Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
De mest almindelige symptomer på høfeber er kløe i øjne og næse, nysen, næseflåd og tåreflåd. Nogle mennesker med høfeber får desuden astmasymptomer som hoste, vejrtrækningsbesvær, lyd på vejrtrækningen og trykken for brystet.
Medicinsk forklaring
Den lægelige betegnelse for høfeber er allergisk rhinoconjunktivis, som betyder "allergisk betændelse i næse og øjne". Når man har høfeber, opfatter kroppen nemlig partikler som græspollen som fjender. Kroppen forsvarer sig ved at frigøre histaminer, og det starter en øget produktion af slim i næsen og tårer i øjnene for at skylle de partikler bort, som kroppen altså opfatter som fjender. Det kan være svært at skelne en forkølelse fra høfeber. Hvis symptomerne varer mere end to uger eller kommer i bestemte perioder af året, kan det være høfeber. Diagnosen på høfeber stilles via priktest og blodprøver. Man kan få medicin mod høfeber.
Undgå provokationer
Den nemmeste måde at slippe for sin høfeber er ved at undgå det, man ikke kan tåle. Man kan undgå at gå ud midt på dagen i sæsonen, holde døre og vinduer lukkede i dagtimerne og kun lufte ud efter mørkets frembrud. Vasketøjet skal også ud om natten. Udendørs motion skal også helst være natløb. Når man har høfeber, kan man også opleve krydsreaktioner. Det skyldes, at kroppen ikke kan skelne mellem stoffer i pollen og lignende stoffer i fødevarer. Symptomerne er oftest kløe og lettere hævelse på læberne, i mund og gane eller svælg.
• Høfeber pga. birk kan give krydsallergi med blomme, fersken, kirsebær, kiwi, nektarin, pære, æble, gulerod, peanuts og jordnødder, kartoffel, selleri, ærter, cashewnødder, hasselnød, mandel, paranød, valnød, tomat, krydderier og urter, el, hassel, elm, bøg, ask og bynke.
• Høfeber pga. græs kan give krydsallergi med appelsin, melon, peanuts og jordnødder, sojabønner, tomat, ærter, abrikos, kiwi, bønne, kikærter, linser, kartoffel og bambus.
• Høfeber pga. gråbynke kan give krydsallergi med melon, grøn peber, gulerod, selleri, solsikkefrø, kamille, persille, banan, purløg, salat, sennep, pastinak, krydderurter, krysantemum og mælkebøtte.
Det er vanskeligt at indrette menuen, så man undgår det, der provokerer, men det er helt klart en hjælp.
Af Kirsten Aarslev