvor kriser og krig raserer.
– Fælles for de steder, jeg har været, er, at du skal være omstillingsparat, fleksibel og robust.
Hendes egen robusthed kommer til udtryk gang på gang. Senest da hun i 2020 rejste til al-Hol lejren i Syrien for at arbejde på Røde Kors’ felthospital.
– Jeg tog imod kvinder, mødre og børn, der var slået i stykker af bomber og granatsplinter. Det syn har taget bo i mig, og jeg vil aldrig kunne slette det fra min nethinde igen.
Som sygeplejerske i brændpunkter er hun en blæksprutte, der hver dag står med menneskeliv i hænderne. Hun hjælper lidende befolkninger i udbombede byer, men fra tid til anden får hun også en velfortjent pause i rolige København.
– Når jeg er udsendt, får jeg orlov fra mit arbejde som operationssygeplejerske på Gentofte Hospital. Man kan ikke holde til at se det, jeg har set, uden pauser. Jeg ved, jeg ikke kan redde alle, men det er svært for mig at acceptere.
Meretes pauser på det pæne Østerbro står i skærende kontrast til den virkelighed, hun møder, når hun lægger forbindinger under en bagende sol. Det meste af hendes liv er foregået uden for Danmarks grænser, men hjemme samler hun ny energi ved at bruge tid med gamle venner og sin nu afdøde mand, Leifs, to voksne døtre.
Leif og Merete nåede at have nogle dejlige år sammen, inden han gik bort i 2017. I deres fælles hus i Sverige delte de lysten til at opleve verden, og derfor gjorde hans død Merete usikker på, hvorvidt hun havde lyst til flere udsendelser til lande med ulykke og sorg, når hendes egen verden lige var brast.
– Tabet af Leif efterlod mig i sorg. Jeg troede ikke, jeg kom af sted igen, men da Røde Kors i 2018 spurgte, om jeg ville til Bangladesh, gjorde jeg det. Første tur, efter jeg mistede min mand, gik til det land, hvor mit livs rejse begyndte, og det hjalp mig gennem sorgen.
Jeg kan bare rejse hjem
I flere årtier har Merete mærket fremmede menneskers ulykke på egen krop. Hun har grumme oplevelser med i bagagen, men hun har lært af dem alle. Hun har lært, at hun som dansker er privilegeret, og det har sat hendes eget liv i perspektiv.
Merete kan rejse væk. Væk fra bagende sol og væk fra et 60 grader varmt telt i al-Hol-lejren. Så heldige er de færreste, hun møder, i den del af verden.
– Hvor ironisk det end lyder, har ulykke og tragiske skæbner gjort mig positiv og taknemmelig. Jeg kan bare rejse hjem til gode venner, en pæn lejlighed og en varm hakkebøf.
Livet som sygeplejerske i konfliktområder er et kald og en livsstil, hun ikke vil være foruden. Mødet med skæbner så langt fra hendes egen gør, at hun ved, hun er heldig, når hun spiser mad i gode venners lag, og hun ved, at den familie, hun fik af sin mand, skal værnes om.
Kaldet har bestemt betydet afsavn, men på sin vej har hun lindret, hjulpet og reddet mennesker, som ellers ville dø, og derfor fortryder hun intet.
– Jeg har ikke fået mine egne børn, som jeg gerne ville, men det gør ikke noget. Det bliver i mit næste liv. I stedet har jeg oplevet mere end de fleste, og jeg er slet ikke færdig endnu.
